Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Mette Frederiksen er slet ikke børnenes statsminister

Engang var det centralt i dansk politik, at vi gav mere videre til vores børn, end vi selv fik. Nu kan vi se frem til pensionsvalget med få løfter til dem under 60 år.

Men generationskontrakten fylder for lidt i dansk politik. Tværtimod er vi på vej ind i et pensionsvalg, hvor der ikke er mange løfter til vælgere under 60 år. Og hvor politikerne glædeligt bruger løs af det økonomiske råderum, mens de forsikrer om, at der ikke er behov for flere reformer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen vil gerne være børnenes minister. I december sendte hun en flot annonce ud til flere hundredtusinde husstande med budskabet.

»Det er rigtigt vigtigt, at børnene i Danmark får en statsminister, og det er derfor, at jeg har meldt mig som børnenes statsminister,« lød det fra Mette Frederiksen.

Det var i december 2018. I 2019 vil hun give udvalgte grupper af danskere, der har været 40 år på arbejdsmarkedet – hvilket rigtig mange vil være – en ret til at gå tidligere på pension. Dermed er Mette Frederiksen klar til at indføre store undtagelser fra det ellers gode princip om, at hvis levealderen stiger, så skal vi også arbejde længere. Et princip, som man rundt om i Europa har kigget med misundelse på, fordi det lagde en solid grundsten under dansk økonomi.

Men hvem skal så betale? Det skal i sidste ende de kommende generationer, som har en mindre solid dansk økonomi at stå på. Ingen er uenige i, at nedslidte skal have mulighed for at trække sig tilbage. Men at give raske mennesker en RET til tidligere pensionering, mens de sender regningen videre til børneværelset, det er ikke en værdig generationskontrakt. Det er generationstyveri. Og det lyder rungende hult at kalde sig børnenes statsminister.

I det hele taget er det som om, at vi har glemt generationskontrakten i den offentlige debat. Princippet om, at vi vil give mere til den næste generation, end vi selv fik.

Faktisk har vi nu at gøre med en generation af unge, der sandsynligvis ikke får lige så gode vilkår, som deres forældre.

Hvis politikerne, og de der skal vælge dem, ikke kan se ud over egen næsetip, får vi et samfund som ikke bliver rigere. Det bliver fattigere. Hvis vi ikke investerer i dem, der skal skabe de nye ideer, nye virksomheder og ny forskning, så bliver vi ikke klogere. Vi bliver dummere. Og hvis vi ikke gider tage en tørn mere, selv om vi godt kunne, så er det vores børn, der skal løbe hurtigere, mens vi selv sipper roligt af rødvinen og forlanger et serviceniveau i det offentlige, som er højere end i dag.  Hvilket de økonomiske modeller end ikke tager højde for.

I 2019 vil 20 pct. af befolkningen være over 65 år. I 2040 er tallet steget til 25 pct. Til gengæld er befolkningen i den arbejdsdygtige alder mellem 20 og 64 år faldet fra i dag 58 pct. til 52 pct. Vi ved det jo godt: Færre skal forsørge flere.

Men generationskontrakten fylder for lidt i dansk politik. Tværtimod er vi på vej ind i et pensionsvalg, hvor der ikke er mange løfter til vælgere under 60 år. Og hvor politikerne glædeligt bruger løs af det økonomiske råderum, mens de forsikrer om, at der ikke er behov for flere reformer.

De unge er begyndt at indstille sig på nye tider. Kun 28 pct. under 50 år tror på, at folkepensionen eksisterer, når de skal på pension.

Det er blevet et fyord at tale mere om reformer, selv om det burde være den fineste opgave at blive ved med at udvikle vores samfund til det bedre for de kommende generationer. I stedet virker stilstand som den bedste sællert. Den økonomiske fremtid og investeringerne i vores børn synes gledet i baggrunden i ønsket om at tilfredsstille en stor vælgergruppe nu og her. Det kan vi ikke være bekendt.

Opgaven om at udstede en reel generationskontrakt tilfalder alle partier. Men at socialdemokraternes formand vil kalde sig børnenes statsminister, er en kende for tykt.

METTE ØSTERGAARD