Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvornår kollapser euro-land?

Peter Kurrild-Klitgaard : Hvad har CIA, en afdød, liberal nobelprismodtager og en venstreorienteret finansmand til fælles? De mener, at euroens dage måske er talte.

Den amerikanske økonom og nobelprismodtager Milton Friedman (1912-2006) sagde i 1993, at »Europa ville være klart bedre stillet ved åbent at acceptere frit flydende valutakurser mellem landene og stoppe det nonsens med at forsøge at have en centraliseret styring«. Fold sammen
Læs mere

År 2020. Dét er året, hvor den Europæiske Union senest er brudt sammen. Forudsigelsen kom for fem år siden. Ikke fra romanforfattere. Ikke fra EU-hadende medlemmer af Folkebevægelsen eller euro-skeptikere i Dansk Folkeparti. Ikke fra kinesere eller arabere, der måtte se frem til at gnide sig i hænderne.

Forudsigelsen stod derimod at læse hele tre år før finanskrisen slog igennem i en rapport, »Mapping the Global Future« (2005), udarbejdet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA på baggrund af interviews med 1.000 eksperter verden over. Analytikerne i verdens mest mægtige og magtfulde efterretningstjeneste skønnede da, at kombinationen af dalende fødselstal, stigende offentlige udgifter, allerede overdimensionerede velfærdssystemer, perverse arbejdsmarkedspolitikker og skatter der ikke kan hæves mere, tilsammen vil lede til finanspolitiske pres - og måske endog etnisk-religiøse modsætningsforhold - som det ville være umuligt at løse inden for rammerne af EU. »Den eksisterende EU-velfærdsstat er umulig at opretholde, og fraværet af en økonomisk revitalisering kan lede til en opsplitning eller, i værste tilfælde, en opløsning af EU og underminere dets ambitioner om at spille en international sværvægterrolle«, hed det dengang i CIA-rapporten.

Dengang tog kun få forudsigelserne alvorligt. Det var trods alt kun et par år efter skabelsen af euroen som valuta og på et tidspunkt, hvor mange fortsat regnede med, at EUs forfatningstraktat ville passere mere eller mindre glat. Samtidig drønede det europæiske økonomiske tog derudad på en måde, der gav mange i EU forventningen om, at man ikke længere ville blive ved med at halte efter USA i levestandard.

Nu, i 2010, er det som om CIAs analyser ikke så meget lyder som prognoser om en fjern fremtid men som en beskrivelse af noget, der er ved at manifestere sig i horisonten - eller måske allerede står foran næsen på én. Forfatningstraktaten faldt i sin oprindelige form på grund af folkelig modstand i de lande, der turde lade vælgerne tage stilling. Finanskrisen har været med til at fremhæve de strukturelle problemer i de enkelte landes økonomiske politik - først og fremmest i Sydeuropa, alt imens lande som Tyskland, der selv har forstået at foretage påkrævede reformer, nu kommer til at betale regningen for de lande, der var uvillige til at gøre det.

Sidst, men ikke mindst, er den økonomiske vækst i eurozonen, som den nye valuta skulle medvirke til at skabe, udeblevet. Mens USA i størstedelen af de forgangne fire årtier er spurtet af sted, var den gennemsnitlige årlige vækst i eurozone-landene 3,4 pct. i 1970erne, 2,4 pct. i 1980erne, 2,2 pct. i 1990erne og kun 1,1 pct. i euroens årti.

Afmatningen har slået hovedet på sømmet for euro-lande som Grækenland, Portugal, Spanien, Irland samt til dels Italien, hvor man i årevis har skruet de offentlige udgifter op og op, finansieret ved store statsunderskud - i forventning om at højere vækst på et tidspunkt ville give flere penge i statskasserne, og i forvisning om at EU manglede redskaberne og viljen til for alvor at håndhæve ambitionerne i »Stabilitets- og vækst-pagten«. De mest udsatte lande har nu årlige budgetunderskud på over 10 pct. af bruttonationalproduktet, en statsgæld der overstiger dette på årsbasis, og samtidig er deres konkurrenceevne styrtdykket. Før euroen kunne sådanne lande have devalueret, men nu er de låst fast i en nedadgående spiral, mens andre, mere ansvarlige lande får æren af at subsidiere dem. På et eller andet tidspunkt bliver mindst én af parterne træt af dét.

Reelt er der to veje at gå: Man kan fratage EU-landene mere af deres suverænitet og centralisere beslutninger om skatter, udgifter og offentlig gæld. Eller man kan affinde sig med, at der kommer et tidspunkt, hvor enten de plagede lande eller de betalende lande vælger at gå solo.

Skulle den vurdering forekomme vidtløftig, kan man såmænd blot nærlæse, hvad den venstreorienterede finansspekulant, multimilliardæren og EU-tilhængeren George Soros vurderede i foråret, da EU iværksatte støtte på et trecifret milliardbeløb til den græske pyramide-økonomi: »Nødhjælpen kan være tilstrækkelig for Grækenland, men det efterlader fortsat Spanien, Italien, Portugal og Irland«, skrev Soros. »Tilsammen udgør de for stor en del af euro-land til at kunne hjælpes på denne måde.«

Soros' vurdering er, at selve den underliggende struktur i euroen som valuta er fundamentalt uholdbar. Man kan ikke have skatte- og udgiftsbeslutningerne decentralt i de enkelte lande og samtidig én central, fælles valuta. Soros' holdning er, at man bliver nødt til at give EU-Kommissionen myndigheden til også at stå for skatte- og udgiftspolitikken. »Ellers kan euroen falde fra hinanden.« Ved tidligere lejligheder har Soros sammenlignet euroens fremtidsudsigter med Sovjetunionens for to årtier siden.

Pudsigt nok kom der i sin tid nøjagtig denne samme analyse - men med en noget anden konklusion - fra en ganske anden politisk kant end Soros'. Da jeg i 1993 havde lejlighed til at interviewe nobelprismodtageren i økonomi Milton Friedman om blandt andet dennes vurdering af udsigterne til en fælles europæisk valuta, understregede han - som Soros - at man i en føderal stat ikke kan lade nogen have ansvaret for pengepolitikken og andre ansvaret for finanspolitikken. Med et smil sagde han: »Medmindre Europa er villig til at antage guldstandarden, hvilket man ikke er, så kan jeg ikke se nogen mulighed for en stabil fælles valuta over hele Europa. Og jeg tror, at Europa ville være klart bedre stillet ved åbent at acceptere frit flydende valutakurser mellem landene og stoppe det nonsens med at forsøge at have en centraliseret styring. Bruxelles bør privatiseres«, sagde Friedman dengang.

Da euroen så kom, forudså han, at den næppe ville overleve den første større recession. Måske Friedman får ret.