Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad sangkrisen på CBS og ugens store talkrig kan lære os

En uge i Danmark: Shitstorm om en sang og talkrig om integration. De hyperfølsomme identitetskampe viser, hvor svært vi har det med at tale om, hvem vi er.

Pierre Collignon. Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

Man får næsten ondt af manden, der udløste sangkrisen på Copenhagen Business School. Mads Mordhorst blev skældt ud af landets forsamlede politiske elite, og hans Facebook-profil blev begravet i anklager om, at han er »medløber«, »hykler« og »kulturforræder«, der nærer et »racistisk had« til den danske sangskat.

Koret af protester blev udløst, da Kristeligt Dagblad kunne berette om en klage over en morgensamling på Mads Mordhorsts institut, hvor medarbejderne havde sunget »Den danske sang er en ung, blond pige«.

En underviser beskrevet som en »dansker af anden etnisk oprindelse« havde følt sig »stødt« over sangen, og nu kom det frem, at viceinstitutleder Mads Mordhorst havde bakket klageren op og sagt undskyld. Han forklarede også, at han ville anse det som en »provokation«, hvis nogen fremover kastede sig ud i sangen på hans institut.

Med den slags udtalelser er der ikke noget at sige til, at Mordhorst udsættes for hån, spot og latterliggørelse. Det er naturligvis dumt og forkert at give efter for sådan en klage, men man kan nok forklare den formastelige lektors handlemåde på et følelsesmæssigt plan. Stillet over for et menneske, der følte sig holdt ude af et fællesskab, kan han være blevet grebet af medfølelse.

Klagerens følelser kan jeg også gøre mig forestillinger om. Vi kender alle til det at føle sig anderledes.

Jeg er selv en slags indvandrer. Min mor er dansk, men jeg har også en fransk far, og jeg lærte først dansk, da jeg kom hertil som ti-årig. Generelt er jeg blevet mødt af positiv interesse, men selv med den fine modtagelse, jeg fik, har selve oplevelsen af at flytte til et nyt land bidraget til, at jeg kunne føle mig fremmedgjort. Følelsen var reel for mig, men den var ikke nødvendigvis udtryk for en virkelighed uden for mig. Flere gange i mit liv har jeg nok projiceret min egen følelse af anderledeshed over på andre mennesker, som egentlig ikke forholdt sig til min identitet.

Alt det ville jeg gerne have forklaret klageren på CBS, hvis jeg havde siddet overfor hende. Og så ville jeg have benyttet lejligheden til at dykke ned i den danske sanghistorie. Det er jo det herlige ved diskussionen: Den giver os en mulighed for at tale om, hvor vi kommer fra, og hvordan vi skal forstå fædrelandssange, som blev skrevet i en anden tid, men lever i bedste velgående.

Det er nationalromantiske sange fyldt med piger med lyst hår, runesten, klitter i bjerges sted, og fortællinger om at være blevet et lille land, der nu finder en ny storhed. Efter de tabte krige er der brug for at samles. Det er »Jylland mellem tvende have« og »Danmark, nu blunder den lyse nat«. Det er »Venner, ser på Danmarks kort«, hvor landet nok er lille »målt med verden«, men stort »målt med hjertet«.

Og så er det naturligvis »Den danske sang er en ung blond pige«, hvor selve sangen skaber identitet ved at udtrykke, »hvad der inderst er os og vort«. Den blev skrevet for at fejre genforeningen af Sønderjylland med Danmark i 1920, men som vi kan se af reaktionerne på CBS-balladen, har den stadig stor symbolkraft.

Vi lever i en tid, hvor den nationale identitet igen er til debat. Det kan helt klart kamme over, men i mødet med indvandring og globalisering er debatten om identitet ikke til at komme udenom.

»Skal et nationalt fællesskab bestå, må vi også have en ide om, hvem vi er.«


Nationalstaten har skabt rammerne for vores demokrati og velfærdssamfund, og skal et nationalt fællesskab bestå, må vi også have en ide om, hvem vi er. Derfor skal vi ikke være bange for debatten om national identitet. Og man skal heller ikke blive bange for at føle sig udelukket, når dette »vi« stemmer i sang.

Alt det ville jeg gerne have sagt til den sårede klager på CBS. Hun skulle være blevet inviteret ind i historien og ind i sangen. Men hun skulle naturligvis ikke bakkes op i, at der er noget forkert i at synge om det nationale fællesskab.

Vi skal bare huske på at gøre fællesskabet åbent. Denne uge har en anden sag om nationalt fællesskab udløst en voldsom diskussion. Berlingske omtalte mandag en ny rapport, som viser, hvordan det går i folkeskolen og i de tidlige ungdomsår med ca. 22.000 børn, som vi kan kalde »tredje generation« af indvandring fra ikke-veslige lande. De klarer sig desværre lige så dårligt som jævnaldrende andengenerationsindvandrere.

Berlingske er blevet kritiseret for at overfortolke rapporten. Rigtigt er det, at vi helst skulle have haft en kritiker som Jan Rose Skaksen, forskningschef ved Rockwool Fonden, med fra starten i vores dækning. Det ville have sikret, at nogle forbehold blev skåret klarere ud. Især skal man være opmærksom på, at rapporten kun undersøger børn, hvor begge forældre er efterkommere eller indvandrere. Men det ændrer ikke ved, at rapporten identificerer et problem. 72 pct. i den undersøgte gruppe har en mor eller far, som er helt eller delvist opvokset uden for Danmark, og det betyder, at integrationen starter forfra for hver generation.

Den slags er stadig ikke let at tale om. Berlingske, som for nylig blev kritiseret af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl for at »forsømme Danmark og det nationale«, blev denne uge angrebet for at være »megafon for Inger Støjberg«. Og jeg, der havde skrevet i en leder, at Danmark har fået en »etnisk underklasse« fik læst og påskrevet, at mit sprog er stigmatiserende.

Men altså: Man kan ikke hjælpe underklassen, hvis man ikke må tale om den. Og vores fællesskab bliver først ekskluderende, hvis vi ikke højt og tydeligt kan erklære, som jeg gjorde i min leder: Bryd nu ud af jeres parallelsamfund! Eller udtrykt på en anden måde: Kom ind i sangen!