Michael Kristiansen harcelerer i et debatindlæg i Berlingske over ubrugelige meningsmålinger. Et indlæg, der afslører en markant mindre indsigt i meningsmålinger, end man kan forvente fra en politisk kommentator.

Indlæggets underholdningsværdi kan man dog ikke sætte en finger på, når Kristiansen redegør for sine egne evner og ikke mindst de metoder, han benytter, når han spår om fremtiden. Kommentatoren beretter således om, hvordan han i efteråret 2018 benyttede papfigurer af forskellige politikere. Hvis der gik et sug gennem salen, når han fremviste et billede af DF-formanden Kristian Thulesen Dahl, vidste han, at partiet havde tilslutning. Lo tilhørerne derimod, kunne han konkludere, at partiet var i tilbagegang.

Kritikken går i hovedtræk på, at meningsmålinger – i modsætning til Kristiansens mavefornemmelser og papfigurer – ikke formår at forudsige valgresultater langt ude i fremtiden.

Og her har han ret. Spådomskunst overlader vi til de politiske kommentatorer. Vores metier er at foretage målinger, der giver et øjebliksbillede af vælgernes præferencer. Helt konkret spørger vi vælgerne om, hvad de ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen. Altså ikke, hvad de vil stemme ved et folketingsvalg, som ingen ved, hvornår kommer.

Kristiansen mener, tilsyneladende i ramme alvor, at hans metoder fra det, han selv betegner som de »skrå brædder«, er en mere saglig tilgang end den, analyseinstitutterne benytter. At argumentere for, hvorfor vi analyseinstitutter ikke turnerer rundt med papfigurer af politikere i helfigur og herefter måler folkestemningen på en skala fra »grin« til »sug«, er vel overflødigt.

Kristiansen konkluderer på baggrund af sine erfaringer med papfigurerne, at meningsmålinger ikke opdager vælgervandringerne i tide. Og her er det, at man må sætte spørgsmålstegn ved, om Kristiansen har indblik i, hvad en meningsmåling er. Vores opgave er ikke at forudsige vælgervandringer. Vores opgave er at registrere vælgervandringer, når de er sket.

Kristiansen løfter i sit indlæg sløret for endnu en af sine analysemetoder. Som spindoktor for Anders Fogh gennemførte han således analyser, hvor partier og partiledere blev sammenlignet med virksomheder og institutioner.

Kristiansen bruger denne analyse som et argument for, at meningsmålingerne er rene vildskud. Han argumenterer således for, at analysen viste, at Dansk Folkeparti i oktober 2018 var i frit fald, mens Voxmeters måling gav partiet 17,6 pct.

Her er der noget galt med præmisserne. Den analyse, som Kristiansen refererer til, lader til at være en form for imageanalyse, hvor man har spurgt til vælgernes opfattelse af partierne og partilederne (foruden virksomheder og institutioner). Sådanne analyser gennemfører vi analyseinstitutter dagligt. Og ja, de kan helt sikkert indfange tendenser, der kan gå forud for, at forbrugerne eller vælgerne agerer anderledes.

Denne type analyser er både relevante og interessante, men de bør ikke forveksles med målinger af, hvad vælgerne vil stemme nu og her.

Anna Midtgaard Christensen er analysedirektør i Voxmeter