Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fri mig for friblødere

Bogen »Gennemblødt« – om menstruation og skam – har skabt rødglødende debat. Jeg vil hermed gerne rehabilitere et ord som blufærdighed. Det er f.eks., at man som kvinde ikke ligefrem sidder og blafrer med sit menstruationsbind, hver gang man har menstruation.

Forfatterne bag den omdiskuterede bog om menstruation, »Gennemblødt«, Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang.Foto: Lars Just Fold sammen
Læs mere

Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang har med deres bog »Gennemblødt« skabt en vældig debat om menstruation, og de sociale medier har i de sidste dage været RØDglødende pga. den diskussion, bogen har udløst. De mener, at menstruation selv i dag er forbundet med noget skamfuldt, og de vil dette tabu til livs ved at bringe menstruationen ind eller snarere UD i det offentlige rum. Som den ene af dem siger, er hun fribløder, og hun vil helst ikke bringe sin krop i forbindelse med nogle kemikaliefyldte stoffer.

Jeg synes, at det ud fra et kulturhistorisk perspektiv er interessant at høre om, hvordan menstruation er blevet opfattet gennem tiderne, men hvis det bliver led i en feministisk frigørelsesproces, vendt mod mændene, står jeg af. Mange hardcore-feminister har en tendens til – og paradoksalt nok lige så maskulint frembusende som mændene – at ville manifestere sig i det offentlige rum, idet de udnævner manden til den store skurk i åbenbaringen, der frem til nu har undertrykt det kvindelige, og de gør brug af de mest vanvittige midler til at nå deres mål såsom – i dette tilfælde – hævdelsen af retten til friblødning. Jeg er rigtignok selv feminist, men den frihed, jeg kæmper for, er for vigtig til, at jeg kan gøre det til et spørgsmål om friblødning eller ej. Er de to forfatterinders projekt i virkeligheden ikke en positionering i forhold til mændene, der er bygget op af et had til disse? Kunne de ikke lige så godt være to agenter fra Fellinis film »Kvindebyen«, der vil gøre alt mandligt suspekt til fordel for alt kvindeligt?

Jeg er enig i, at menstruation er en naturlig ting, men jeg er lige så pinligt bevidst om, at mennesket ikke bare er natur, men også kultur, og at alle mennesker, også kønnene, såvel genetisk som socialt har indarbejdet forskellige kulturelle koder for at omgås hinanden. Jeg vil hermed gerne rehabilitere et ord som blufærdighed, altså ikke bornerthed, men blufærdighed. Det er f.eks., at man som kvinde ikke ligefrem sidder og blafrer med sit menstruationsbind, hver gang man har menstruation. Det er mindst lige så skørt, som hvis man – såvel mand som kvinde – skulle vifte med sine ekskrementer, efter at man har været på toilettet.

Jeg kan ikke lade være med at drage en parallel mellem Sine Cecilie Laubs og Maja Nyvangs projekt og hele 68-generationens seksuelle frigørelse, hvor man eksperimenterede med nye samværsformer såsom meget promiskuøs adfærd. Det skulle efter sigende skabe mere frie og velafbalancerede mennesker, men i virkeligheden skabte det i mange tilfælde det modsatte, mere ensomme og seksuelt frustrerede mennesker. Det behøver man bare at læse Michel Houllebecqs roman »Elementarpartikler« for at se! Jeg er på samme måde bange for, at Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang med deres forslag om en fribløderkultur vil skabe en kultur, der kan blive lige så meget diktat som det uskrevne forbud, den vender sig imod.

Kvindelighed er for mig ikke denne demonstrative og – med forlov – groteske manifestation af kønnet. Den er en indlevelse i de kulturelle former, som vi især her i det frie Vesten har fået overleveret af kulturen, og som ikke nødvendigvis står i nogen rebelsk modsætning til det mandlige. Tværtimod! Den er at gå stiligt klædt, gå op i sit udseende og i det hele taget vise verden, at man er kvinde og glad for at være det. Er fribløderne overhovedet glade for at være kvinder? Der er således mange kvinder i dag, der selvbevidst dyrker denne type, uden at de vel at mærke går på kompromis med deres feminisme. Feminisme er ikke, at kvinder skal blive som mænd. Feminisme er at slås for den politiske lighed og ligestilling mellem mænd og kvinder, således at begge køn får lige ret til uddannelse og arbejde, og alt efter kvalifikationer lige adgang til de samme førende stillinger i samfundet.

Enhver kan nok fornemme, at det ikke så meget er Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang, jeg er ude efter, som det er den hardcore-feminisme, deres bog er udtryk for og appellerer til. Mange hardcore-feminister har af samme grund taget bogens budskab om en fribløderkultur til sig og deri fundet en ny sag at kæmpe for. Disse udgør et særligt irritationsmoment for mig, fordi mange af dem – når nydanske feminister som jeg f.eks. gør opmærksom på nogle kønspolitiske skævheder i minoritetsmiljøerne – tilhører det selv samme segment, der kan finde på at kalde os for »housenigger« eller »housemuslim« i deres selvgode higen efter at beskytte minoriteterne. De gør med andre ord brug af en klar racistisk retorik, og man kan ligeledes udlede, at kvindekampen blandt minoriteterne som anliggende ikke står øverst på pågældende kvinders ønskeliste. Til gengæld kan de som et andet absurd indfald finde på at støtte idéen om et pissoir til kvinder, så kvinder ligesom mændene skulle kunne urinere stående, selvom det egentlig skulle være en biologisk umulighed. Man får næsten den mistanke, at afskaffelsen af kønnet simpelthen er deres mål!

Jeg skal med dette ikke forsøge at negligere menstruation som fænomen, og jeg ved, at den første menstruation kan være en meget overvældende oplevelse, hvorfor jeg heller ikke tror, at man med et trylleslag kan afskaffe skammen. Pigen opdager pludselig, at hun er et seksuelt og biologisk væsen. Men jeg vil hertil sige, at indføringen i denne del af voksenlivet også er institutionaliseret i folkeskolen, hvor en sundhedsplejerske både psykisk og fysisk forbereder de unge piger på denne overgang. Af samme grund kan man som voksen også have en humoristisk distance til de genvordigheder, både mænd og kvinder gennemgår, og citere Shubidua: »Kvinder bløder, mænd barber’ sig og bløder også, hvis de skær’ sig.«