Jeg er søn af en indvandrer fra Tyrkiet, og det kommer slet ikke bag på mig, at tredjegenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre end deres forældre

Jeg oplever tit, hvordan der blandt unge med indvandrerbaggrund er en udbredt offerfortælling om, at det er synd for én. Men helt ærligt, det er absolut ikke synd for de her unge. De bor i et af verdens rigeste lande med så mange muligheder.

Lars Aslan Rasmussen

Så kom tallene, der viser, at tredjegenerationsindvandrere på mange stræk klarer sig endnu dårligere end deres forældre i andengeneration. Det er virkelig deprimerende at læse statistikken, men måske endnu mere at se, hvordan det kommer bag på folk.

Skoleledere, debattører og politikere er chokeret over tallene, hvilket bare viser, hvor meget berøringsangst der stadig er, når det handler om at tale om de problemer, der virkelig er på det her område.