Historien er kort fortalt, at den internationalt anerkendte forsker blev hentet til Aarhus. Dét, hun så der, var imidlertid noget ganske andet end ventet: drastisk faldende standarder, hvor studerende behandles som folkeskoleelever, og hvor faglig substans og viden erstattes af tomme ord og modeluner. Noget forskere mange andre steder kan tilslutte sig.

Den debat rejste hun - først internt, derefter i aviserne. »Dansk humaniora er en skandale«, skrev hun - og argumenterede for det. Nu har hun så fra sin chef, dekan Mette Thunø, fået en skriftlig advarsel med besked om at tie stille, om at undskylde over for sine kolleger, om - ganske ulig disse - at opholde sig på sit kontor mindst 37 timer om ugen, om ikke at gå til faglige arrangementer uden tilladelse, samt besked om at hun til møder vil blive monitoreret af en designeret opsynsmand. Man kan selv tænke sig til konsekvensen af ikke-accept.

Næppe nogen enkeltperson kender alle facetter af historien, og for mange kunne den godt ligne et personalespørgsmål: en ledelse der griber ind overfor en besværlig medarbejder, og naturligvis bør en ledelse, offentlig eller privat, kunne nå den konklusion, at der er så store samarbejdsproblemer, at der må drastiske løsninger til. Hvis en politimand konsekvent nægter at håndhæve lovgivningen, eller hvis en officer nægter at adlyde sin overordnede, osv., vil det naturligvis få konsekvenser. Forskere bør næppe behandles fundamentalt forskelligt fra alle andre lønmodtagere.

Men her er tale om debat, og hvis ikke netop universitetsverdenen skulle kunne være stedet for en fri debat om, hvad der er godt og skidt dér, hvor så? Her behandler man imidlertid en medarbejder med kafkaske metoder, som man givetvis skal til fjerne regimers behandling af dissidenter for at finde lignende. Som Politikens leder spidst bemærkede, så er dekan Thunø selv »ekspert i moderne kinesisk, og her har hun måske hentet inspiration til synet på ytringsfrihed og ledelse«.

Men i virkeligheden stikker det hele dybere. Dét, Koldau kritiserede, var, at meget af universitetsverdenen er ved at udvikle sig til en gang varm luft, hvor de studerende bliver fyldt med abstrakte teorier, der ingen forbindelse har med den virkelige verden, men hvor basal, faktuel viden i stedet nedprioriteres. Ofte ud fra en »postmoderne« devise om, at der i virkeligheden slet ikke er nogen virkelighed at lære noget om. Et godt eksempel på denne dannelsesmæssige nedtur leverede dekan Thunø såmænd selv, da hun forleden beskrev sin egen kaospilot-agtige vision således: »Vi skaber det frække universitet, for det store mål med uddannelse er ikke viden, men handling«. Har man først taget det til sig, så er relativisme det næste skridt, og det autoritære det sidste, for hvis intet er »godt«, og intet er »skidt«, og alt bare er »magt«, så har du den ondelyneme bare at tie stille og gøre, som jeg siger.

Filosoffen Henrik Gade Jensen skrev forleden på sin JP-blog, at denne på universiteterne nu herskende blanding af politisk korrekthed og bureaukratisk ledelseskultur tilsammen har fremavlet en spytslikkerkultur, der ødelægger vores fineste videnscentre. Om nogle årtier, når vore børns bedste karrieremulighed er som folkedansere for kinesiske turister, kan den historie formodentlig genfortælles som en slags moderne Aarhus-historie om, hvor galt det kan gå, når man ikke ved, hvad man gør.