Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Leg og pædagogik fremmer læring

Andreas Rasch- Christensen og Allan Baumann: Berlingske hat sat fokus på daginstitutionerne. Specielt forholdet mellem leg og læring har været vendt hyppigt, og de to begreber er ofte fejlagtigt fremstillet som modstillinger. Det handler nemlig om både-og.

»Høj kvalitetspædagogik skal kunne balancere mellem på den ene side børnenes selvorganiserede legeaktiviteter og på den anden side relevante voksentilrettelagte pædagogiske aktiviteter. Det gælder kort og godt om at skabe rammer for børns livsduelighed her og nu og på længere sigt,« skriver Allan Baumann og Andreas Rasch-Christensen. Fold sammen
Læs mere

I kølvandet på den omdiskuterede undersøgelse af danske vuggestuepædagoger og anbefalingerne fra en ministeriel task force har dagsinstitutioners primære rolle og opgave været til debat. Således også i Berlingske.

Specielt forholdet mellem leg og læring har været vendt hyppigt, og de to begreber er ofte fejlagtigt fremstillet som modstillinger. Det handler nemlig ikke om enten-eller, men om både-og. Derfor er spørgsmålet også snarere, hvordan pædagoger i daginstitutionerne bedst fremmer børns muligheder for både at lege og lære.

Leg og læring er centrale og grundlæggende begreber i pædagogisk praksis, som pædagoger anerkender betydningen af og anvender i deres arbejde med børn. Det gælder både i relation til den pædagogiske planlægning og evaluering i arbejdet med temaerne i de pædagogiske læreplaner og i hverdagens konkrete aktiviteter og rutiner. Derfor er det vigtigt at gøre sig klart, hvad henholdsvis leg og læring rummer som pædagogiske begreber, og hvordan de relaterer sig til hinanden.

Man kan sige, at det både kan gå sammen og hver for sig. Noget forkortet kan man sige, at læring er en proces, som har ændring af adfærd som mål, mens legen er en aktivitet som har mål i sig selv. I det omfang legen er selvmotiveret og selvreguleret udgør den en aktivitet med omfattende potentialer som kilde til læring. Børn leger for at lege, ikke for at lære noget bestemt.

Netop fordi børn leger motiveret, engageret og fordybet i at skabe noget betydningsfuldt inden for en som-om-verden, lærer de noget om sig selv, hinanden og deres omverden og om hvordan man agerer i den. Når man i bedste mening forsøger at optimere legens læringspotentialer ved at bruge den som middel til læring - med det formål at ændre børns adfærd i bestemte retninger - er der stor fare for, at man svigter både legen og læringen. Man risikerer med andre ord at ødelægge legens særlige kreative rum for udforskning af muligheder, og man slører læringens bevidste og målrettede indsats.

Når et barn vil lære at cykle, handler det om at øve sig igen og igen med at holde balancen, træde på pedalerne og koordinere bevægelserne på den rigtige måde. Her er målet at kunne køre frem på cyklen uden at vælte. Der er ingen grund til at opfordre barnet til at ’lade-som-om’ det cykler. Hvis barnet allerede har lært det, kan det lege, at det er en berømt cykelrytter, og kan gennem en Tour-de-France-leg forfine sine cyklefærdigheder.

Forholdet mellem leg og læring er altså ikke så enkelt, som det ofte fremstilles. Det ville være mere passende at tale om leg og pædagogik som et relevant begrebspar i daginstitutionerne, der begge kan rumme muligheder for læring hos de involverede børn. Det handler med andre ord om en anerkendelse af, at børn vil noget med hinanden og deres verden og gerne bruger legen til at udforske og eksperimentere, hvordan man er sammen med andre i bestemte sammenhænge, og at pædagoger vil noget med deres arbejde og med børnene.

Høj kvalitetspædagogik skal kunne balancere mellem på den ene side børnenes selvorganiserede legeaktiviteter og på den anden side relevante voksentilrettelagte pædagogiske aktiviteter.

Det gælder kort og godt om at skabe rammer for børns livsduelighed her og nu og på længere sigt.

Den rette vægtning mellem leg og læring til gavn for børnene kræver, at pædagoger observerer, dokumenterer og reflekterer over egen og andres praksis, som de efterfølgende kan handle på fremadrettet. Forandringer skabes gennem at betragte den pædagogiske praksis fortløbende, hvor der i den konkrete kontekst arbejdes med forskellige vægtninger af leg og pædagogik - og hvor perspektivet er børns udvikling, læring og livsduelighed.

Ledelsesmæssigt må der insisteres på disse perspektiver. Organisatorisk må der være rammer, der muliggør, at det pædagogiske udviklingsarbejde kan foregå, så pædagoger, pædagogfaglige ledere, andre ressourcepersoner og eksterne støttepersoner kan drøfte, evaluere og udvikle, hvordan leg og pædagogiske aktiviteter bedst bringes i spil.

Der er sket meget siden indførelsen af pædagogiske læreplaner blev indført i 2004. Daginstitutioner har arbejdet med dem på mange forskellige måder. I 2008 blev der foretaget en national evaluering, og sidste uge er der kommet endnu en evaluering af, hvordan det er gået med arbejdet i forhold til børns udvikling, dannelse og læring. Den seneste evaluering bekræfter, at de pædagogiske læreplaner har været en løftestang for fagligheden i det pædagogiske arbejde, og den peger på nye udfordringer og muligheder især i relation til de udsatte børn.

I dette arbejde handler det bl.a. om at støtte børn i deres udvikling af legeevne, så de bliver i stand til på relevant og kompetent måde at deltage i legefællesskaber med andre børn. Det handler om en fokuseret indsats rettet dels mod barnet og dels på konteksten og børnegruppen som helhed. Endelig handler det om at udvikle målrettede og samtidig fleksible pædagogiske strukturer gennem planlægning og organisering af aktiviteter og af det fysiske rum.

På denne måde tilgodeses både børnenes egne lege og de pædagogiske aktiviteter, som fremmer børnenes udvikling, læring og livsduelighed.