Tyske politikere i chok efter Köhler-exit

Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, og andre fremtrædende politikere er rystet over, at forbundspræsident Horst Köhler er trådt tilbage.

Det kom som et lyn fra en klar himmel for Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, at forbundspræsident Horst Köhler mandag trådte tilbage.

Udenrigsministeren fik først besked om retræten mandag middag og prøvede forgæves at få præsidenten til at ombestemme sig.

- Jeg beklager denne beslutning af hele mit hjerte. Men vi har selvfølgelig at respektere den, siger han.

Westerwelle er vicekansler og formand for det liberale regeringsparti FDP, og han holdt mandag eftermiddag et krisemøde med forbundskansler og CDU-formand Angela Merkel.

Det var de to, som i 2004 tryllede økonomen Horst Köhler ud af hatten som overraskende præsidentkandidat og også fik ham valgt i Forbundsforsamlingen.

Siden har Köhler været et populært statsoverhoved, og i hele regeringslejren er i chok over præsidentens pludselige afgang.

Formanden for CDU's søsterparti, CSU, Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer, beklager ligesom flere andre overraskede ministerpræsidenter og ministre Köhlers afgang.

- Jeg kan slet ikke tro det, siger forskningsminister Annette Schavan, der har oplevet Köhler som en meget engageret mand i embedet.

Også oppositionen beklager Köhlers retræte.

Det socialdemokratiske SPD's formand, Sigmar Gabriel, siger, at han altid har værdsat præsidenten, også fordi han levede op til sit eget mantra om ikke at være et bekvemt statsoverhoved.

- Dette skridt kan kun forklares med, hvor meget dem, der fik Horst Köhler valgt, har trukket tæppet væk under ham, siger Gabriel.

/ritzau/dpa