Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den fromme Morten

Partierne burde simpelthen opfordre deres forbilleder til at stille op. Der findes faktisk masser af Morten’er derude, som ikke er svindlere. Og det er ikke en and.

Kristian Ditlev Jensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes over 10.000 katolske helgener. En katolik fortalte mig engang, at man skal se dem som en slags forbilleder. Eller måske rettere, forløbere. Vi står alle i forskellige problemer i hverdagen, men der er altid nogen, som har stået med præcis den samme udfordring længe før os. Og vi kan se til dem, hvis vi vil have en idé om, hvordan man bærer sig ad her i livet.

Et eksempel kunne være ukuelighed. Hvordan gør et folk, når det trues på sin fælles identitet? Den nu abdicerede Pave Benedict XVI gav katolikkerne svaret, da han 12. maj 2013 stod for helgenkåringen af hele 800 helgener – på én gang. Den velsignede Antonio Primaldo blev, sammen 799 andre italienere fra byen Otranto i Syditalien, ophøjet, fordi de nægtede at konvertere til islam, da ottomanske tyrkere belejrede deres by i 1480. Så følg Primaldos eksempel, hvis du fattes mod.

Sankt Marta og andre helgener

Andre eksempler er mere jordnære. Katolske stuepiger bærer en amulet med Sankt Marta, der i Bibelen opvartede Jesus. Chauffører har Sankt Christopher – som transporterede Herren over en flod som spæd – hængende fra bakspejlet. Og hvem har ikke fejret Sankt Valentin, der viede romerske soldater, som skulle i krig? Nogle helgener er noget nær ukendte. Sankt Barbara er helgen for fyrværkerimestre. Sankt Genesius er komikernes helgen. Og Sankt Fiacra er helgen for folk, der lider af kønssygdomme.

En af de ret kendte katolske forbilleder er ham, der er helgen for tiggere, uldvævere, skræddere, soldater (helt præcist fodfolk), vintappere og kroværter (og tørlagte alkoholikere) – og selve nationen Frankrig. Og gæs. Han hedder naturligvis Sankt Martin, og han er specielt kendt for to historier.

Da Sankt Martin en dag i 300-tallet som romersk soldat mødte en tigger, skar han sin kappe over i to og gav den ene halvdel væk. Tiggeren var i virkeligheden den genopstandne Jesus.

Den anden historie handler om beskedenhed. Da den ydmyge Sankt Martin blev opfordret til at blive biskop af byen Tours i Frankrig, afslog han straks. Tours’ befolkning lokkede ham derfor ind til byen ved at sige, at han skulle se til en syg. Da Sankt Martin opdagede, at det var et trick, gemte han sig i en lade fuld af gæs. Men gæssene var ikke meget for ubudne gæster, og de skræppede op, så byens borgere fandt den fromme mand. Sankt Martin blev slæbt ind i kirken, hvor nogle af de tilstedeværende mente, at fjer og uglet hår og gåsemøg på tøjet ikke helt sømmede sig. Men den jublende menneskemængde ville have ham – og ingen anden. Og sådan blev det.

Mortens aften

Martin er Morten på dansk. Og når man genlæser den opbyggelige historie, fordi man skal fejre Mortens aften – det er nu på torsdag, vi spiser fjerkræ – kan man godt tage sig selv i at ønske, at også nutidens politikere, ledere og embedsmænd blev udvalgt på samme måde. Fordi de havde gjort sig heldigt bemærket – og så i øvrigt nærmest mod deres eget ønske. Så vi slap for alle de magtsyge, for de selvgode og for de selvretfærdige.

Tænk, hvis man kunne tvinge de skrappeste erhvervsfolk, de kløgtigste naturvidenskabsmænd, de mest dybsindige litterater, de forstandigste læger og de mest reflekterede kunstnere til at stille op til folketinget. Partierne burde simpelthen opfordre deres forbilleder til at stille op. Der findes faktisk masser af Morten’er derude, som ikke er svindlere.

Og det er ikke en and.