Pigen der hellere ville være en dreng

Hele hendes liv har som et pendul svunget imellem det maskuline og det feminine. Den nye TV 2-direktør Merete Eldrup har oplevet at blive gammel før tid; men i dag har hun sluppet sit sort/hvide perspektiv på livet og åbnet for nuancerne. Og hun har lært at leve med, at hun aldrig bliver den stille, velovervejede og graciøse pige i klassen.

Foto: Brian Berg
Alle de andre piger skrev pænt formede bogstaver. Aerne, Berne, Cerne og Derne stod alle snorlige på rækkerne i kladdehæftet, og strålede af lige så meget artighed som pigerne selv. Men i hendes hæfte strittede de. Det ene bogstav var større end det andet. Det ene krøllede, mens det andet bukkede. De stod i ét uregerligt rod på arkene og var hverken det ene eller det andet. Sådan var det også med Merete Eldrup. Hun var hverken pige eller dreng.

I skolegården havde pigerne taget patent på den sminkede småsnak. Søde bemærkninger hvor ironien skånselsløst sitrede underneden. Forviklinger med hvem-der-sagde-hvorfor-og-hvem-skal-nu-gøre-hvad. Midt i det hele stod hun og prøvede forgæves at afkode skolegårdens indviklede socialiseringsmønster. I klasseværelset var hun den kloge pige, der hurtigt begyndte at kede sig med de lette opgaver. Hun begyndte derfor at lave ballade for at få tiden til at gå. Drengen i hende gik til fodbold, hvor de klare succeskriterier gav mening. Det handlede om at være hurtig på fødderne og få spillet til at fungere. Pigen i hende var langt mere kompliceret. På den ene side iagttog hun med undren pigegruppernes negative energi, og på den anden side drømte hun om at have langt lyst hår og ride på heste ligesom alle de andre.

»Jeg havde venner og blev heller ikke mobbet, men jeg følte mig ikke hjemme. Fodbold var en verden, hvor jeg kunne være mig selv. Men det var ikke sådan, at jeg ikke havde den feminine side i mig. Jeg var fuldstændig vild med de kongelige. Jeg læste alt om dem og klippede billeder af dem ud af ugebladene. Jeg drømte faktisk om, at jeg skulle have været grevinde. Jeg hedder Helene til mellemnavn, og det klingede lidt af grevskab. Jeg overvejede at bytte om på navnene,« siger hun.

Den store sorg
Moderen synes, at fodbold var lidt for drenget til hendes pige. En pige der selv vaskede sit fodboldtøj og stædigt stod op hver søndag morgen for at tage ud til kampene og glide ind i en verden, hvor man gerne måtte råbe af de andre og tage kontante beslutninger.

»Med piger kan det gøre enormt ondt, fordi det er så små tegn. Hvor de går væk fra én og hvisker om én. Jeg er glad for, at jeg ikke er vokset op i den der sms-kultur, for så havde det været endnu værre. Senere fik jeg mine egne veninder, som var lidt mere nørde-typer ligesom mig selv. De gik også op i Gasolin. Da jeg kom i teenageårene fandt jeg så ud af, at drengene af en eller anden mærkelig grund alligevel godt kunne lide mig. Det var jeg faktisk lidt overrasket over,« siger hun.

Når Merete Eldrup taler, er hendes sætninger lige så abrupte og skæve som hendes håndskrift. Der er ikke tid til de pæne detaljer. Selv hendes hår bugter sig i viltre krøller. Imellem forklaringerne og argumenterne sniger der sig små ironiske mellemstykker ind, hvor hun laver sin egen stemme om. Hendes karriere har bevæget sig i et lige så hurtigt tempo. Først en tur rundt i den ministerielle karrusel på Slotsholmen, dernæst chefjob i Energistyrelsen og derfra ind i direktionen hos JP/Politikens Hus. I dag er hun lige begyndt som direktør i TV 2.

De hvide øjeblikke i Merete Eldrups opvækst var stunderne sammen med hendes familie i det trygge barndomshjem. Når tingene gjorde ondt, kom hun hjem til et empatisk klap på hovedet, og så gik hun ud igen til kampene. De sorte øjeblikke opstod som 21-årig, da hendes mor døde. Det var den dag, Merete Eldrup blev gammel før tid.

»Det var slemt, slemt, slemt, at hun døde. Hun var mit og alt. Jeg var i forvejen ret voksen, men det betød, at jeg bevægede mig fem-ti år frem i min udvikling. Lige pludselig kom der en stærk ansvarsfølelse ind i billedet. Det var en stor sorg, og det gav mig en anden side af livet, som jeg ikke havde haft så meget af. Jeg snakkede og snakkede med alle, der gad høre om det. Jeg snakkede uafbrudt i et år. Og så var det, som om sorgen blev rammet ind,« fortæller hun. Perspektivet på livet ændrede sig. Hun blev pludselig opmærksom på, hvem hun gad bruge sin tid på.

»Folk har altid spurgt mig, hvorfor jeg har så travlt. Men man skal ikke spilde livet og lalle rundt. Der har været mange momenter, hvor jeg gerne ville kunne taste min mors telefonnummer ind på mobilen og fortælle hende, hvordan det går. Den sidder der altid, den der sorg. Og det skal den også, for den er en del af én selv. Man bliver mere helstøbt af at have modgang,« siger hun.

På egne ben
Lige så tilbagetrukket og observerende Merete Eldrup var i sin skoletid, lige så rapkæftet var hun som nyansat cand. polit. i Finansministeriet. Der lærte hun at tage de tæsk, der uundgåeligt kommer, når man har en så talende personlighed som hendes. »Hvis man er hurtig i replikken, så får man igen af samme skuffe. Mit arbejdsliv har været én lang parade af fortalelser. For hvert år er der en mindre end året før,« siger hun.

Med alderen har hun fået indført et filter, hvor hun lige når at stoppe op i to sekunder og tænke. Det skete ikke før i tiden.

»Til en udviklingssamtale sagde en af mine chefer, at jeg var vældig dygtig, men det var ikke sjovt at holde møder, hvor jeg var til stede. For jeg kommenterede, kritiserede og kom med sjove bemærkninger hele tiden. Alle grinede, men for ham var det svært at lede noget som helst. Lige pludselig kunne jeg godt se det fra hans side. Han stod der, og jeg blev ved med at sige noget. Det er jo ligesom, når folk holder tale. Det er sjovt med to sjove afbrydelser, men ikke sjovt med ti,« siger hun.

Hendes opførsel har altid ledt til den store misforståelse om, at Merete Eldrup er en kvinde, der kan klare hvad som helst. Men hun har aldrig kunnet det hele på samme tid, selv om børnene ankom i en tidlig alder sammen med karrieren. Som 31-årig blev hun vicedirektør i Energistyrelsen. Hun havde fået et job, som mange af de ansatte kontorchefer i styrelsen også havde søgt. Derfor var det en mildt sagt sær stemning, hun stødte ind i på første arbejdsdag.

»Det var rigtig hårdt. Det var første gang, jeg rigtigt skulle stå på egne ben. Men jeg har altid været god til at sige, at det her jo bare er et job. Der er andre ting i livet. Mit ordsprog er, at man altid skal tænke på, at der er nogen, der har det værre end én selv. Tænk bare på den russiske rumhund Laika, der blev sendt op uden hundemad,« siger hun med et grin.

Klare målsætninger
Overlevelsestaktikken var hendes charme. Når Merete Eldrup selv skal sige det, så kan de fleste mennesker godt lide hende, når de møder hende første gang.

»Der er sikkert nogen, der tænker det modsatte. Men jeg har i det mindste altid kunnet charmere folk lidt. Så finder de ud af, at så er hun heller ikke værre,« siger hun.

Da hun skiftede til det private erhvervsliv som direktør i JP/Politikens Hus, opdagede hun, at de hurtige forretningsgange var mere i samklang med hendes tempo. Dengang var hendes mand, Anders Eldrup, departementschef i Finansministeriet. I dag er han administrerende direktør i DONG Energy. Uanset hvor Merete Eldrup kom hen, fulgte hendes ægteskabelige status efter hende som en besnærende skygge. Til sidst var hun træt af at tænke over, om folk så på hende eller hendes forbindelser. Derfor sagde hun ja til forandringen. Ligesom hun i barndommen elskede fodbolden for dens klare succeskriterier, lige så meget holder hendes maskuline side i dag af erhvervslivets klare målsætninger.

»Det er lidt mere udflydende, hvad succes er i det politiske system. For dit arbejde kan let drukne, hvis der ikke er politisk flertal. I erhvervslivet navigerer man efter en bundlinje,« siger hun.

Gennem tiden er der blevet slebet mange kanter af Merete Eldrup. Hun indrømmer, at der sidder mange folk rundt om, som hun skylder store undskyldninger for sine hurtige bemærkninger.

»Jeg har lært at passe på min hurtige replik, fordi der bliver set på én fra medarbejdernes side, og lige pludselig lytter folk til det, man siger. Det er jo helt forfærdeligt. Betoningen af det, man siger, betyder faktisk rigtig meget. Du skal ikke gøre dig morsom på andres bekostning, som jeg er ellers er god til, hvis folk selv vil spille med. Men der er nogle, der ikke synes det er sjovt,« siger hun.

Mange løsninger
Det tog lang tid for hende at acceptere det faktum, at hun var en autoritet. Indeni var hun jo stadigvæk bare Merete.

»Faren er, at man ikke skal se sig selv som mere, end man er. Det var ikke min yndlingsrolle at udstikke ordrer. Det farligste ved chefrollen er, hvis den bliver et panser og skaber frygt. Det handler om at forme den på sin egen måde. At være chef er for mig lidt ligesom at vende tilbage til skolegården, hvor jeg får lov til at sige til de der piger, at nu må vi stoppe diskussionen. Jeg gider simpelthen ikke fnidder, og det melder jeg ret klart ud. Det tapper energi ud af virksomheden at komme med de der små bemærkninger,« siger hun.

En fortrinlig coach stiller spørgsmål på en sådan måde, at medarbejderen selv finder frem til løsningen på sine problemer. Det kan Merete Eldrup ikke. Når en ansat kommer ind på hendes kontor, leverer hun en færdigpakket løsning på problemerne. Det er ikke fordi hun er særligt hjælpsom. Det skyldes igen det der forbandede karaktertræk med at tale og tænke hurtigt.

»Jeg kommer til at cutte folk af, fordi jeg allerede er et led længere henne i tankerækken. Allerede inden folk har fuldført deres sætning, så har jeg fuldført den for dem. Jeg giver derfor også mange løsninger. Mange går glade ud af mit kontor, for jeg serverer det hele for dem,« siger hun.

Der er ét drømmebillede, som Merete Eldrup ofte har inde i sit hoved. Hun befinder sig til et møde, hvor hun forholder sig roligt og afventende. Da hun endelig rejser sig op for at tale, sker der med en lav stemmeføring. Og alle lytter opmærksomt til hende. Fordi de ved, at hun kun siger noget, når hun virkelig har noget klogt at ytre. Men i virkelighedens verden når Merete Eldrup ofte at få sagt 30 ting på et møde, hvoraf 25 af dem er rimeligt fornuftige.

»Jeg drømmer virkelig om at have den rolle. Man kan dæmpe sig selv og lade andre komme til, men det kommer aldrig til at ske. Det slag er tabt for længst. Jeg er bare ikke den type.«

Kønnet som særtræk
Sammen med sin mand er Merete Eldrup op til flere gange udråbt til Danmarks magtpar nummer ét. Hun ved godt, at de er et opsigtsvækkende par i forhold til deres karriere, forbindelser og position. Men hun ser ikke sig selv som en del af et glamourøst par. De passer i bund og grund bare deres arbejde og børn. Engang imellem bliver der så udvekslet ledelsesråd henover middagsbordet.

»Jeg synes jo mest, at jeg hjælper ham. Det sjove er jo, at alle andre er sikre på, at det forholder sig lige omvendt med den mand og den erfaring, han har. At jeg får en masse foræret. Men sådan er det faktisk ikke. Det er måske, fordi han har været administrerende direktør i så mange år, og så har han i høj grad haft brug for en udefra, der siger tingene ligeud,« siger hun.

Hvis nogle af læserne håber på, at Merete Eldrup bliver stillet spørgsmålet om, hvordan hun får karriere og familieliv til at hænge sammen, så kan de godt tro om igen. For dybest set synes hun, det er svært at kloge sig på det emne. I lang tid var hun træt af at få stillet alle »kvinde«-spørgsmålene; men i dag har hun accepteret, at et af hendes særtræk er kønnet. Selv om hun stadig er hverken hundrede procent dreng eller pige.

»Jeg vidste godt, at da jeg fik det her job, ville et af de interessante elementer være, at jeg var kvinde. Da Kasper Bech Holten i sin tid blev udnævnt til operachef, gik folk op i, at han var ung. Hvis jeg sad i rullestol, ville det jo også være interessant. Man finder det særlige, og i mit tilfælde er det mit køn,« siger hun.

Forandringer
Den unge Merete Eldrup følte sig ikke hjemme og så verden i sort/hvid. 44-årige Merete Eldrup har fået nuancerne med i billedet. »Hvis du havde spurgt mig, da jeg var 20 år gammel, hvordan jeg troede, at jeg ville se på verden som 44-årig, så ville jeg svare, at mit syn ville være det samme. Jeg vidste jo alt, da jeg var 20 år, og jeg kunne det hele. Der var sikkert ikke nogen grund til, at det skulle forandre sig. Jeg var nok skide irriterende engang imellem. I dag er jeg langt mindre skråsikker, og nogle gange kan jeg godt savne det der med, at man er helt håndfast i sine synspunkter,« siger hun.

I teenageverdenen elskede og hadede Merete Eldrup. Der var folk enten idioter eller helt fantastiske. Der var ingen mellemvej. I kroppen piskede usikkerheden rundt sammen med selvsikkerheden i en frustrerende, paradoksal mikstur. Dengang var hun bange for forandringer og imod alt – selv Storebæltsbroen, fordi hun så ingen grund til at skille sig af med færgerne. Julen skulle være ligesom forrige år. Hvis hendes sidemand i skolen skiftede plads, ramlede hele verden sammen. For ville den nye sidemand være lige så sød at tale med? I dag har hun en tyrkertro på, at tingene nok skal løse sig.

»Jeg har faktisk lavet en omvendt udvikling i forhold til andre mennesker, der typisk bliver mere konservative i takt med alderen. Paradokset er, at jeg ikke ville forandringen, men forandringerne er alligevel kommet til mig i form af jobtilbud. Det har været en lang selvudvikling imod at blive mere og mere åben,« siger hun.