Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Bryd nu ud af jeres parallelsamfund!

Det burde gå fremad, men det gør det ikke. Tredje generation af indvandrere fra Pakistan og Tyrkiet synes fastlåst i en subkultur med dårligere skoleresultater og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet.

De første kom hertil som gæstearbejdere i 1970'erne fra Tyrkiet og Pakistan. I dag viser en rapport, at deres børnebørn i Danmark stadig ikke har knækket integrationskoden. Arkivfoto af tyrkiske arbejdere i en lejlighed i Ribe. Foto: Ritzau / Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Rettelse, 22. december 2018:

Når der i denne leder står, at »fremskridtet går i stå«, når man ser på skoleresultater mm. fra generation til generation, kan det give et indtryk af, at den omtalte rapport sammenligner bl.a. skoleresultater over tid. Det er ikke tilfældet. Rapporten sammenligner jævnaldrende børn og unge, som i dag er indvandrere, efterkommere af indvandrere, børn af efterkommere (den tredje generation) eller har dansk oprindelse.

Vi burde i denne leder også have gjort det klart, at børn af tredje generation ikke er talt med i undersøgelsen, hvis den ene af deres forældre er af dansk oprindelse. Det ville med stor sandsynlighed have givet et bedre gennemsnit i resultaterne. Tilbage står, at den undersøgte gruppe, hvor ingen forældre er af dansk oprindelse, klarer sig dårligere end deres jævnaldrende.

Berlingske beklager.

 

Danmark har fået en etnisk underklasse, som nægter at blive en del af fællesskabet. Det er den forstemmende konklusion, man må drage efter endt læsning af en ny rapport fra Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Undervisningsministeriet.

Rapporten, som Berlingske omtaler i dag, undersøger, hvordan det går med børn af efterkommere til indvandrere. Hvis deres forældre nogle gange omtales som andengenerationsindvandrere, kan vi her tale om “tredje generation” – en generation, som i den bedste af alle verdener burde klare sig bedre end deres forældre, når det gælder resultater i skolen og på arbejdsmarkedet.

Hele vores integrationsindsats bygger på det håb, at integrationen vil gå bedre generation for generation, men det fremskridt er desværre ikke til at finde i tallene for ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere.

Sammenligner man første og anden generation, kan man se en mærkbar forbedring i resultater i folkeskolen, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Efterkommerne af indvandrere er stadig bagud i forhold til danskere uden indvandrerbaggrund, men det går i det mindste fremad.

Problemet er bare, at fremskridtet går i stå. Ser vi på de nationale tests i folkeskolens små klasser, klarer tredje generation sig lige så ringe som anden generation. Det samme gælder folkeskolens afgangsprøve, som viser en stagnerende underpræstation. Tallene er mere usikre, når man måler på fuldførelse af en ungdomsuddannelse, men de viser ligefrem et tilbageskridt fra anden til tredje generation.

Viden om den “tredje generation” har hidtil ikke været samlet systematisk, men der er gode grunde til at gøre det. Vi må ikke lukke øjnene for den virkelighed, at en stor del af integrationens udfordring består fra anden til tredje generation. Vi ved allerede, at den fejlslagne integration af ikke-vestlige indvandrere koster dyrt – 33 mia. kr. om året ifølge en beregning fra Finansministeriet – men det handler ikke kun om penge. Det handler om vores nationale fællesskab.

De seneste år har opsvinget rykket mange indvandrere ind på arbejdsmarkedet, og vi kan naturligvis ikke vide, hvordan fx de nuværende generationer af syriske flygtninge og deres efterkommere vil klare sig i fremtiden. Men kan håbe på en positiv effekt af tiltag som lavere ydelser og obligatorisk vuggestue eller børnehave til børn i ghettoer.

Hvad rapporten om tredje generation viser, er fakta om, hvordan det er gået indtil nu. De fleste, som er med i undersøgelsen, har rødder i Tyrkiet og Pakistan, og man kan for begge grupper aflæse en mangel på lyst til at blande sig med resten af den danske befolkning. I stedet for at sende deres børn i almindelige folkeskoler, finder de i overtal frem til privatskoler med overvægt af indvandrerbørn. I stedet for at gifte sig med ikke-muslimske danskere, søger de ægtefæller i forældrenes oprindelsesland, og derfor er betegnelsen “tredje generation” sådan set også misvisende. Hver generation må starte forfra for at finde en plads i det danske samfund.

»Danmark har fået en etnisk underklasse, som nægter at blive en del af fællesskabet.«


Til de mennesker må den medborgerlige opfordring lyde højt og tydeligt: Bryd nu ud af jeres parallelsamfund!

Til vores politikere må opfordringen lyde: Læs denne rapport, og lær af den. Vi skal blive ved med at arbejde for at løse integrationsproblemerne, og vi skal på samme tid forholde os til antallet af ikke-vestlige indvandrere i vores samfund.

PIERRE COLLIGNON