Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En syg politikultur

Lars Andersen: Fra i store træk at være et folkets politi, der i reglen kun blandede sig, når borgerne anmeldte, at deres liv, frihed eller ejendom var i fare, har politiets rolle i større og større grad skiftet karakter, og synes nu mere og mere at tjene selve systemet og bureaukraterne, der arbejder i det.

»På ledelsens initiativ tog vores gruppe på seks-otte betjente opstilling tæt ved den dengang defekte bussluse i Stengade på Nørrebro, hvor folk uhindret kunne køre igennem. Her brugte gruppen så 10-12 mandetimer på at udskrive bøder til borgere, der – i øvrigt uden at være til fare for nogen – var kørt igennem slusen og ned ad Stengade,« fortæller Lars Andersen om sin tid i politiet. Foto: Camilla Rønde Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

Igen i år er debatten om politiets såkaldte måltal dukket op, og dagbladene bringer talrige historier om en politietat, der synes at lægge mere vægt på at opfylde bødekvoter, så politidirektørerne kan opnå deres måltals- bonusser, end den synes at prioritere de forhold, som borgerne anmelder. Politiets egne (fod)folk lufter deres utilfredshed med incitamentsstrukturerne. F.eks. udtaler fællestillidsmand Tom Steffensen fra Nordsjællands Politi til dagbladet BT, at han »ikke bryder sig om, at der sættes bonus på borgernes retsfølelse« og han spørger forstandigt: »Hvad nu, hvis der slet ikke er behov for eksempelvis at give det antal færdselsbøder, der ellers er nødvendige, for at leve op til måltallene?«

Fællestillidsrepræsentant Brian Tommy fra Udrykningssektionen i København udtaler til samme avis, at beslutningen om at sende sektionens personale ud i civile biler for at skrive bøder var »en beslutning, der ikke kunne diskuteres« og at »det lå i luften, at der skulle skrives bøder ud for at pynte på måltallene«. Det selv om Udrykningssektionen er en afdeling, der normalt tager sig af værtshusslagsmål, røverier og andre typer personfarlig kriminalitet – og ikke er en afdeling, der har det fjerneste at gøre med færdselskontrol.

Da jeg selv arbejdede i det, der dengang hed Beredskabsafdelingen (nu Udrykningssektionen), oplevede jeg på nærmeste hold, hvordan det foregår, når politidirektørernes bonus er i fare. På ledelsens initiativ tog vores gruppe på seks-otte betjente opstilling tæt ved den dengang defekte bussluse i Stengade på Nørrebro, hvor folk uhindret kunne køre igennem. Her brugte gruppen så 10-12 mandetimer på at udskrive bøder til borgere, der – i øvrigt uden at være til fare for nogen – var kørt igennem slusen og ned ad Stengade.

I de 10-12 mandetimer – sikkert meget mere, når den efterfølgende administration blev lagt oven i – kunne politiet med en anderledes prioritering have arbejdet med tyverier, røverier og indbrud, hvor der enten var en kendt gerningsmand eller oplagte spor, man kunne efterforske. Men det gjorde vi ikke. I de timer skrev vi bøder ud til Gud og hvermand i Stengade, så måltallene kunne opnås og direktørens bonus kunne komme i hus.

Og det er desværre ikke den eneste gang, at jeg i min tid i politiet mærkede, at der havde indfundet sig en usund produktions-kultur på landets politistationer. Da jeg som politielev var til tilbagemelding på mit praktikforløb på Station Amager, mente min uddannelsesvejleder, at det egentlig gik meget godt med politielev Andersen, men han lod mig forstå, at jeg skrev lige få nok »initiativ-sager«. Det vil sige sager, der ikke har nogen anmelder, som f.eks. selesager, sager om forkert lygteføring, hyrevognssager og andre færdsels- og narkotikarelaterede sagsnumre.

Der har med andre ord udviklet sig en fabriksagtig tilgang til det at udføre politiarbejde i Danmark. I stedet for at belønne og fremelske en kultur, hvor det er det borgervendte og tryghedsskabende arbejde, der sættes i højsædet, jagter man borgerne for bagateller, som det er tvivlsomt, om fortidens betjente overhovedet ville indlade sig på – eller have hjemmel til – at påtale.

Det er desværre en generel udvikling i politifaget, som er hjulpet godt på vej af skiftende regeringer, der med indførelsen af myriader af forbud og positive rettigheder kraftigt har udvidet myndighedernes behov for at spille rollen som aktiv og allestedsnærværende kontrollant af civilsamfundet og borgerne i det.

Fra i store træk at være et folkets politi, der i reglen kun blandede sig, når borgerne anmeldte, at deres liv, frihed eller ejendom var i fare, har politiets rolle i større og større grad skiftet karakter, og synes nu mere og mere at tjene selve systemet og bureaukraterne, der arbejder i det.

Det forhold er jagten på måltal beklageligvis kun et symptom på. Selve sygdommen er systemisk og knytter sig til det faktum, at myndighederne i højere og højere grad finder det nødvendigt at beskytte den store, omfattende og dyre stat imod borgere, der er eller kunne blive en belastning for systemet. Den kedelige udvikling omfatter således også politiets og SKATs nye Orwellske koncept, »totalkontrol«, den intensiverede jagt på ellers fredelige cannabisrygere omkring Christiania og den større og større fokus på at overvåge borgerne for at dæmme op for sager om socialt bedrageri.

Så udviklingen inden for dansk politi er kun toppen af isbjerget. Den usunde incitamentstruktur med bonusordningerne er ikke bare et isoleret tilfælde af new public management, der er løbet løbsk.

Udviklingen er et spejl på resten af samfundet, hvor kontrol- og måleiveren, der stråler ud fra Christiansborg, ikke kun fordærver politikulturen i landets politikredse ved at gøre arbejdet fabriksorienteret og koldt, men som afledt effekt også skubber borgerne fra sig ved massiv mistænkeliggørelse og bøderegn.

Som mine jyske kollegaer ville have sagt: Det er ligegodt en træls udvikling. Og jeg er glad for, at jeg ikke længere lægger bødeblok og uniform til den.