Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad venter du på, Lars Løkke?

»Det er mageløst, at arbejdsmarkedets parter, især arbejdstagersiden, med sin rigide afvisning af indslusningsløn får lov til at skade den danske økonomi og herudover skade integrationsbestræbelserne.«

Anne Flindt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har Danmark råd til at se bort fra indførelse af indslusningsløn? Hvor er de ansvarlige, regering, politikere, politiske partier og fagforeningsbosser?

I Berlingske er man vidne til, at økonomer og finansministeren er enige om, at integration er en svær opgave. Torben Tranæs, økonomisk vismand. udtaler bl.a., »Hvis integration var helt uprøvet, kunne man bedre være optimistisk, men det er jo ikke uprøvet. Vi har prøvet så mange forskellige ting og lavet mange forskellige reformer, men vi har ikke fundet nogen trylleformular. Og det er svært at se, at vi pludselig skulle finde den.«

Uha! Der er ikke megen optimisme at spore i det udsagn.

Finansministeren »deler fuldstændig økonomernes analyse af, at flygtningestrømmene kan få langsigtede konsekvenser for dansk økonomi«. Men en enkelt trylleformular bliver det dog til, idet finansministeren foreslår, at man afkorter det nuværende treårige integrationsprogram »så meget som overhovedet muligt«. Dette tænkes gennemført i form af »turbokurser« i dansk i de første tre måneder, hvorefter flygtningene skal ud i virksomhederne.

Afstanden mellem Christiansborg og virkeligheden lyser ud af finansministerens seneste vision. Ideen er sådan set god nok, men umulig at gennemføre.

I virkeligheden starter danskundervisning tidligst, når formalia omkring asylgodkendelsen er tilendebragt. Efter godkendelse af asyl, som tager min. fem-seks måneder, er der en tilsvarende kø til danskundervisning. Asylanterne går altså uden noget at lave i op til 12 måneder

Hvis man som læser nu sidder og venter på, at finansministeren ovenpå de dystre økonomiske analyser vil foreslå noget mere radikalt som f.eks. at arbejde for indførelse af indslusningsløn, bliver man slemt skuffet, idet finansministeren blot tager arbejdsmarkedets parters negative holdning til dette spørgsmål til efterretning og derfor ikke vil følge dette spor.

Det er mageløst, at arbejdsmarkedets parter, især arbejdstagersiden, med sin rigide afvisning af indslusningsløn får lov til at skade den danske økonomi og herudover skade integrationsbestræbelserne. For enhver ved jo, at indførelse af indslusningsløn er en uomgængelig nødvendighed, hvis flygtningene skal integreres på arbejdsmarkedet. Man spørger sig selv, om den danske model ikke snart har haft sin tid.

Jeg har ikke mødt en eneste flygtning, som ikke gerne vil have et arbejde. De tørster alle efter at få normaliseret deres tilværelse, genrejst deres selvværd og komme i gang med et almindeligt liv med kontakt til danske kolleger på en arbejdsplads. De har masser af ressourcer. Og de vil med garanti gerne arbejde til indslusningsløn. Dette til forskel fra de mange danskere på varig kontanthjælp, som for længst har mistet deres selvværd til systemet, som omgiver sig med en hær af socialrådgivere, mentorer osv., som er eksperter i at fastholde klienter som ofre og ikke som ressourcer. Men hvis flygtningene kommer til at gå i både tre og fire år, inden de kommer ud på arbejdsmarkedet, risikerer de at ende som sociale klienter.

Oprigtigt talt, ligger det ikke i kortene, at indslusningsløn simpelthen er en uomgængelig nødvendighed?

Hvorfor sker det så ikke nu?

Det gør det ikke, fordi vores politikere, regering og arbejdsmarkedets parter er nogle opportunister. Finansministeren (regeringen) affinder sig uden videre med fagbevægelsens nedadvendte tommelfinger. Den nye LO-formand skal ikke have noget klinket. Oppositionens leder slår syv kors for sig ved tanken om at lægge sig ud med fagbevægelsen. Men hun kunne da vise lidt ansvarlighed ved at tale dunder til vennerne.

Folketingets partier og medlemmer har så travlt med at svine hinanden til på kryds og tværs, at de slet ikke har tid til seriøst arbejde. Så dem har vi allerede opgivet.

Men så statsministeren da, hvornår tager han ansvaret på sig ligesom i sin tid med dagpengereformen? For det er jo hans job frem for nogen andens at tage ansvaret på sig, at lede, ske hvad der vil. Hvad venter du på, Lars Løkke?