Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er de Konservatives EU-skepsis troværdig?

Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt: De Konservative siger på deres landsmøde, at de blevet mere EU-kritiske. Men i Per Stig Møllers kronik fra 12. september var det vanskeligt at genkende den nye EU-kritiske linje. Måske fordi der ikke er nogen ny linje? Ærgerligt.

»Det konservative handler om det konkrete. EU er i dag et drømme-projekt uden forbindelse til den virkelighed, som europæerne lever i. Det er en skam, for Europa har brug for en model, hvor landene kan arbejde sammen. Men det må ske i respekt for landenes selvstændighed, ikke med et forsøg på at skabe en ny europæisk nation.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De Konservative holder landsråd i denne weekend. Vi håber selvfølgelig, at humøret er højt. Landsrådet byder på diskussioner om EU-politik. Vi håber, det ender med, vi får nye allierede! Godt nok er gruppen af kritikere og decideret modstandere i EU-Parlamentet støt vokset gennem årene og udgør i dag over 100 medlemmer, men på den indenrigspolitiske scene hører det til sjældenhederne. Der skal derfor lyde en glædelig velkomsthilsen herfra i forhold til de nye toner fra det konservative bagland. Længe har EU-modstanden ulmet i Estrups gamle parti - men først nu, hvor flere års søgen efter identiteten, lader det til, at oprøret bryder frem. Det er godt. Man fristes til at anføre, at Dansk Folkeparti ikke kan forestille sig noget regeringssamarbejde med et konservativt parti, der ikke er konservativt i forhold til EU. Men det skal vi naturligvis holde os fra.

Hvad vi til gengæld ikke skal holde os fra, er en replik til den tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller. Næsten samtidig med offentliggørelsen af de nye tanker fra det konservative bagland havde han en kronik her i avisen, hvori han konkluderede, at hele EU-konstruktionen, som vi kender den i dag, er entydigt til dansk fordel. Fra det indre markeds frie bevægelighed, over euroens umuliggørelse af devalueringer, til EU-domstolen i Luxembourg. Det lyder ikke som nye toner. Det lyder mere som gammel vin på gamle flasker. Og det er ærgerligt. Først og fremmest, fordi det har mere præg af sværmeriske fraser end konservative grundtoner.

Nuvel, det indre marked har været en succes i den forstand, at det har gjort det lettere at handle. Men udfordringerne, der har fulgt med, er enorme. Må vi minde om, at den danske fagbevægelse nærmest ligger i faglig krig med virksomheder fra Østeuropa, der ikke bare bryder reglerne for at underbetale arbejdere i Danmark og ignorere vore overenskomster, men også bruger reglerne om eksempelvis udstationerede medarbejdere og således helt legalt kan sende udenlandsk arbejdskraft til Danmark uden at betale dem dansk løn. Det indre marked siges at betyde forbud mod grænsekontrol, hvilket har åbnet et slaraffenland for kriminelle i EU. Og det indre marked har ført til en stadig mere udbredt spekulation i at komme til Danmark og efter ganske kort tid få enten lovligt ophold eller modtage eftertragtede offentlige ydelser. Ergo det indre marked har medført goder, jovist. Men problemerne er til at tage og føle på.

Mest interessant i den omtalte kronik er dog udlægningen af euroen. Det er som om, Per Stig Møller helt overser forskellen mellem den private og den offentlige økonomi. Naturligvis startede finanskrisen i USAs private sektor. Men hvordan kunne det da gå så galt med den offentlige økonomi i Grækenland, Spanien, Italien og Irland? Hvordan kom det dertil, at nordeuropæiske skatteydere skulle betale for sydeuropæisk gæld? Og hvordan spiller det sammen med konservative grundværdier om frihed og ansvar?

Sagen er, at euroen medførte to grundlæggende ændringer, som har vist sig katastrofale. For det første faldt renterne dramatisk i Sydeuropa, hvilket førte til enorme gældssætninger og prisstigninger. Over kort tid blev eksempelvis den græske ti-årige rente halveret. Ikke på grund af strukturelle ændringer til forbedring af den græske tilbagebetalingsevne eller - vilje, men alene fordi de kom i valutaunion med Tyskland. Det skabte gældssætning. Ikke bare i Grækenland, men i alle de euro-lande, hvor markedet tidligere havde sat prisen på at låne penge højere. Den anden konsekvens har været fraværet af muligheden for, at reelt forskellige økonomier kunne have valutakurs tilsvarende forskelligt. Per Stig Møller frygter, at markedets devaluering af et lands valuta vil føre til en nedadgående priskrig på valuta. Der er ikke meget, der tyder på det. Tværtimod tyder alt på, at det er naturligt, at i et land, hvis konkurrenceevne falder, falder valutakursen også. Se på Island, Sverige og England. De har alle kunnet se, at et lands valutapolitik må afstemmes med landets konkurrenceevne. Men hvis man - som i euro-land - ikke har nogen valuta, er den slags svært. Og så går det galt.

Endelig er der spørgsmålet om EUs domstol. Per Stig Møller mener, at det er godt for små lande at have en domstol til fælles med de store. Det giver mening. Ingen betvivler, at der i EU - som i ethvert andet moderne samfund - skal være en domstol. Spørgsmålet er, om det er foreneligt med de grundlæggende demokratiske værdier, at EUs domstol som noget ganske særegent agerer politisk. Det har vi set i talrige sager. Således er det EUs dommere - ikke de folkevalgte - der har besluttet, at EU-retten skal have forrang. Og det er EUs dommere, der har besluttet, at udlændinge kan få ophold uden at overholde medlemslandenes udlændingeregler. Bare for at nævne enkelte, men bestemt ikke enkle, sager. En sådan politik-skabelse er ganske enkelt uforenelig med magtens tredeling.

Det er såledesvanskeligt at genkende den nye EU-kritiske linje i Per Stig Møllers kronik. Måske fordi der ikke er nogen ny linje? Det er ærgerligt. Og vi håber derfor, at de unge »rebeller« får held med deres projekt. Ude i Europa ulmer modstanden mod det, som kommissionsformanden for nylig kaldte »en føderation af nationalstater«. De færreste europæere ønsker at være borgere i en europæisk føderation. Det er ikke mange år siden, at franskmænd, hollændere og irere stemte nej til en europæisk forfatning. Havde danskerne fået muligheden, ville vi have gjort det samme.

Det konservative handler om det konkrete. EU er i dag et drømme-projekt uden forbindelse til den virkelighed, som europæerne lever i. Det er en skam, for Europa har brug for en model, hvor landene kan arbejde sammen. Men det må ske i respekt for landenes selvstændighed, ikke med et forsøg på at skabe en ny europæisk nation.

Fortsat godt landsråd!