På rejse i Trumpland: Den hvide mands sidste gisp

Det hvide Amerika kæmper for sin relevans i et regnbuefarvet samfund. Donald Trump siger, at han »vil gøre Amerika stort igen«. Men hans støttere håber, at han også vil gøre Amerika hvidt igen. »Det er den sidste chance.«

Foto: Søren Bidstrup

Trumpland: 1. kapitel: Lacy Workman er sit efternavn. Han er en mand, som arbejder. En arbejdsmand. I ti år tog han sin kedeldragt på, pakkede sin madpakke og kørte ud til kulminen.

Han stod ved siden af et bånd, som transporterede kul op fra dybderne, og hans opgave var at samle det kul op, som faldt ved siden af båndet. Dag ud og dag ind, han holdt sit bånd rent, han holdt akkorden og forsinkede ikke båndet, og »en inspektør fortalte mig engang, at jeg havde det reneste bånd i hele West Virginia«, husker han.

Han skovlede titusinder ton kul, og han var aldrig i tvivl om, at han var sit efternavn. Han var en arbejdsmand, og han var heller ikke i tvivl om, at han som arbejdsmand var demokrat.

»Selvfølgelig stemte jeg på Demokraterne. Det gjorde vi allesammen. De var den lille mands parti. De var vores parti,« siger han. Men så skete der noget.

Barack Obama blev præsident, kulmineindustrien ramte en åre af hårde tider, og i foråret 2011 dukkede en forretningsmand og reality-stjerne op på den politiske arena. Hans navn var Donald Trump, og han markedsførte sig som indbegrebet af det modsatte af Obama.

»Der var mange ting, som jeg ikke kunne få til at hænge sammen,« fortæller Lacy Workman. »Men så kom Trump – og pludselig faldt det hele på plads.«

Trumpland er ikke et land, men en identitet, som tæller over 40 pct. af amerikanerne. De siger i meningsmålingerne, at de vil stemme på Donald Trump ved præsidentvalget.

Trumpland strækker sig uden om de fleste storbyer og forstæder og griber de dele af landet, hvor man beder om god høst og bedre mobildækning. Det er de steder, hvor der er flere våbenhandlere end juicepressere, det er kulminebyerne i West Virginia, pensionistenklaverne i Florida, baptistdistrikterne i Texas. Her kan man stadig besøge det meste af sin familie på en kvart tank benzin, og en tilbagevendende sætning i en samtale lyder »jeg er også begyndt at låse døren om natten«.

Det er Trumpland.

Men hvor kommer Trumpland fra?

Donald Trump er en unik kandidat, i amerikansk historie har der ikke været en anden som ham, og han må komme ud af en særlig situation – akkurat som Barack Obama gjorde det. I Obamas tilfælde er forklaringen forholdsvis ligefrem. Med to uendelig krige og en udmarvende finanskrise valgte amerikanerne en uprøvet sort senator, som uafbrudt talte om »change« og »hope« – om forandring og håb. Det var de omstændigheder, som valgte Barack Obama.

"Trumpland" "Hvide vælgere" til valgmøde med Donald Trump i Winston-­Salem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Men hvilke omstændigheder har gjort Donald Trump til præsidentkandidat?

Svaret ligger i første omgang hos de vælgere i det parti, som har opstillet ham, og det skorter ikke på forklaringer. Eksperter peger bl.a. på, at Trump appellerer til republikanere med kort uddannelse fra de lavere socialgrupper, overvejende ældre, mænd og våbenejere, og det er ikke nødvendigvis forkert, men det er sådan en socioøkonomisk forklaring, som helt undgår at fange det enestående i Trumps kandidatur.

Der er mere i det, og måske giver det os et svar, hvis vi et øjeblik betragter Trumps støttere. Hvis vi – som Berlingske gjorde ved et halmøde – kravler op på de øverste bænkerækker og spejder ud over de tusinder og tusinder af mennesker på tribunerne og gulvet. De varierer i højde og drøjde, i alder og køn, tøj og frisure, men de er hvide.

Det er det urdefinerende træk ved Trumpland. Det er hvidt.

Vi sidder i en plasticbås på en Kentucky Fried Chicken i Welch i West Virginia. Lacy Workman er en kæmpe af en mand, en bryder og vægtløfter, som virker, som om han kunne tage hele restauranten på ryggen og gå hjem med den. Han har bestilt et Big Box Meal, som står foran ham og bliver stående og bliver kold, fordi han er ved at tale sig varm om den oplevelse, som vi i religiøs litteratur ville kalde en åbenbaring:

I april 2011 tændte han for sit fjernsyn, og han så Donald Trump, og han så ham gå til præsident Obama, som ingen tidligere var gået til Obama, og han så lyset.

"Trumpland" Lacy Workman og hans kone Angela og deres hund Riley Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

For han og hans arbejdskolleger havde taget fejl. Det amerikanske samfund var ikke et samfund af små mod store, og »de andre« var ikke de rige. Arbejdsmanden havde i virkeligheden mere til fælles med milliardæren end med sit eget partis præsident, som ellers hævdede at kæmpe for de små. For arbejdsmanden og millirdæren havde en identitet til fælles.

»I det øjeblik dæmrede det for mig,« siger Lacy Workman. »Jeg er hvid, jeg er kristen, jeg er en amerikansk patriot, og jeg er en mand, som er stolt af at være mand. Obama er ingen af delene. Jeg havde intet til fælles med ham. Tværtimod. Det indså jeg.«

Lacy Workman skiftede parti og flyttede til Trumpland.

Han er ikke den eneste, som bruger det argument, som forskere kalder »hvid identitetspolitik«.

På vores rejse gennem Trumpland hører vi det igen og igen, somme tider som et kampråb og med udråbstegn, andre gange som en slowcooker af forbitrelse, men altid med den samme klangbund: At i Obama-årene er der sket et politisk, økonomisk, socialt, et altomfattende skred til ulempe for de hvide og til fordel for alle andre.

For nogle er det racistisk overhovedet at tale om »hvid identitetspolitik«, og der er utvivlsomt i Trumpland hvide racister, som ikke taler om andet. De tilhører f.eks. den såkaldte alternative right-bevægelse – eller alt-right – eller de er samlet om paranoikeren Alex Jones og hans konspiratoriske website Inforwars (se sidebar, red.).

Men deres ofte larmende tilstedeværelse i Trumpland udvisker ikke selve tilstedeværelsen af Trumpland – eller sagt på en anden måde: Vi kan godt skære alle trumpister over en kam og erklære »hvid identitetspolitik« for umanerlig racisme, men det får ikke kendsgerningerne og problemet inde i kendsgerningerne til at gå væk.

Og problemet er, at en stor klasse af amerikanere er i krise, som forfatteren J. D. Vance skriver i sommerens overraskende bestseller »Hillbilly Elegy«. Vance er vokset op i Trumpland i Appalacher-bjergene i Kentucky og Ohio, og han er stadig – skriver han – en hillbilly, en knold, en outsider i det store buldrende og globale samfund.

»Jeg er en hillbilly, og det samme er en stor del af den hvide amerikanske arbejderklasse. Og vi hillbillies – vi har det ikke ret godt.«

Vance har ret. Et stort segment af hvide amerikanere har det ikke ret godt. Seniorøkonom Carol Graham forsker i amerikanernes lykkefølelse, og hun har dokumenteret, at de ulykkeligste mennesker i USA er fattige hvide og hvide i den lavere middelklasse. Latinoer og sorte er fattigere, men de hvide er de ulykkeligste. En fattig sort er f.eks. tre gange så håbefuld for fremtiden som en ditto hvid, en fattig latino er halvanden gange så håbefuld, og hvis vi ser på stress som et udtryk for velbefindende, så er fattige sorte og latinoer kun halvt så stressede som hvide, skriver Graham i sin nye rapport »Unhappiness in America«.

»De mest desperate grupper er ikke de grupper, som traditionelt er blevet diskrimineret imod, sorte og latinoer. Det er derimod fattige og nær-fattige hvide,« konkluderer hun.

"Trumpland" Collage - fra West Virginia til førte historie - 1. Den hvide vrede. Den lukkede Walmart i Welsh. Slyng planter har helt overtaget forladt hus. Der er ikke langt mellem våben butikkerne i West Virginia. Road kill. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvorfor?

Hvis vi kører en tur gennem Lacy Workmans hjemby, Welch, er det ikke så mærkeligt. Byen er 85 pct. hvid, og den eneste væktsindustri er nedrivningen af forladte og sammensunkne huse. På et halvt århundrede er indbyggertallet faldet til en tredjedel – her bor under 2.000 mennesker – og tidligere på året lukkede byens Wal-Mart, og den ligger nu som en tom og afrakket skal ved indkørslen til Welch.

»Økonomien er sort,« siger ejeren af byens Kentucky Fried Chicken, Mike Lushbaugh, til os.

»Først røg kulminerne, så Wal-Mart med 150 arbejdspladser. Det gør virkeligt ondt. Det er ,som om alle ulykker i det amerikanske samfund bliver dumpet på os.«

Men sorte byer og latino-byer kan også være brutale i deres fattigdom og mangler – så hvorfor rammer håbløsheden så meget hårdere her?

De mest overbevisende forklaringer har noget med trender at gøre. Fattige sorte og latinoer er på vej – det bliver bedre. I 1970erne tjente en sort amerikaner f.eks. mellem 60 og 70 pct. af, hvad en hvid amerikaner tjente. I dag er tallet 75 pct. Og sorte haler også ind på hvide i gennemsnitslevetid. En sort lever nu i gennemsnit tre år kortere end en hvid, og det er den mindste forskel i amerikansk historie, forklarer Graham. Hvis to generationer af sorte taler sammen, vil den yngre generation have noget at have sin optimisme i.

Med hvide er det lige modsat, som sociologen Andrew Cherlin har beskrevet i New York Times. Den aldrende far vil kunne sige til sin midaldrende søn »vi havde det bedre end jer«, og han vil have ret. Når amerikanerne bliver bedt om at sammenligne deres levevilkår med deres forældres, siger knap 70 pct. af sorte og latinoer, at de har det bedre; for hvide er tallet kun 47 pct.

Det kan ses i statistikken over overdødelighed. Ulykkelige mennesker dør tidligere, og en nylig analyse fra nobelpristageren Angus Deaton er sørgelig læsning. Han studerede dødsraten for midaldrende amerikanere med 12 års skolegang eller mindre, han udpindede raten for hvide, latinoer og sorte, og han sammenlignede med andre rige vestlige lande. Og over hele linjen var dødsraten siden 1990 faldet. Eneste undtagelse var hvide, midaldrende amerikanere med kort uddannelse. Her var dødsraten steget.

Og årsagerne til den store overdødelighed blandt midaldrende hvide er illuminerende. De dør af skrumpelever, af nyre- og leverforgiftning, af overdoser af narko og piller og af selvmord.

Den slags er uden et moderne sammenligningsgrundlag, og vi skal tilbage til AIDS-epidemien i 1980erne for at finde noget, der bare ligner, fastslår Deaton.

Det er Trumpland.

Lacy Workman rokker fra den ene til den anden side, plasticbåsen knirker faretruende, og han tager sin tid til at svare. Men det er også et temmeligt omfattende spørgsmål at blive stillet over friteret kylling, kartoffelmos og brun sovs: Tror du på fremtiden?

»Jeg tror på den amerikanske drøm. Jeg tror på, at hvis man arbejder hårdt nok, så kan man opnå hvad som helst i Amerika. Men der er så meget, der er forkert i dag,« siger han og peger ud på verden på anden anden side vinduet.

»Da jeg arbejdede i minerne, kunne jeg tjene 32 dollar i timen. Jeg kan huske min første dag på arbejdet, og min formand sagde: »Hvor ellers kan en mand tjene en mio. dollar på ti år?« Men minen lukkede for et par år siden, nogle af mine kolleger flyttede til en anden stat, nogle fik et job til mindsteløn – det er 8,75 dollar – og nogle er bare gået til grunde.«

Selv fik Workman et job som lastbilchauffør, og han kørte i to år, »indtil en anden chauffør kørte over for fuldt stop og rev forenden af min lastbil«. Den anden chauffør døde, og Workman er sygemeldt og under genoptræning i ryg og ben. Det betyder omvendt, at han for alvor har fået tid til politik og til at tænke over, hvorfor de amerikanske hillbillies »ikke har det ret godt« for at bruge Vances formulering.

"Trumpland" Mike Lushbaugh ejer en Kentucky Fried Chicken i Welch, West Virginia på sin Kawasaki Vulcane Classic. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Workman trawler internettet for svar, og han skriver en blog, som prydes af et muskelsvulmende billede af ham selv i vægtløfter-tricot og med et Trump-skilt foran sig. På bloggen har Workman ikke meget godt at sige om præsident Bush og de andre »golfklubsrepublikanerne«. De var »uduelige« og »opførte sig, som om, de var født til magt«, og han er rasende over krigen i Irak, som var helt unødvendig, og som »Bush og hans folk kiksede totalt«.

Men han er mest kritisk over for præsident Obama, og han tror på, at Obama i virkeligheden er en femtekolonne. Det er den eneste forklaring, han kan finde.

»Han har gjort så meget for andre lande, for kvinder, for muslimer, for ulovlige immigranter, for homoseksuelle, for sorte – og ingenting for os andre. Det er, som om han bevidst har forsøgt at svække rygradden i Amerika.«

Lacy Workman ser sig selv som et offer for de nye tider. Ikke kun fordi mineindustrien er gået til grunde i Obama-årene, og han har mistet sit job, men også fordi han mistede sine børn. »Jeg skulle skilles, og jeg protesterede mod, at min kone fik børnene – for hendes nye kæreste havde en dom. Men jeg havde ingen rettigheder under sagen. Faderen har ingen rettigheder i dag.«

Mike Lushbaugh ser den samme skævvridning til fordel for alle andre end hvide.

»I Obama-årene har sorte og latinoer og ulovlige immigranter fået al den hjælp, som de kunne få. De kan leve fedt af bistandshjælp. Men vi andre må klare os selv.«

»Det er et helt bevidst forsøg fra Obamas side på at gøre Amerika til noget andet, end Amerika i virkeligheden er.«

Og hvad er Amerika i virkeligheden?

»Hvidt og kristent. Det er Amerika. I dag lærer børnene ingen historie eller kristendom i skolen, men hvis de gjorde, ville de lære, at USA altid har været hvidt og kristent,« siger Workman.

»Det er, hvad vi skal tilbage til, og det er, hvad Trump vil.«

Det er de strømme, som ud af historiens virvar af strømme møder hinanden i 2016:

Den ene strøm er, at hvide med lave indtægter og korte uddannelser er i krise, og den anden er, at krisen finder sted, mens Barack Obama er USAs første sorte præsident.

At to begivenheder finder sted samtidig, betyder ikke, at den ene forårsagede den anden, eller at de overhovedet hænger sammen, men sådan ser det ud i Trumpland:

En sort præsident fører til hvid ulykke og til en ulykkelig hvid overdødelighed.

En måling i Washington Post illustrerer den pågældende årsagssammenhæng. I målingen blev amerikanerne spurgt om diskrimination – om sorte og latinoer blev diskrimineret imod til fordel for hvide eller omvendt. Et overtal af alle amerikanere sagde, at sorte og latinoer blev diskrimineret, og at de hvide løb med kagen. Men blandt Trumps vælgere var tallene omvendt. 54 pct. af dem sagde, at hvide »blev tabere på grund af en præference for sorte og latinoer«, som det hed. Det er idéen om, at præsident Obama bevidst diskriminerer mod hvide, og det er, hvad beboerne i Trumpland gør oprør imod.

Det er i bedste fald ubevidst, at præsident Obama har ført en politik rettet mod fattige hvide med en kort uddannelse, og der er da også en anden og mere plausibel forklaring på forurettelsen – og den handler om en episk magtforskydning i det amerikanske samfund.

Barack Obama er to gange blevet valgt som præsident med, hvad der i amerikansk politik nu går under navnet »Obama-flertallet« – et flertal bestående af sorte, latinoer, asiater, kvinder, veluddannede, unge, homoseksuelle og et mindretal af hvide. I 2008 fik Obama 43 pct. af de hvide stemmer, i 2012 fik han blot 39 pct., og han vandt alligevel.

Hvide vælgere var ikke længere kongemagere, og som en republikansk valgstrateg for nylig skrev: »I 1980 vandt Ronald Reagan 56 pct. af de hvide vælgere, og han vandt en jordskredssejr. I 2012 vandt Mitt Romney 59 pct. af de hvide vælgere, og han tabte.« For republikanerne er der simpelthen ikke længere hvide vælgere nok til at vinde, skrev han.

Det vender op og ned på alting, som kommentatoren Jamelle Bouie skriver hos webmediet Slate. De hvide vælgere kunne vælge Ronald Reagan, George Bush og hans søn, George W. Bush, men de hvide vælgere kunne ikke forhindre valget af Barack Obama.

»Obama lovede forandring, men for mange hvide vælgere blev det en omvæltning.«

"Trumpland" Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Årsagen er ikke magi, men demografi. Hvide bliver en mindre og mindre andel af de amerikanske vælgere; ifølge Pew Research var 78 pct. af vælgerne i 2000 hvide, i 2008 var tallet 73 pct., og i år ventes blot 69 pct. af vælgerne at være hvide. Sådan fortsætter det.

Hvis vi alene ser på skolebørn, vil hvide allerede i 2020 være i mindretal, og i 2045 vil hvide være i mindretal i hele befolkningen, oplyser de amerikanske folketællere hos U.S. Census.

For hvide globalister er sådan en udvikling underordnet, men for hvide nationalister er den ikke. For hvide nationalister optrevler den tilværelsens sammenvævning, samfundets naturlige og historiske tilstand, og det er de omstændigheder, der har gjort Donald Trumps unikke kandidatur muligt. Han er den hvide mobiliserings mand, det sidste gisp efter relevans for et stort segment af vælgerne, og som han selv sagde til sine tilhængere ved et vælgermøde i Winston-Salem i North Carolina: »Jeg er jeres sidste chance.«

Dét er hvid identitetspolitik, og derfor er det ikke så overraskende, at hans tilhængere jubler, når en opvarmningstaler ved mødet kører sin arm i en halvcirkel ud over forsamlingen og siger: »Se her – det her er det rigtige Amerika.«

Og en anden opvarmningstaler til ditto jubel siger: »Obama er racist. Han opdeler os efter hudfarve ... Han får os til at hade hinanden endnu mere.«

Blot 47 pct. af indbyggerne i Winston-Salem er hvide, men tæt på 100 pct. af de fremmødte ved Trumps vælgermøde er hvide.

Sådan vil det også gå på valgdagen, hvis man skal tro en fremregning fra Pew Research. Med de nuværende opinionstal vil Donald Trump få 50 mio. stemmer og over 45 mio. af dem vil være hvide. Det gør i mere end en forstand hans kampagne til den hvideste i nyere tid, og det er umuligt at forklare tilstedeværelsen af Trumpland uden at pege på netop tilstedeværelsen af den kvalitet i det imaginære land mellem de to kyster:

At det er en hvid kampagne, og at Trumps slogan om »at gøre Amerika stort igen« for så mange af hans tilhængere betyder at gøre Amerika hvidt igen.

Kort: Læs her de andre kapitler i serien »Trumpland«

LÆS MERE