Guds folk har lært at elske Trump: »Jeg er ikke perfekt, men jeg vil kæmpe for jer«

Donald Trump har i hele sit liv gjort i sex og skandaler. Hvorfor er de højrereligiøse så alligevel vilde med ham? Fordi de har tabt den moralske kulturkamp - og er begyndt på en ny.

Teltvækkelse i Jane Lew. William Kerns holder aftensens prædiken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Hvor er Gud,« råber prædikanten uden sko. Han gentager sit spørgsmål, bare langsommere og endnu højere, og de tre énstavelsesord får pludselig to stavelser hver.

Der er tavshed i det gul-hvide telt, i tavsheden hersker et lydspor af fjerne oksefrøer og cikader, og uden for gnister ildfluer i mørket. Hvert sekund synes at vare et århundrede.

Prædikanten uden sko modulerer sin stemme, han sænker den og spørger for tredje gang og denne gang i en indtrængende tone:

»Hvor er Gud?«

Trumpland # 2 Sådan lærte Guds folk at elske Trump. Teltvækkelse i Jane Lew. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Jeg elsker jer«

Et par timer mod syd - og et par dage senere - har Donald Trump sit eget rendez-vous med den almægtige. Det er svimlende varmt i bal-salen på Roanoke Hotel, og i det skarpe projektørlys kan man se, at sveden driller hans make-up. Måske er det derfor han er irritabel. Han skælder på varmen, han skoser brandinspektøren, og han udskammer hotellet for manglende luftkøling, og pludselig spørger Trump de 1.300 mennesker i salen: »Hvor mange evangelikale er her?«

Han bruger det amerikanske ord for, hvad vi normalt kalder »højrereligiøse,« hundredvis af hænder ryger i vejret, og hundredvis af stemmer hujer.

»Jeg elsker de evangelikale,« siger han og udfordrer dem til også at elske ham.

»I er nødt til at stemme på mig. I stemte ikke i 2012, og det kostede. Denne gang er I nødt til at møde op (...) Jeg er ikke perfekt, men jeg vil kæmpe for jer.«

Moralsk til venstre

Trumpland # 2 Afsluttende fælles bøn til Trump vælgermøde i Roanoke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Mellem teltvækkelsen og Trump er historien om den højrereligiøse krise.

Problemet er ikke så meget, at de er blevet færre, men at de andre er blevet så mange. Og at de højrereligiøse derfor i kulturkampen går fra nederlag til nederlag og i de seneste år har haft en sæsonstatistik som AGFs. Eller som en af deres ledere, Albert Mohler, siger til NPR: »Vi er på den tabende side af en massiv samfundsforandring, som formentlig ikke vil blive ændre sig i vores livstid.«

Og Mohler har ret.

Gallup har siden 2001 foretaget en såkaldt moral-måling, og amerikanernes moral har i den grad ændret sig. Nu accepterer et stort flertal homoseksuel sex, homoseksuelle ægteskaber, sex uden for ægteskabet, børn uden for ægteskabet, skilsmisser, prævention og stamcelleforskning. Aldrig nogensinde har pornografi været så udbredt, et flertal støtter lovliggørelsen af marihuana, og gruppen af ikke-troende har siden 2001 været den hastigst voksende religiøse gruppe i USA.

Homoseksuelle kan nu gifte sig, transkønnede gør tjeneste i militæret, og 25 stater tillader marihuana til medicinsk brug, og fire stater tillader marihuana til privat brug.

Så Mohler har ret. De højrereligiøse har kongebrikken, et par bønder  og et truet tårn tilbage, og modparten har allerede flere gange sat dem skak. Spillet om moralen er forbi.

Vækkelse

Trumpland # 2 Sådan lærte Guds folk at elske Trump. Teltvækkelse i Jane Lew. Fælles bøn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

William Kerns forsøger at forstå, hvad der er sket.

Han arbejder til dagligt i fryserummet på et slagteri, han skubber kød frem og tilbage i en kulde, som er ved at knække hans helbred, og han håber snart, at »Gud vil kalde ham til en fuldtidsstilling som pastor.« Om aftenen og i weekenderne tager han ud for at prædike det gode ord, som her i aften i det gul-hvide telt i Jane Lew i West Virginia.

Alle kirkerne i byen har indbudt til aftener, hvor de - som en af initiativtagerne siger - »håber, at Helligånden vil gribe fat i folk og vække dem.«

»Jeg ved ikke, hvad vi snart ellers skal gøre,« siger Kathy Ellis. »Det bliver sværere og sværere at ruske op i dem.«

Det er ikke hendes skyld. Hun står på scenen sammen med sin musikalske partner, hun spiller bas, hun synger, hun deler vandflasker ud, hun krammer, dirigerer en ældre dame ned til et tørkloset, og hun fortæller om, hvordan Gud har helbredt hende for gluten-allergi og fibromyalgi.

Hun beder til, at Helligånden vil løfte Guds børn i aften, og vi står med hinanden i hænderne i en oval med en mådeholden omkreds. Vi er alle hvide, urytmiske og tavse, de fleste er ældre og kirkevante, og hvis Helligånden er her, er han ankommet i strømpesokker.

Akkurat som William Kerns. Han tager skoene af, inden han går op foran forsamlingen - »for jeg vil gerne have, at vi føler os hjemme,« siger han - og så begynder han på en opremsning af tidens usædelighed, for det er for ham indbegrebet af kristelighed. Han taler om abort, om pornografi, om skilsmisser og børn født uden for ægteskabet, og for hvert emne råber han »og jeg kan blive ved. Jeg kan blive ved indtil midnat.«

»Da jeg var ung - hvis vi så to mænd kysse hinanden, ville vi sige, at de var syge. Vi ville sige, at de skulle have hjælp og helbredes. I dag siger vi, at de er normale.«

»Og jeg kan blive ved.«

»Vi er så arrogante, at vi tror, at vi kan klare os uden Gud. Tag en politiker som Donald Trump. Han siger, at han vil gøre det her land stort igen. Han siger, at han vil gøre det her land stærkt igen. Jeg siger, at han hverken kan gøre det stort eller stærkt, hvis han ikke bøjer sig for Gud og bekender sine synder og beder om syndsforladelse.«

Og William Kerns kan blive ved.

Færdig

Trumpland # 2 Sådan lærte Guds folk at elske Trump. Teltvækkelse i Jane Lew. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Men Donald Trump hører ham ikke.

For hvorfor skulle han? Trump er gift for tredje gang, han har excelleret i utroskab og skandaler, han har tjent sine penge på kasinoer og aldrig bedt Gud om forladelse, fortæller han selv, og når han forsøger at citere Biblen, får han altid byttet om på fisk og brød. Og alligevel - alligevel elsker de højrereligiøse ham. I primærvalg efter primærvalg, stat efter stat, har de foretrukket ham frem for én af deres egne, den højrereligiøse senator Ted Cruz. Så hvorfor skulle Trump lefle for dem og love dem et himmerrige af herligheder, når de alligevel stemmer på ham - når målinger viser, at 94 pct. af dem foretrækker ham frem for rivalen, Hillary Clinton?

Derfor tillader han sig den nonchalante appel til dem her på Hotel Roanoke. Han lover dem ikke noget og siger bare: »Mød op og stem på mig!« Sammenlign det med George W. Bush, som uafbrudt talte om Jesus som sin frelser og brugte en højrereligiøs fraseologi til at forklare sin embedsførelse. Bush gjorde det, fordi han var højrereligiøs, men også fordi de højrereligiøse udgjorde 36 pct. af hans samlede stemmetal, og han skyldte dem sit embede, følte han.

Så hvorfor tør Trump behandle dem og deres moralske kulturkamp så overfladisk?

Professor Stephen Prothero har en overbevisende forklaring i sin nye bog, »Why Liberals Win the Culture Wars.« Der har altid været kulturkampe i USA, og den har handlet om hvem, der var rigtige amerikanere. I 1920erne var det irske immigranter, som var u-amerikanske, i 1950erne var det venstreorienterede, i 1960 var det John F. Kennedy, fordi han var katolik. Det var først i 1970erne, at kulturkampen flyttede ind i soveværelset og kom til at handle om usædelighed og moral, og den kamp er nu slut - og tabt, som Albert Mohler udtrykker det.

Trump har nu flyttet kulturkampen tilbage, hvor den kom fra - det handler ikke længere om sædelighed og moral, men om hvem, der er rigtige amerikanere. De højrereligiøse masser er flyttet med ham, og tilbage er kun de prædikanter, som i mere end én forstand taler for tomme telte.

William Kerns siger, at han kan blive ved - men i virkeligheden er han færdig.

LÆS MERE