Børs-babe tager patent på kælenavn

"Money Honey" - alias Maria Bartiromo på TV-stationen CNBC - vil tjene store penge på merchandise.

En amerikansk børsjournalists øgenavn er blevet så kendt, at hun nu varemærkebeskytter det for at kunne score kassen på at sætte det på sparebøsser, tekrus og kagedåser.

Maria Bartiromo hedder kvinden, som mod slutningen af 1990erne gjorde reportagen fra "gulvet" på børsen i New York populær, og snart havde de lokale tabloidaviser udstyret brunetten fra Brooklyn med kælenavnet "Money Honey". Det et den signatur, der nu skal optræde på børne-TV, musemåtter, puslespil, dukker, DVDer og skoleudstyr.

16. januar ansøgte de amerikanske patentmyndigheder om beskyttelse af øgenavnet, skriver CNN Money.

Ugen efter ansøgningen - som først er kommet frem nu - røg Maria Bartiromo i overskrifterne igen, da det kom frem, at hun lod sig flyve fra Kina til New York i et privatfly tilhørende gigantbanken Citigroup i selskab med Todd Thomson, senior executive for bankens kapitalforvaltning. Da det blev kendt, at han også havde postet fem millioner dollar i et TV-show med "Money Honey" som vært, røg han ud af fordøren, og topchefen Chuck Prince var røget samme vej, hvis han ikke havde reageret prompte.

Nu står anklagerne mod CNBC for ikke at røre ved historien tilbage - selv om kanalen hævder, at flyveturen skam var aftalt med hendes chefer, og at TV-stationen i øvrigt selv betalte for turen.

Maria Bartiromo har ikke selv kommenteret den celebre sag, men vi ser nok snart hendes navn igen - måske på et kaffekrus eller en T-shirt.