Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det farlige sundheds-hysteri

»Menneskefjendskheden har mange ansigter. Og et af dem er en sød dame fra kommunen, som er meget bekymret for din lungefunktion. Hun skal stoppes.«

Byline Amalie Lyhne Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Danskerne er blevet et sundhedshysterisk folkefærd, advarede eksperter forleden. Stenalderkost, raw food og en næsten religiøs fordømmelse af sukker, gluten og mælk – vi labber tossede og komplet uvidenskabelige råd i os, som var det klistrede dadelkugler med acai-bær.

Eller rettere sagt: Det gør en vis andel af danskerne, mens vi andre rynker på næsen og fortsætter med at hælde burgere, cola og hvidvin ned.

På den måde bliver vi delt op i de sunde og de usunde, de rigtige og de forkerte. Opdelingen er efterhånden så skarp, at en kvinde i nærværende avis udtalte, at hun ikke ønsker at omgås mennesker, der ikke som hun spiser økologisk.

Nu er hverken tosseri eller snobberi jo noget nyt. Den slags har altid eksisteret, om end idiotien har taget forskellige former.

Det, der til gengæld er både nyt og farligt, er det aktuelle sundhedshysteri parret med den stadigt voksende velfærdsstat.

Jo større stat, jo højere skattetryk, jo mere din og min økonomi er viklet ind i hinanden, fordi vi betaler størstedelen af vores indkomst til en stat, som deler pengene ud til os igen på tusind forskellige måder – jo mere intenst vil vi føle lysten til at blande os i hinandens liv.

Ryger du? Gør du virkelig? Hvor mange smøger ryger du om dagen, og synes du egentlig, du kan tillade dig det, når det er mig, der betaler for dine 15 år som KOL-patient? Sidder du der på bænken og spiser en is? Selvom alle kan se, at dit BMI må være oppe i det røde felt? Du er sørme ikke ked af det. Du burde altså tabe dig – ikke for din egen skyld, men for min skyld og for nationaløkonomiens skyld.

Det er primært rygerne og de overvægtige, der er samfundets pariaer i dag, selvom andre borgere – for eksempel dem, der lider af stress, angst og depression – i virkeligheden er en hel del dyrere for den fælles kasse.

Men kan man overhovedet rangere mennesker alt efter deres nettobidrag til staten? Og skal man? Jeg synes det ikke. Ønsker man et samfund med plads til forskellighed og til det enkelte menneskes frie udfoldelse, må man afholde sig fra at sætte borgernes privatliv ind i et excel-ark. Bliver det hele for dyrt, må man i stedet begrænse de offentlige udgifter, og så kan man jo passende sænke skatten samtidig.

Vi er nemlig ikke små robotter, som helst skal være så sunde og så billige for staten som muligt. Vi er mennesker med hver vores individuelle opfattelse af det gode liv.

Derfor må man også advare imod sundhedshysteriet, når idealet om den rene krop pludselig bliver et kollektivt anliggende.

I dag ringer medarbejdere fra Københavns Kommune for eksempel hjem til rygerne i Nordvest for at bede dem om at droppe deres ulækre vane, ligesom kommunens sosu-assistenter er underlagt et obligatorisk krav om motion i arbejdstiden. Jo, menneskefjendskheden har mange ansigter. Og et af dem er en sød dame fra kommunen, som er meget bekymret for din lungefunktion. Hun skal stoppes.