I avisen 2. oktober skriver Bolette Marie Kjær Jørgensen, medlem af Etisk Råd, om fremskyndet død. Emnet dukker regelmæssigt op, og medlemmer af rådet udtaler sig hyppigt. Med et missils præcision rammer kommentarerne ved siden af kendsgerningerne.

Det, der gør det pinagtigt at læse dette indlæg, er dets fuldstændigt iskolde og frelste holdning, f.eks: »Jeg tvivler på, at man er i suveræn selvkontrol, når man er så fortvivlet, at man tænker på døden som den eneste udvej.«

Det er åbenbart, at forfatteren ikke har en gnist af anelse om, hvad det drejer sig om. En patient, der ligger årevis på ryggen uden at kunne bevæge en muskel, spise, drikke, tale eller selv trække vejret, har næppe brug for en så avanceret og kompetent psykologisk analyse, som Kjær Jørgensen tilbyder. Hun udtaler sig kækt om lægens kald – »at hjælpe mennesker til at blive raske og lindre smerter.« At lindre smerter er en af Etisk Råds foretrukne rituelle bemærkninger. Men ofte er smerter slet ikke til stede eller er utilgængelige for behandling.

Jeg kan ikke anføre et stort antal lidelser, men dog en del, hvor tilstanden er ubehandelig, langstrakt og tilværelsen over al måde grusom for både patient og pårørende. Her burde floskelsnak om lægens kald anstændigvis forstumme.

Det anføres videre, at »aktiv dødshjælp bliver fremstillet som en service, en lægelig service, som helt og holdent er bundet op på modernitetens forståelse af lægehjælp.« Det er simpelthen vrøvl.

Hvad har begrebet »modernitet« at gøre her? Problemet under drøftelse er urgammelt som mennesket selv og har intet med tidsånden at gøre. I Schweiz ydes dødshjælp uden tilstedeværelse af en læge.

Indlægger slutter patetisk: »Er det virkelig vores bedste svar mod ensomhed og social isolation at give mennesker en dødssprøjte?« Det er slet ikke det, der er på tale. Indlægget bekræfter endnu en gang, at intet i verden er så let at bære som andre menneskers byrde.

Det er rigtigt, at der er massive problemer knyttet til dødshjælp, men de løses ikke ved sådanne åndløse betragtninger, som Kjær Jørgensen fremsætter. Man kan ikke frigøre sig for tanken, at de reflekterer religiøse holdninger. Det er ikke første gang, man får den association, når man læser tilkendegivelser fra medlemmer af Etisk Råd. Forsamlingen er i den grad et »Nacht und Nebel«-foretagende – ingen ved, hvem der sidder i det, hvem der vælger det, hvad dets opgaver er. Hvad gør de valgte særligt kvalificeret til at udtale sig om etiske spørgsmål?

Moral er en menneskelig egenskab, som vist er jævnt fordelt i befolkningen – fra de elitæres til de fortabtes klasse? I stedet for at forhøre sig hos Etisk Råd kunne en politiker på vejen hjem fra Christiansborg lige vel spørge buschaufføren, kassedamen eller politibetjenten til råds. Der spares for tiden overalt – hvorfor ikke skille sig af med Etisk Råd? Var dødshjælp tilladt, ville jeg foreslå institutionen som første opgave.