Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Elvte time for Konservative

Politik. Ikke siden Poul Schlüter tog over i 1974, har Konservative været i dybere krise, og måske er krisen i dag endnu dybere, fordi partierne omkring det favner bredere. Men noget kan man gøre.

Med overtagelsen af partilederskabet hos Konservative har Lars Barfoed i elvte time stillet sig til rådighed for en af de vanskeligste opgaver i moderne dansk politik. Ikke siden Poul Schlüter tog over i 1974, har Konservative været i dybere krise, og måske er krisen i dag endnu dybere, fordi partierne omkring det favner bredere.

Venstre er transformeret fra bøndernes tillidsfolk til et bredt parti med stor sympati i erhvervslivet. I dag er der ikke meget landbrug over Venstre. Lars Løkke Rasmussen minder ikke om en, der kan malke en ko, det nærmeste er vist Troels Lund Poulsen, der skulle ynde at køre traktor i sin fritid.

Dansk Folkeparti har også taget en bid, men alvorligere er udfordringen fra de Radikale. Konservative er slidt af samarbejdet med DF. Den evige dagsorden om stramninger på udlændingeområdet og mistroen til EU har kostet. Disse emner og tidssvarende kulturpolitik er hjerteblod for mange konservative. Når der tages hensyn til Radikales stilling til andre af tidens spørgsmål som tilbagetrækningsreformen og beskatningen af arbejdsindkomst, er det ikke sært, at mange af de konservative, jeg kender, flirter med tanken om at stemme radikalt næste gang. I hvert fald efter en flaske rødvin. Hvor modsætningsfyldt det så end lyder med at tage springet fra at være konservativ til radikal.

Radikale har tilmed det trumfkort, at Margrethe Vestager med sine kvalifikationer og udstråling kandiderer til at være den mest kompetente partileder. Hun er af den støbning, hvor mange tænker, at skulle jeg vælge en direktør til at tage hånd om min egen virksomhed, så ville jeg være helt tryg ved hende. Og det betyder noget for konservative kernevælgere. Partilederen skal kunne tage fat om skeen, når det gælder. Sådan er der ikke mange, der har tænkt om de seneste partiledere før Lars Barfoed.

Men der er jo ikke noget, der er for sent, før den fede dame har sunget. Realpolitisk er det Konservatives svaghed, at det i for høj grad har været overordnede strukturtemaer, der har været slagvaren.

Konservative vil gerne have æren for, at mellemskatten blev fjernet og tilsvarende om andre skattelettelser. Men ærlig talt, hvem tror på, at det var blevet til noget, hvis ikke Venstre havde villet det og ment det? Tilsvarende gælder om tilbagetrækningsreformen. Konservative kan synes, at partiet har fået for lidt for sin dagsorden om fjernelse af efterlønnen. Det har de måske også, men igen er der tale om et strukturelt tema, hvor borgerlige vælgere forventede, at dette stykke samfundsingeniørarbejde ville blive løst til rette tid.

En anden hyldevare har været det tilbagevendende forslag om at nedlægge regionerne. Der er ikke mange vælgere, der bliver opstemt af en diskussion om den offentlige sektors organisering. Drejer det sig om at begrænse den mest mulig, er det en anden sag, men netop dér er der jo så også en del, der står af. Vælgerne vindes på konkrete forslag til løsninger af de problemer, som de sidder og diskuterer ude i de regioner, som Konservative vil af med. I det hele taget savner jeg Konservatives forslag i det daglige om håndgribelige, jordnære emner. Lidt mere som DF, blot med et fundamentalt andet indhold og ærinde.

Ansvaret er i første række folketingsgruppens. De konservative ministre gør det udmærket. Derimod mangler der fart og tempo over gruppen. Det eneste rigtigt spændende bekendtskab har været Rasmus Jarlov, der overbevisende har udstrålet evne og vilje til at præge det politiske billede. Jeg undrer mig stadig over, at han ikke blev politisk ordfører. Måske endnu mere nu end da valget fandt sted i januar.

Konservative er andet og meget mere end Christiansborg. Jeg synes, at der er nogen, der burde stikke til det grå guld. Hvorfor hører vi så forbløffende lidt fra de mange, der har været med til at præge partiet direkte eller indirekte gennem de seneste årtier? De mange, der har evnerne, og som med rimelighed kunne træde til, nu hvor der uomtvisteligt er hårdt brug for alle våbenføre mænd. Jeg tænker på navne som Henning Dyremose, Hans Skov Christensen, Kent Kirk, Hans Toft og Ditlev Tamm.

En anden stor ressource er den generation af KUere, der var med til at skabe det borgerlige ungdomsoprør i begyndelsen af firserne. Det er min egen generation, og når man ser på, hvilke fremtrædende stillinger, de har fået i arbejdslivet, skulle man mene, at der var noget, at hente der. Hvad der helt utvivlsomt også er. Også andre end Mads Lebech.

Advokat Dan Terkildsen var nærliggende blevet minister, hvis ikke Hans Engell havde mødt betonklodsen. Hvorfor er han gået ud af brug? Eller bankdirektør Robert Spliid, der er kendt af mange for sine økonomiske analyser i Børsen? Eller professor Peter Norsk, der partimæssigt blev ramponeret af sin berettigede kritik af Lene Espersens lederskab, og som i dag i stedet bruger sit talent i USA som leder af NASAs forskning i rummedicin. Der er mange derude. Rigtig mange.

Ser man på de realistiske nyvalg til gruppen, er det meget unge, der står på spring. Jeg har min tvivl, om talent er tilstrækkeligt til de udfordringer, som en decimeret folketingsgruppe vil stå over for. I Danmark tegnes det politiske billede efterhånden af unge uden relevant livserfaring. Måske var det en overvejelse værd at nytænke med kandidater i en ligefrem høj alder i nogle af de relativt sikre kredse. Der vil være brug for erfaring i en reduceret folketingsgruppe, for blivende forandring til det bedre skabes ikke kun af TV-tække, men i højere grad af strategisk forståelse og evnen til at støbe kuglerne.

Lars Barfoed er utvivlsomt den bedst egnede, hans kvalifikationer er uden for diskussion. Han opgav i sin tid stillingen som direktør for Finansrådet for at blive medlem af Folketinget og har siden bestridt tunge ministerposter. Hans rødder i partiorganisationen er dybe, og hans interne troværdighed og forankring er i top. Han har platformen til for alvor at tage hånd om magten og stille sig i spidsen for en nødvendig topstyret forandringsproces. Jeg håber, at Lars Barfoed og vores gamle parti klarer pynten.