Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fællesskabet redder altså en smalskuldret fattigrøv som jeg, Hella Joof

Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere

Når en fattigrøv – som jeg – får gode råd fra en højt privilegeret, succesfuld medborger som skuespilleren Hella Joof, kræver det den allerstørste ydmyghed at modtage dem.

Mange har været vrede på Hella Joof, der 26. august i Berlingske fik fortalt os alle om sin barndoms jordbær-trængsler, bisonokser og noget med at mindske vores fælles skat og rigdom.

Det er et fantastisk væsentligt og helt epokegørende spørgsmål, Hella Joof får stillet i sit indlæg:

»Hvorfor kan vi ikke glæde os over, at der er nogen med store brede skuldre, som fanger en bison, så der er mad til hele stammen?«

Ja, Hella Joof, vi bør alle glæde os over de bredeste skuldre, de flittigste hænder, de smidigste hjerner og de varmeste hjerter, der skaber værdi for vores fællesskab. Hvorfor gør vi ikke det? Hvorfor værdsættes de ikke langt mere?

Lagermedarbejdere, der slæber kasser på deres brede skuldre. Kasseassistenter, der med flittige hænder scanner vores mange varer. Skolelærere, der smidig i tanke formidler fagligt og pædagogisk. Kærlige mennesker, der alle vegne frivilligt hjælper andre uden at tage sig betalt for det.

Du mener, at vi konsekvent taler grimt om dem med de brede skuldre. Du har helt ret, når du siger, at ingen skal udskammes for at bidrage til fællesskabet. Din indignation er så fuldt ud berettiget, og det vidunderlige budskab vil du kunne vandre det ganske rige rundt med og finde opbakning til.

Smalskuldrede slapsvanse

Du spørger så også: »Tænk, hvis vi var et samfund udelukkende af smalskuldrede slapsvanse?«

Måske var det ikke ment som et reelt spørgsmål, men kun retorisk. I så fald kan jeg kun samtidig læse det med en usagt betydning: En udskamning af svæklinge som jeg selv. Og det kan jeg ikke forestille mig, at et empatisk væsen som du ville gøre – så derfor vil jeg svare reelt på dit spørgsmål.

Hvis vi alle var smalskuldrede slapsvanse, kunne jeg forestille mig en verden, hvor den stærke ikke undertrykte den svage. Hvor vi måtte bero på vores smidige hjerner og varme hjerter for at overleve – og på den erkendelse, at livet er en gave. Og ikke på den forherligelse af styrke, der findes alle vegne i vores samfund, hvor magt, succes og rigdom tilskrives den enkeltes egen styrke.

Ja, Hella Joof, for hellere end forherligelsen af indvidets styrke, så lad os glædes over verdens rigdom. Den er en gave, vi får. Over os stråler Solen og beriger os med al den kraft, der skaber liv og rigdom på kloden.

Du fortæller om de jordbær, du plukkede på marken, da du var en lille pige, voksede frem – de var en gave, du høstede. En gave, du fik lov at beholde mindre af end din veninde gjorde. Du oplevede det som en dyb uretfærdighed, der vakte en harme mod vores fælles skattevæsen, som tog mere af din jordbærgave end af venindens. Det har du min fulde forståelse for. Det må som et lille væsen opleves som en rystende uretfærdighed.

Du har gennem dine fortsatte trængsler med fattigdom og det usikre liv i det, du kalder »gøglerbranchen« opbygget en vrede mod vores fælles skat. Det er forståeligt, fordi du har oplevet, at fællesskabet ikke har hjulpet dig, men at du måtte klare det alene ved at knokle endnu hårdere.

Du har fuldstændig ret: Der er noget helt galt med systemet, der forvalter vores fælles skat og rigdom. Det er den samme krise, vi finder alle vegne i vores samfund i dag. I alle vores fælles systemer. Sygehusvæsenet, jobcentrene, forsvaret og i mange, større aktieselskaber.

Fællesskabet er min redning som fattig

Det dybere spørgsmål, jeg hører klinge bag, må lyde, hvorfor vi stadig er så dårlige til at dele den gave, livet er?

Dit svar og råd til mig som fattig lyder, at jeg skal kræve, at vi mindsker vores fælles skat og rigdom – det som du kalder »skattelettelser«. Du taler til min snævre egeninteresse. Jeg skal kræve mere til mig selv. Give mindre til fællesskabet.

Den erfaring, jeg har fået på bunden af samfundet, lyder nemlig modsat din, at det er fællesskabet, som er min redning, når jeg står svag, smalskuldret og afmægtig.

Derfor er dit råd et, som jeg har ganske vanskeligt ved at se visdommen i. Det er vores fællesskaber, der vakler i disse år.

Svaret kan ikke være at bidrage mindre til fællesskabet – men mere. Både i kroner og øre til vores fælles skat, men især ved at tage et fælles ansvar for, hvordan vi finder bedre, mere retfærdige måder at dele livets gave.

Mit eget nuværende svar på dit dybere spørgsmål, lyder: Ja, vi er stadig så ringe til at dele livets gave, fordi vi endnu ikke er modne og modige nok til at slippe frygtens stemme. Når vi lytter til den, svigter vi nemlig altid fællesskabet og ophører med at dele livets gave.

Hvis vi tør række hånden ud til hinanden, selv når frygten taler i os, kan vi skabe den smukkere verden, vi i vores hjerter ved er mulig – fordi livets rigdom er en gave.