Ledelse foregår bedst i øjenhøjde

Louise bor i München, men arbejder i en dansk virksomhed, som til tider føles langt væk. Hvad skal hun gøre? Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

Sidste uges dilemma handlede om Louise, der leder en salgsafdeling på distancen. Hun får mistanke om, at det kniber med trivslen i afdelingen pga. for stort arbejdspres, men hun er ikke sikker i sin sag og i tvivl om, hvad hun skal gøre.

Ledelse foregår bedst i øjenhøjde, siger ledelsesrådgiver hos Lederne, Helle Bruun Madsen, der derfor anbefaler løsning 2, der handler om, at Louise finder en anledning til fysisk at arbejde sammen med sine medarbejdere.

»Så længe, Louise ikke ved, om der er et reelt problem med trivslen, står hun sig bedst ved at stikke en finger i jorden, inden hun evt. griber til handling,« siger Helle Bruun Madsen.

I første omgang handler det om at Louise er synlig og tilgængelig og forsøger at fornemme, hvordan medarbejderne har det, tilføjer ledelsesrådgiveren.

»På den måde kan hun få en god fornemmelse af trivslen i det daglige. Samtidig har hun mulighed for at holde individuelle møder, hvor hun stiller spørgsmål til, hvordan de enkelte medarbejdere har det. Det kan give hende et grundlag at handle yderligere på,« lyder det fra Helle Bruun Madsen.