Ledere kan ikke blæse og have mel i munden

Det kan blive vanskeligt at agere professionelt som leder, hvis man ser sine medarbejdere privat. Derfor er det bedst at holde det professionelle og private helt adskilt.

Vibeke Skytte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Danmark

For et par uger siden mødte jeg en af mine bekendte, som ejer et mindre firma med et par ansatte. Snakken faldt på, hvordan det gik i firmaet, og naturligt også hvilke ledelsesmæssige udfordringer, han havde for tiden. Og der var udfordringer.

Jeg skal lige indledningsvis fortælle, at min bekendte er, hvad jeg vil betegne som en rigtig god, ærlig og autentisk leder. Et meget rummeligt menneske, der leder med hjertet og vil alle det bedste, men ind imellem giver det udfordringer i forhold til den daglige ledelse, og det var det, der nu var sket for ham.

I forbindelse med, at hans firma skulle til at samarbejde med et andet mindre firma, var han blevet klar over, at hans medarbejdere ikke leverede den arbejdstid, som var aftalt i deres kontrakter. Han havde det på fornemmelsen, men havde ikke fået gjort noget ved det. Fakta var, at de to medarbejdere i det seneste år indbyrdes havde aftalt fritimer og fridage ad hoc. Den manglende tilstedeværelse var ikke gået ud over kunderne, for det forholdt sig sådan, at der slet ikke var arbejdsopgaver til den timenorm, de to medarbejdere oprindeligt var ansat til, men det var bare ikke blevet justeret eller drøftet på noget tidspunkt.

Det var nu gået op for min bekendte, at det faktisk var ret mange timer, det drejede sig om, og det var noget, han naturligvis var nødt til snarest muligt at tage en snak med medarbejderne om. En nødvendig samtale, så der kunne komme en fornuftig løsning på situationen.

»Det kan vel ikke være så svært?« var min umiddelbare kommentar. »Sværere end du aner,« lød hans svar.

Det var ikke, fordi han var uklar omkring den forestående samtale, men der var lige den omstændighed, at han havde bragt sig i det dilemma, at han var blevet alt for privat med sine medarbejdere. Det var f.eks. blevet kutyme at deltage i hinandens og ægtefællers fødselsdage, tage på weekendture sammen og besøge hinanden privat. De var gennem årene blevet mere venner end ansatte og medarbejdere. Og når han nu skulle gennemføre samtalen, som kunne ende i flere retninger, så vidste han også, hvad det kunne betyde for det fremtidige samarbejde og for familierne. Og spørgsmålet var, om samarbejdet efterfølgende kunne komme til at fungere tilfredsstillende for alle parter.

Jeg må erkende, at det er en meget vanskelig situation at bringe sig selv i som leder. En leder må i min optik aldrig blive så privat med sine medarbejdere, at det hindrer ham i at udøve en god ledelsespraksis. Årsagen er, at det gør det mange gange sværere at agere som leder, når man kommer for tæt på.

Man vil aldrig kunne håndtere sin lederrolle professionelt, hvis man den ene dag er sammen med medarbejderen privat og næste dag skal træde i karakter og bede en medarbejder om f.eks. at ændre adfærd. Godt samarbejde mellem leder og medarbejder skabes ikke gennem private relationer, det skabes via et godt professionelt samarbejde, hvor der er en vis distance. Det betyder ikke, at man ikke kan være personlig og ikke kan fortælle om sig selv og sin familie – det er også en vigtig del i forhold til livsbalancen for den enkelte og for arbejdspladsen. Men det må aldrig blive privat.

Jeg har ikke hørt fra min bekendte, hvordan samtalen forløb. Men hans bange anelser gik selvfølgelig på, at samarbejdet nok ikke kunne fortsætte, hvilket han ville være ked af, netop fordi han jo kendte medarbejderne så godt og ville dem det bedste. Og jeg tror faktisk ikke, at denne vurdering er helt forkert.

Læringen må da også være, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hvis man vil være leder, må man begå sig som en leder. Det betyder også, at man lige skal give det en tanke, inden man svarer ja til den private invitation fra sine medarbejdere.