Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kulturen er pist borte

Danske politikere har glemt kulturen. Både i konkret og i bredere forstand. Kultur er reduceret til et stofområde for en fagminister, selv om kultur og værdier er hele det fundament, der binder os danskere sammen i et nationalt fællesskab. Hvorfor er der stort set kun ét parti, der har forstået det? Hvorfor er kulturen forsvundet fra politikken. Jeg leder efter et svar.

Tom Jensen
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Dansk politik er blevet en kulturel udørk. Bevægelsen er sket over årtier, og den vil givetvis kulminere påny under den forestående folketingsvalgkamp, hvor kultur atter vil være henvist til den politiske debats svar på Off-Off-Off Broadway: Scenerne hvor perifere kandidater nørder foran et talsvagt publikum.

Man kan mene, det er lige meget, men mit ærinde i dag er at påvise det modsatte. Kultur er den stærkeste politiske kraft, der findes. Årsagerne til dens deroute i midten af dansk politik er mange, men lad mig opridse nogle vigtige.

Den helt grundlæggende kulturelle og historiske dannelse har siden 60erne været svigtet i skole- og uddannelsessystemet. Man er først i disse år ved at erkende dybderne af dannelsestabet, der ramte alle os, som var indforskrevet som forsøgskaniner i dette enorme afdannelsesprojekt. Med andre ord: Vi ved for lidt, vi forstår for lidt. Det gælder også de fleste af de toneangivende politikere, uanset hvor dygtige de i øvrigt måtte være.

En anden grund er velfærdssamfundets vækst fra 50erne og frem. I et samfund hvor mere end halvdelen af borgerne reelt lever af den offentlige sektor, begynder A nemt at blive B – og B bliver A. Den offentlige sektor eksisterer ganske vist stadig for at kunne servicere borgerne.

Men i endnu højere grad eksisterer borgerne for at kunne finansiere den offentlige sektor. Som resultat af dette ryger kulturen nemt ud af ligningen; den kultur som ellers var helt i kernen af det socialdemokratiske velfærdsprojekt efter Anden Verdenskrig, en slags ideel målsætning med hele molevitten. Nu er velfærdssamfundet og bevarelsen af det blevet målet i sig selv. Borgeren ofte reduceret til et instrument til at sikre det. Og kulturen pist borte.

Som følge heraf har økonomerne taget over. Flere har peget på den mere og mere centrale rolle, Finansministeriet er kommet til at spille. Alle politiske initiativer vejes på en økonomisk guldvægt. Hvorimod kulturen – forstået i bredeste forstand som måden, menneskelivet leves på og det værdigrundlag på hvilket det leves – er marginaliseret og i virkeligheden gjort til et smalt »stofområde« for én fagminister. Og ikke meget andet.

Rekrutteringen af politikere betyder også noget. Færre og færre politikere er borgere, der for en periode tager ansvar som folkevalgte, hvorefter de vender tilbage til deres civile liv. Flere og flere politikere har en hel- eller halvfærdig universitetsuddannelse og er åndeligt skolede enten i de politiske ungdomsorganisationer og/eller som studentermedhjælp i de stadigt voksende politiske partisekretariater – eller måske i et ministerium eller i en anden administrativ enhed. Med andre ord: De tænker stort set ens, uanset holdningsforskelle, og med sig ind i politik bringer de ikke nogen tung kulturel bagage.

Fest og farver

Resultatet er en politisk virkelighed, hvor kultur er reduceret til afdelingen for fest og farver. Hvilket er katastrofalt. For kultur er, modsat den vide og brede opfattelse i 2019, ikke bare blød tilsætning, lidt moro og underholdning til aftenlivet. Kultur er en helt afgørende og identitetsbærende kraft. Hvis man tør sætte den i spil. Også som kernen i den politiske værdidebat. Herunder på politiske områder, der overhovedet ikke opfattes som »kulturelle«.

Der er faktisk kun et parti i Folketinget, som for alvor har forstået dette, og det er Dansk Folkeparti. Det har andre før jeg noteret. Det mærkelige er, at ingen for alvor synes at gøre noget ved sagen og tager udfordringen op.

»Kultur er, modsat den vide og brede opfattelse i 2019, ikke bare blød tilsætning, lidt moro og underholdning til aftenlivet. Kultur er en helt afgørende og identitetsbærende kraft.«


Lad mig prøve at give et eksempel på, hvor meget energi der er i at argumentere kulturelt og værdibaseret – ikke alene økonomisk og faktuelt, hvad man bestemt ikke skal kimse ad. Kultur kan blot noget andet og mere; også på de hårde økonomiske områder.

Hvis man f.eks. debatterer reformer af de offentlige ydelser, så kan man argumentere med henvisning til behovet for et øget arbejdsudbud. Det er fint. Men der er uendelig meget mere kraft, mere ild og mere engagement at skabe ved at argumentere kulturelt – værdibaseret: Vi er nødt til at indrette samfundet på en måde, så forventningen til os som mennesker tydeligt er, at vi kan og skal klare os selv. Ellers risikerer vi et samfund, hvor færre har drivkraften til at forme deres eget liv, og hvor færre tager ansvar. Det er et ulykkeligere samfund med ulykkeligere mennesker, hvis mennesker berøves en væsentlig mening med livet: Faktisk at have ansvaret og forpligtelsen for sig selv og sine nærmeste.

Kultur og værdier kan flytte holdninger. Sat i spil på talentfuld vis langt mere end det rationelle argument og excelarkets svar. Det er ikke tilfældigt. Kultur og værdier udgør hele fundamentet under det fællesskab, vi deler som danske borgere. Det står i flere af partiernes kulturpolitiske erklæringer. Der er bare ikke så mange politikere, der længere taler om det. De skændes i stedet om promiller i den offentlige vækst. Sådan bliver det sikkert også i valgkampen: Videre ud i den kulturelle ørken.