Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Halver klassestørrelserne i folkeskolen

»Den vigtigste katalysator for børnenes læring er nu engang den lærer, som dag ud og dag ind motiverer og udfordrer eleverne.«

03DEBBOSTENHANSEN-124217.jpg
Bo Sten Hansen Fold sammen
Læs mere

For nylig kom det frem, at flere end 8.000 folkeskoleelever går i såkaldte »megaklasser« og dermed overskrider den tilladte grænse på 28 elever. I sig selv et skrækindjagende tal, men det værste i den historie er ikke de 8.000 stakkels elever (og lærere), men det faktum, at grænsen går ved 28 elever. Hvordan man i al sin visdom er nået frem til tallet 28, er mig en stor gåde og ikke engang tæt på det optimale antal, som kan medvirke til at skabe de rette læringsvilkår for børnene såvel som gode arbejdsvilkår for lærerne.

Vi kan som samfund bygge nok så mange moderne skoler og skabe nye spændende digitale undervisningsformer, men den vigtigste katalysator for børnenes læring er nu engang den lærer, som dag ud og dag ind motiverer og udfordrer eleverne. Den lærer, som skal lægge fundamentet for barnets videre uddannelsesfærd. Her kommer vi så til det absurde paradoks.

Hvis vi kan enes om, at Danmark – på den globale markedsplads – kun kan overleve på viden, innovation og kløgt, er det paradoksalt (og absurd), at man i disse år i folkeskolen – og uddannelsessektoren generelt – skærer helt ind til benet med høje klassekvotienter og dermed mindre tid til den enkelte elev.

Hospitalsskolen var bedre

Lad mig give to eksempler fra den virkelige verden, som understreger, hvorfor kæden er sprunget af, og som fik mig til at skrive dette opråb. Det første eksempel handler om min datter, som går i 1. klasse og har været indlagt på Hvidovre Hospital. Hun var ikke i skole i fem uger, men på Hvidovre Hospital har man to lærere ansat til de indlagte børn. Min datter fik opgaver med fra sin egen skole, gik i gennemsnit i skole en-to timer om dagen på hospitalet og var langt foran, da hun returnerede til sin klasse.

Hun er ikke et unikum, og den simple forklaring var, at der kun var tre-fem elever i undervisningen på Hvidovre Hospital og dermed maksimal tid til den enkelte elev.

Det andet eksempel er fra min egen hverdag i det private erhvervsliv. Som chef har jeg altid tilstræbt at skabe teamstørrelser på maksimalt 14-18 personer, og her taler vi endda om voksne, dannede mennesker. At skabe teamstørrelser på 28 personer ville være at begå harakiri med næsten statsgaranti for stress og medarbejderflugt til følge. Hvorfor skulle det være anderledes i en folkeskoleklasse?

Folkeskolen gennemlever i disse år en lærerflugt, og det er nok ikke de dårligste lærere, som forlader skuden først og fortsætter på privatskoler eller i det private erhvervsliv. Hvis den onde cirkel skal brydes, skal beslutningstagerne kraftigt overveje at vende det hele på hovedet ved f.eks. at halvere klassekvotienten og dermed investere i stedet for at spare – vi har ikke råd til at lade være.

  • Bo Sten Hansen er cand.scient.pol.