Uklarhed om installering af 3000 centrifuger på atomanlæg

Iran udsendte i weekenden modstridende oplysninger om installering af 3000 centrifuger på landets atomanlæg i Natanz.

Irans atommyndigheder afviste søndag forlydender fra en af landets ledende politikere om, at Iran er begyndt at installere 3000 centrifuger i et oparbejdningsanlæg for uran. Det oplyser det statslige, iranske nyhedsbureau IRNA.

Hossein Simorgh, talsmand for Irans Atomenergiorganisation, sagde, at "ingen nye centrifuger er blevet installeret i Natanz", et oparbejdningsanlæg i det centrale Iran.

Lørdag hævdede Alaeddin Boroujerdi, formand for parlamentets udenrigs- og nationale sikkerhedskomité, ellers, at centrifugerne var ved at blive installeret.

- Vi er nu i færd med at installere 3000 centrifuger, sagde Boroujerdi, ifølge IRNA.

- Installeringen og brugen af 3000 centrifuger beviser Irans styrke på det atomteknologiske område, fortsatte Boroujerdi.

/ritzau/AP