TUNIS/KØBENHAVN: Der er brug for en revolution i Europa. En revolution i vore europæiske partneres hoveder.

Det er budskabet fra regeringen i Tunesien på dagen, hvor det er tre år siden, at gadehandleren Muhamed Bouazizis selvmord i protest mod overgreb og et udsigtsløst liv antændte en revolution, der hurtigt bredte sig til andre arabiske lande.»Vi har brug for at evaluere indholdet i partnerskabet med Europa og graden af det. Vi ønsker et andet partnerskab efter revolutionen. Før handlede samarbejdet især om stabilitet og derfor om at beholde diktatoren, og der har ikke været en revolution i vore partneres hoveder. De tænker stadig, at stabilitet er nummer et og en forudsætning for at investere, men vi mangler investeringer i Tunesien for at skabe stabilitet,« siger landets justitsminister, Nadhir Ben Ammou, i et interview med Berlingske i hovedstaden, Tunis.

Baggrunden er ganske dyster: Efter revolutionen, der blev indledt i dag for præcist tre år siden, har den tunesiske økonomi fået det værre, priserne stiger, og køen af arbejdsløse vokser. Ifølge en meningsmåling offentliggjort i sidste uge og foretaget af organisationen International Republican Institute, der er finansieret af USAs regering, mener hele 79 procent af de adspurgte, at Tunesien er på vildspor. Det mente kun hver tredje, da tuneserne blev spurgt om det samme i januar 2012 – altså 12 måneder efter revolutionen.

Terroren truer

Det er især de økonomiske problemer og arbejdsløsheden, der bekymrer tuneserne, men en forværret sikkerhed og »terror« nævnes også af mange som årsagen til, at de frygter for fremtiden.

Og netop når det gælder kampen mod terror og den militante islamisme, der nu også truer det unge, skrøbelige demokrati i Tunesien, efterlyser regeringen en håndsrækning fra Europa.

»Det, der sker i Libyen, påvirker os på alle niveuaer,« fastslår justitsministeren med henvisning til den ustabile situation i Tunesiens naboland.

»I Libyen, i Mali, i Egypten og i Algeriet har de et fælles problem, og det er terrorismen, og den kender ingen grænser. Så vi er også påvirkede. Stabiliteten her afhænger i høj grad af stabiliteten i de andre lande. Vi har brug for et langt stærkere samarbejde og for støtte fra vore venner i Vesten, der ikke bare kan nøjes med at kigge på. Europa må nøje overveje alle måder at hjælpe os på, for stabiliteten nord for Middelhavet afhænger i høj grad af stabiliteten her hos os,« siger Nadhir Ben Ammou.Hvad kan Europa gøre?»Økonomisk, kulturelt, men også militært engagement. Udstyr, logistik, træning, teknisk støtte og rådgivning. Vi mangler specialfly og radarudstyr for at spore terroristerne,« siger justitsministeren, der mener, at der er en snæver sammenhæng mellem terrortruslen og den forværrede økonomi.

»Terrorismen har økonomiske forklaringer, den trives godt i fattigdom. Glem ikke, at revolutionen begyndte som en protest mod fattigdom. Vi har brug for støtte til udvikling i fem af Tunesiens regioner, hvor terrorismen er et problem,« siger ministeren.

Qatar yder kunstigt åndedræt

Nadhir Ben Ammou vil ikke rigtig svare på, om Europas tøven og de manglende vestlige investeringer efter hans mening også hænger sammen med, at Tunesien har en regering domineret af det islamiske parti Ennahda. Islamisterne vandt i 2011 tunesernes første frie valg efter revolutionen med omkring 40 procent af stemmerne, men Ennahda kritiseres af landets sekulære for at forsøge at islamisere Tunesien. Ennahda mener, at krititikerne ser spøgelser, men under alle omstændigheder skræmmer det ikke den rige golfstat Qatar, der støtter de islamiske partier, der har vind i sejlene rundt omkring i Mellemøsten efter det arabiske forår.

Qatar gav for en lille måned siden Tunesien et lån på 500 millioner dollar til støtte for landets slunkne reserver af udenlandsk valuta. Det sker, netop som Tunesien er under pres fra andre långivere – Verdensbanken og Den Internationale Valutafond – med krav om reformer, der kan nedbringe budgetunderskuddet og afslutte Tunesiens politiske krise.

Et lille lys i mørket

Den har nu stort set lammet det politiske liv i et helt år, og striden mellem det dominerende regeringsparti – det islamiske Ennahda – og de sekulære oppositionspartier skyldes ikke mindst attentaterne på fremtrædende oppositionspolitikere. Det politiske dødvande betyder blandt andet, at Tunesien tre år efter diktaturets fald fortsat ikke har fået en ny forfatning, og at landet fortsat regeres af en midlertidig regering.

Det langtrukne politiske vakuum er i sig destabiliserende for økonomien og en væsentlig forklaring på, at Tunesiens internationale kreditværdighed for nylig faldt endnu en gang i en vurdering foretaget af kreditvurderingsinstituttet Fitch.

Men nu er der omsider et lille lys i mørket. Hen over weekenden – og formentlig under pres fra treårsdagen for revolutionen – blev Ennahda og otte andre partier enige om at overlade magten til en teknokratregering. Den skal føre Tunesien frem til valg senest med udgangen af næste år og forhåbentlig give tuneserne nyt håb.

Som Houcine Abassi, generalsekretær i den tunesiske fagbevægelse, UGTT, der har været mægler i striden mellem islamisterne og de sekuære, udtrykker det: »Vort folk har ventet længe, men trods vanskeligheder og udfordringer (...) er dialogen ikke slået fejl.«