Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Når jeg hører Københavns rådhusklokker ringe, føler jeg mig ofte hensat til mine første nætter som københavner.
Jeg var ti år og netop kommet til Danmark fra Frankrig. Vi flyttede ind hos min mormor og morfar i Vestergade, klos op ad Rådhuspladsen, og når jeg ikke kunne sove, lå jeg og hørte rådhusklokkerne markere nattens rytme. En enkel, lille melodi hvert kvarter og så det længere spil på hele timer. De rungende klokkeslag blandede sig med nattens andre lyde af trafik, en summen af stemmer, fuldemandsslagsmål og udrykninger. Jeg kom fra en lille nordfransk landsby og var mest vant til at høre vinden suse i trætoppe om natten, men nu lyttede jeg til storbyens puls.
Københavns rådhusklokker. Artiklen fortsætter under videoen.
København vil altid være min indgang til Danmark. Jeg har boet i Vestjylland og i Aarhus, men der er noget ved København, som bliver ved med at drage mig. København er nok den »verdens mindste storby«, som Aarhus gerne vil kalde sig. Stor nok til at kunne sammenligne sig med andre hovedstæder, lille nok til at lade sig favne på en cykeltur.
København er lille nok til, at det kan lade sig gøre at leve her og nyde den danske livsstil, som gør folk i resten af verden misundelige. Her er et velfungerende samfund med ren luft, havnebad, glade børn i gode skoler, forældre som ikke behøver at knokle sig selv halvt ihjel, gode restauranter, cykelture på vej hjem fra byen, natteliv, frihed, lighed og frisind. Når folk, som har prøvet at bo i London eller Paris og sammenligner med livet i København, slår de det fast: I aner ikke, hvor heldige I er.
København er ærkedansk. Byen er Kongens København, hvor monarkiet, statsmagten og landets økonomiske elite har forskanset sig bag voldene. København har domineret kongerige og nation. Herfra er udgået dekreter og normer. Standarder for det danske sprog er blevet sat her og spredt til resten af landet gennem lige dele latterliggørelse af provinsens dialekter og monopolisering af store kulturelle institutioner som Danmarks Radio.
København er ikke alene; byen lever og ånder sammen med resten af landet, men byen er tydeligvis hovedstad i et land, som har været præget af centralisme. Derfor er det umuligt at forstå danskhed uden at forstå København. Byen fylder i Danmark på samme måde, som Paris fylder i Frankrig og Moskva i Rusland – og byen tiltrækker. Generationer af håbefulde unge danskere fra resten af landet har ligesom H.C. Andersen drømt om at komme ind til hovedstaden for at opnå succes og anerkendelse. Eller bare for at blive en del af noget, der føltes større.
København er ikke kun dansk. København er også en port ud til verden. Byens havn har været det tidligere; dens lufthavn er det nu. Historisk har den bygget bro til andre europæiske storbyer og lande. Jeg boede i nogle år på Amager og nød at gå eller løbe på strandparkens forblæste betonsti, mens man kunne se fly lette og lande i Kastrup. København er den perfekte by for sjæle med udlængsel. Det er nemt at komme væk herfra.
København er Danmarks mest internationale by. Vi kunne her i Berlingske for nylig slå fast, at over en femtedel af Københavns indbyggere er født uden for Danmark. Jeg er en af dem, og de nye københavnere er med til at gøre København til den by, jeg elsker. Det Danmark, jeg elsker.
København er på den måde bare et koncentrat af den udfordring, som hele Danmark skal løfte: Hvordan kan vi få integrationen til at lykkes? Mange af de nye københavnere kommer fra andre europæiske lande eller fra USA. De er tyskere, italienere, polakker og svenskere, men de fylder ikke så meget i debatten. Vi taler mest om indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, læs: fra muslimske lande, når vi taler om indvandring.
København og Københavns omegnskommuner har ligesom Odense, Aarhus og andre større danske byer tiltrukket en koncentration af indvandrere, som er forblevet grupperet i små områder, der er endt med at blive kaldt ghettoer. Vi ser mønstre af social kontrol gentage sig over generationer, så piger ikke selv kan vælge deres kærester. Vi hører imamer tordne mod jøder og homoseksuelle, og København har fostret sønner, som har meldt sig ind i bandekrig og hellig krig.
København har været ramt af terror, og mens nationen samledes i sorg, fandt små grupper af unge mænd på Nørrebro det betimeligt at hylde Omar El-Hussein. Da terroristen skulle begraves, mødte 600-700 mennesker op.
Københavns største fare er at ende med samme segregering, som Bruxelles og andre europæiske storbyer lider under.
København er på den måde scene for det værste og det bedste ved indvandringen. Det er ikke kun her, men også her, at unge med indvandrerbaggrund gør oprør mod deres forældre. Det er i høj grad her, at vi hører en ny generation af debattører hæve stemmen for at kritisere traditioner fra forældrenes oprindelsesland – og den mangel på forståelse og støtte, de har mødt fra det danske samfund. Det er også her, at tusinder af indvandrere og efterkommere bare passer deres uddannelser og arbejde, mens de venter på en dag endelig at føle, at de er fuldt ud accepterede i vores samfund.
København er lige nu plaget af en ny bølge af bandeskyderier. Noget er tydeligvis i stykker i vores samfund, og Københavns største fare er at ende med samme segregering, som Bruxelles og andre europæiske storbyer lider under. Hvor fællesskabet giver op, og hele bydele overlades til kriminelle og religiøse mandschauvinister, mens bedsteborgere forskanser sig i privilegerede bydele. Det må vi ikke lade ske.
København repræsenterer vor tids største udfordring og mulighed. København stiller spørgsmålet på spidsen: Hvordan kan vi være moderne og åbne mod omverdenen og samtidig bevare det bedste i den danske kultur og livsstil?
»København, København«, sang Olga Svendsen i 1933. Du kan genhøre sangen her:
