Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Krisen kradser, velfærdsstaten vakler

Peter Kurrild-Klitgaard: Græsk tragedie og skandinavisk mareridt? Følgerne af finanskrisen har understreget, at det måske ikke er kapitalismen, men den altomfattende velfærdsstat, der er ved at afgå ved døden.

En græsk dreng vinker til soldaterne ved en militærparade i går. Men hvis han havde håbet på kampvogne og helikoptere, blev han skuffet – de var sparet væk. Fold sammen
Læs mere

Da finanskrisen begyndte at rulle, var mange hurtige til at erklære det for markedsøkonomiens og kapitalismens undergang. Men nu tyder mere og mere på, at det om noget kan blive den allestedsnærværende, almægtige velfærdsstat, der kommer i livsfarlig bølgegang. For mange lande er det nemlig ikke så meget glansbilledet af den skandinaviske velfærdsstat, der er idealet, som det er den græske tragedie, der er fremtidsudsigterne.

Krisen er i vores nærhed for øjeblikket mest synlig i lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien samt Storbritannien - men den er også synlig herhjemme, hvor den regering, der for få år siden lavede sjov med, at vi snart var så rige, at vi havde »råd til at købe hele verden«, nu står over for et historisk højt offentligt forbrug, et rekordstort budgetunderskud, et af verdens højeste skatteniveauer og behov for ny gældsætning af fremtidens skatteborgere. Alle steder giver man finanskrisen og konjunkturerne skylden, men det er lidt som at give sneen skylden for, at det bliver vinter.

Langt de fleste vestlige lande har derfor udgiftsniveauer og arbejdsmarkedspolitikker, der er lagt fast i de 'gode år' (fra begyndelsen af 1990erne til ca. 2007), hvor babyboom-generationen arbejdede derudaf, og hvor man forgyldte middelklassen med offentlige serviceydelser, børnepasning, orlovsordninger, efterløn, tidlig pension, gratis behandling af selvpåførte livsstilssygdomme, o.s.v. Politikker som i mange tilfælde fratager borgerne for ansvaret for egne beslutninger og belønner dem for at arbejde mindre.

Men som kommission efter kommission, vismænd efter vismænd har påpeget, holder de samme muligheder ikke, når demografien ændrer sig. Den bedste illustration af, hvordan den førte politik er ude af trit med udviklingen, er det p.t. hårdest ramte vestlige land - Grækenland. En lang række græske regeringer - af forskellig politisk observans - har øget de offentlige udgifter dramatisk og finansieret disse gennem låntagning. Den samlede statsgæld svarer nu til 113 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Budgetunderskuddet i 2009 var på ikke mindre end 12,7 pct. af BNP.

Det er sket, fordi man allerede har oplevet, hvad forskerne forudser vil ske herhjemme og i andre vestlige lande: Den græske fødselsrate har været faldende, så der nu kun fødes lidt mere end halvt så mange børn, som der skal til for at opretholde befolkningens størrelse, og med den konsekvens at grækernes gennemsnitsalder har været støt stigende, så befolkningsandelen på over 65 år er steget fra 11 pct. i 1970 til knap 25 pct. i dag og med udsigt til at nå ca. 33 pct. indenfor de næste fire årtier. Græske politikere har gennem deres socialpolitik samtidig opmuntret grækerne til at arbejde mindre, således at det kun er ca. 40 pct. af de 55-65 årige, der arbejder - mens det er 10 procentpoint flere i EU som gennemsnit og hele 20 procentpoint flere i USA, og konsekvensen er en eksplosion i overførselsindkomsterne. For at dække det har grækerne allerede hævet skatterne markant: Indkomstbeskatningen af gennemsnitslønmodtageren er en af de højeste i Vesten (42 pct.) og højere end både OECD-gennemsnittet (37 pct.) og USA (30 pct.). »Ikke så mærkeligt, at så mange grækere finder det mere profitabelt at trække sig tilbage eller flygte fra skatterne«, som den amerikanske økonom Steven Malanga skrev for nylig.

Men Desmond Lachman fra tænketanken American Enterprise Institute anslog for nylig, at det vil kræve nedskæringer og/eller skatteforhøjelser svarende til mindst 10 pct. af BNP blot at undgå en statsbankerot - men uden at rette op på det egentlige problem. Hele 2/3 af Grækenlands statsgæld ejes af udlandet, og har de ikke tiltro til, at grækerne kan og vil betale i længden, er landet statsbankerot. Griber EU ind, vil det få andre lande til at opføre sig lige så uansvarligt som grækerne, og gør man ikke, kan det sætte en domino-effekt i gang, der kan ende med opløsningen af euroen og måske af EU.

Lyder det alt sammen lidt foruroligende bekendt? Alting har sin tid. Den nuværende udvikling kan meget vel vise, at velfærdsstaten måske var et luksus­gode, man til nød kunne have råd til i en årrække, men at den nu er en anakronisme - med fare for at blive en græsk tragedie.