Trumpland: Bobby var klog, sjov og gik på universitetet - men et brækket ben blev skæbnesvangert

En epidemi raser i hjertet af USA. Den slog Bobby ihjel. På to år har den slået flere ihjel end krigen i Vietnam, og det øvrige USA ænser den ikke. Desperate tider kræver desperate midler.

Bobby Underwood fik smertestillende medicin for en benbrud og blev afhængig. Det ledte til narkomisbrug, som til sidst tog livet af ham. Fold sammen
Læs mere

Han drømte aldrig om at ende i sådan et job, og jobbet er da også drømmeforladt.

»Som dreng ville jeg være … mange ting, men ikke det her,« smiler Tyler Lucus. Han smyger sig ned i en hvid beskyttelsesdragt, det samme gør hans kollega, og de tager gasmasker på.

Lucus holder med begge hænder om sin Glock-pistol, kollegaen holder sin Glock i højre hånd, og med venstre hånd tager han i dørhåndtaget.

»Klar?«

»Klar,« svarer Lucus.

»Go!«

Han havde et af de lange navne, som amerikanske børn ofte får. Han hed John Robert Baylis II, og alle kaldte ham Bobby.

Bobby var klog, han var morsom, han var en god ven, han elskede at snowboarde og tegne, han kom fra en solid middelklasse, og han var netop begyndt på universitetet.

Få mennesker kunne have en baggrund længere væk fra heroin. Men ulykkeligvis var heroin ikke langt væk fra ham.

Janine Underwood - mor til John Robert Baylis II, der døde af en overdosis. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Heroin var sådan noget, som rockbands tog i 1970erne, og det føles ualmindelig langt væk fra det amerikanske hjerteland herude. Men hjerteland rimer på smerteland, for 137 amerikanere dør hver dag af en overdosis, en tredobling på 16 år, og de dør som træer i skoven. De falder usete om.

Og deri er der en historie om, hvorfor Donald Trump er blevet til Donald Trump.

De to mænd braser ind i huset og orienterer sig i det første rum, et køkken, som ikke har set en håndværker, siden brun laminat var det helt store.

»Clear,« råber Tyler Lucus og stormer ind i næste rum.

Kollegaen, Tyler Cox, følger efter, og de fortsætter gennem det afrakkede hus, som rummer en følelse værre end forfald – nemlig en følelse af, at fremtiden er død. Hvis man vælger at leve her, hvis man vælger at sove på en seng midt i en oversvømmet kælder og sparker vægge ind i desperation, så er man nået dertil i livet, hvor livet måles i korte intervaller af rus, og resten er livløst.

Foto: Søren Bidstrup.

Det er i de omgivelser, Tyler Lucus og Tyler Cox arbejder. De har et af de mest beskidte job i narkoepidemien, for de rydder op efter den. Når lejere har brugt et hus til narkoproduktion, er det ubeboeligt, og myndighederne truer med at rive det ned. Og så ringer ejerne til Hibbs Inspection, som er et af de få selskaber i området, som overhovedet vil gøre den slags, og Tyler og Tyler rykker ud ekviperet med industricontainere, gasmasker og skarpladte pistoler.

»Når vi står foran en dør, ved vi aldrig, hvad vi finder på den anden side,« siger Tyler Lucus. »Vi ved kun, at det sjældent er noget godt.«

»Min søn«

Janine Underwood har levet på den anden side af døren.

Vi møder hende på Bradley Free Clinic i Roanoke, en by i bjergene i Virginia. Hun er direktør for et center, som hjælper fattige med lægehjælp, og midt på hendes ryddelige skrivebord står et foto af en smilende ung mand. Hun griber ud efter det. »Det er Bobby,« siger hun. »Min søn.«

Bobby begyndte på universitetet i 2006, han fik gode karakterer, han havde gode venner, og i juleferien tog han med dem ud for at snowboarde. Han brækkede benet, og det blev skæbnesvangert. Ikke fordi lægen lagde benet i gips, men fordi lægen gav ham en 90-dages recept på den smertestillende medicin Oxycontin.

Foto: Søren Bidstrup.

Bobby fik humørsvingninger, og snart droppede han universitetet. Han flyttede hjem til sin mor, han blev taget for butikstyveri og anholdt, og Janine Underwood anede ikke, hvad der skete. Da han stjal hendes kreditkort, og da han begyndte at sælge hendes ejendele, fik hun en mistanke.

»Jeg vil aldrig glemme det øjeblik, hvor jeg fik vished for den. Jeg gik ind på hans værelse, og i hans skab fandt jeg kassen med alle hans ting fra barndommen. I kassen lå hans trøsteklud, som han havde pakket uden om en boks. Inde i boksen fandt jeg brugte kanyler.«

Bobby – hendes Bobby – var narkoman.

Hans historie er ikke undtagelsen, men reglen. Det er sådan, det begynder i fire ud af fem tilfælde – med Oxycontin og andre receptpligtige opioider, som er stærke smertestillende piller.

Som cheflægen ved universitetsskadestuen i Roanoke fortæller ved et offentligt krisemøde: »I 1990erne fik vi her i USA den idé, at vi ikke skulle tolerere smerte. Det var konsensus blandt læger og andre eksperter. Og vi begyndte at udskrive bl.a. Oxycontin mod selv simpel smerte,« siger John Bergen.

Amerikanske læger udskriver nu over 250 mio. recepter på opioider om året, en tredobling på 20 år, og resultatet er forudsigeligt. Almindelige amerikanere bliver stofafhængige, og når de ikke længere kan få fat i piller, ender de på heroin, som er styrtdykket i pris. Eller de ender på methamfetamin – også kaldet meth – som er endnu billigere end heroin.

2,5 mio. er nu afhængige af opioider eller heroin, en firdobling på 20 år, over en halv mio. er afhængige af meth, og alene misbruget af opioider har på to år slået flere amerikanere ihjel, end Vietnam-krigen gjorde på ti år.

Død

Det krævede en lægeordineret recept at gøre Bobby til narkoman. Efter 90 dage på Oxycontin skulle han have mere, og han endte også til sidst på heroin.

»Nat efter nat lå jeg søvnløs og ventede på et opkald. Det var en lettelse, da han kom i fængsel. Så var han i det mindste i sikkerhed,« siger Janine Underwood.

I fængslet blev han afvænnet, han lærte om elektronik, og da han kom ud i 2014, fik han job hos en lokal elektriker, og det gik godt. Klokken seks om morgenen stod han og fløjtede i køkkenet, mens han pakkede sin madpakke, og på arbejde blev han forfremmet, han fik mere i løn, han hjalp til derhjemme, og »han var den gamle Bobby igen«.

Det gik så godt, at Bobby var overbevist om, at han kunne begynde at se sine gamle venner fra miljøet igen, og det gik så godt, at det gik galt.

6. juni sidste år var Janine Underwood væk det meste af dagen og kom hjem sidst på eftermiddagen. Hun råbte hans navn, men Bobby svarede ikke. Hun gik op til hans værelse og bankede på, men Bobby svarede ikke. Hun åbnede døren, og han lå i en fastfrosset stilling på gulvet, hans hænder og fødder var blå, hun ruskede i ham, men Bobby reagerede ikke.

For John Robert Baylis II var død. Han blev 28 år.

Bimlende

Tyler Locus og Tyler Cox tager en vandpause. Beskyttelsesdragterne er som et lukket drivhus, og sveden hagler af dem.

De rydder op efter alle slags narkolaboratorier, men methamfetaminhusene - som her i dag - er de værste.

»Meth gør folk bimlende skøre. Når de er høje på meth, reagerer de med vild sex eller vold og splitter husene ad,« siger Tyler Cox.

Meth er nemt og billigt og ualmindelig giftigt at producere; i Missouri fandt politiet over en tiårig periode 12.354 methhuse, 125 ton affald og 59 ton giftigt affald, og der er mellem en halv og halvanden mio. methhuse i USA,.

Akkurat som med Oxycontin og heroin befinder de fleste misbrugere sig ude i det rurale USA, og narko er blevet den store omnipresente -  en nærmest gammeltestamentelig sot, som griber ud efter alle. »Jeg tror ikke, at der er en familie, som ikke på den ene eller anden måde har haft det inde på livet,« siger John Bergen.

Foto: Søren Bidstrup.

Og ingen i det øvrige USA kerer sig om det. Eller sådan føles det, som Janine Underwood siger. Hun stod alene alene med sin søn, som blev til en misbruger, som blev til en død misbruger. »Washington ligger kun et par timer væk, men det kunne lige så godt være en anden verden,« siger hun.

Hendes følelse af forladthed er historien inde i historien. For når en orkan rammer New York og lukker Fondsbørsen, står verden på den anden ende. Når Bobby eller en af de andre mænd og kvinder dør, falder endnu et træ uset i skoven.

Den slags kan få vælgere til at gribe efter, hvad John Bergen i en anden sammenhæng kalder »desperate midler i desperate tider.«

Og det er Trumpland.

Poul Høi er Berlingskes korrespondent i USA

Kort: Læs her de andre kapitler i serien om »Trumpland«

LÆS MERE