Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lassen bør gå i fængsel

Lisbet Larsen: Kurt Lassen brød de uskrevne regler i undersøgende journalistik, da han offentliggjorde Kenneth Plummers udtalelser: Skal man brænde en kilde, skal rigets sikkerhed altså nærmest stå på spil. Det sande offer i Plummer-gate er ikke Plummer, men den undersøgende journalistik.

»Nogen vil kunne huske Kurt Lassens navnebror, journalisten Kurt Madsen, der i 1986 var på vej i fængsel for at nægte at udlevere navnet på sin kilde.« Her Kurt Lassen.
Læs mere
Fold sammen

Sagen om DRs generaldirektør handler i disse dage mest om Kenneth Plummer og hans manglende evne til at begå sig i pressen. Men på længere sigt har miseren en langt større betydning, der meget vel kan vise sig ødelæggende for den kritiske journalistik.

Plummer står måske til prisen for at have begået årets fejltagelse. Ikke, fordi han har sagt noget i fortrolighed. Men fordi han sagt det til den forkerte. Indtil i går anede jeg ikke, hvem Kurt Lassen var. Og det er måske Lassens problem - for Kurt Lassen. For her kommer en, der allerede har skrevet tre portrætbøger. Og ingen af de portrætterede i disse lange skrifter har villet tale med selv samme Kurt. Nu ved vi hvorfor.

Kurt Lassen lider måske af en sygelig trang til at være kendt - at han så er blevet det på en måde, der får selv en B.T.-redaktør til stilfærdigt at krympe sig, er så den anden, men måske virkelige, historie. Især fordi det var B.T., der lagde den famøse båndoptagelse på nettet.

Jeg vil absolut og på ingen måde forsvare Plummer. Det kan man ikke, og det er også derfor, han selvfølgelig måtte gå. Hans forsøg på at slå en handel af er vanvid - og han forekommer derudover både desperat og bange. Men historien om, at mænds forhold til kvinder kan give selvsamme mænd problemer, er egentlig en sidehistorie her og nu. Mindre uvedkommmende er det dog, at Plummer i nogens øjne har haft en tendens til generelt at sige det forkerte på det forkerte tidspunkt.

Men der er noget skueproces over den måde, som alle har travlt med at tage afstand og sige, at det her er uhørt. For de fleste journalister, der har bedrevet dybdeborende journalistik, har prøvet at modtage meget personlige eller kompromitterende oplysninger, som kilden ikke vil have frem - og da slet ikke citeres for. Har man bedrevet seriøs og afslørende journalistik, har man i mange tilfælde haft kilders fortrolighed på et niveau, der kunne ødelægge kilden. Eller ødelægge andre - hvis det altså kom frem. Det er derfor, kildebeskyttelse står skal stå urokkeligt fast. Altså at folk skal kunne stole på, at noget er »til baggrund« - dvs. uden for citat. Nogen vil kunne huske Kurt Lassens navnebror, journalisten Kurt Madsen, der i 1986 var på vej i fængsel for at nægte at udlevere navnene på et par kilder.

Hvad nutidens Kurt har begået kan vise sig ødelæggende for det journalistiske fag. Især den del af journalistikken, der i sin grundvold udgør et af demokratiets støttepunkter. Den - i forvejen udrydningstruede - del af faget, der handler om at afsløre de skjulte, skyggefulde eller måske direkte kriminelle sider af samfundslivet. Til det brug er den beskyttede kilde afgørende. For at kunne åbne en vigtig sag, er det stort set altid nødvendigt, at nogen »taler over sig«. Eller siger noget, de kan få røven voldsomt på komedie for - hvis det altså kom frem, at netop de er kilden. Illoyalitet over for chefer, andre kolleger eller bekendte er ofte afgørende for at en væsentlig historie kan komme frem. Vi behøver jo ikke nævne Watergate, men det var ekstremen af ekstremen af, hvad jeg her taler om.

Det, Plummer har sagt, er forkasteligt. Men i sin kaliber, kontroversialitet og sårbarhed i forhold til kilden selv, er det ikke særlig ualmindeligt.

Så nu sidder vi med en sag, som journalisterne har svært ved at dække. For mens store dele af befolkningen vel kun kan få det indtryk, at Plummer bare er en guddommelig idiot, så ved vi godt, alle vi, der har arbejdet med mange kilder til afslørende eller kontroversielle historier - at det er der så rigtig mange andre, der også er. De har bare været heldige ikke at rende ind i Kurt Lassen.

På DRs intranet stod der samme dag, som historien brød løs, et interview med Kurt Lassen. Her citeres Lassen for at sige, at »(Plummer) gik langt over grænserne for, hvad jeg kunne stå inde for«. Læg mærke til det semantiske. En anden kan ikke handle ud over grænserne for, hvad man selv kan stå inde for. Det er vist da noget vrøvl. Og senere på TV2 har Lassen fremlagt det, som om Plummers oplysninger var af en karakter, hvor han bare ikke kunne tie stille. Han gav udleveringen af ansøgningsfeltet til generaldirektørposten i 2005 som sin årsag til at bryde sin tavshed. Det er absurd. Det kan højst være et kuriosum. Hvor mange synes egentlig, det er voldsomt interessant om denne eller hin borgmester har haft en drøm om at blive generaldirektør?

Skal man brænde en kilde, skal rigets sikkerhed altså nærmest stå på spil. Sådan er de uskrevne, men afgørende, spilleregler.

På sigt frygter jeg ikke for fremtiden for nogen af denne sags implicerede. Ingen af dem kommer i fængsel. Selvom Plummer faktisk er politianmeldt, kommer det nok ikke så vidt. Til gengæld kan Lassens handlinger være så ødelæggende, at han faktisk burde kunne sigtes efter en straffelovsparagraf. Denne paragraf findes ikke og kommer nok heller ikke til det. Men konsekvenserne kan blive store.

For i modsætning til nærværende afsløringer af en båndoptagelse, hvem tør nu - i fortrolighed - fortælle journalister væsentlige historier om forkastelige forhold, der ellers ikke kan afdækkes?

Det eneste, vi kan håbe på, er, at sagen vil blive glemt.