Tre lande kan blive rystet grundigt, hvis deres leder får en EU-toppost

EUs stats- og regeringsledere mødes i disse dage på et topmøde for at beslutte, hvem der skal lede EU de næste fem år. I tre europæiske lande kan det have store konsekvenser, hvis en af deres ledere bliver udpeget som den heldige. Se hvilke her.

EU-JOBS/TUSK
Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, spejder blandt andet efter sin afløser til formandsstolen. Polakken kommer til at spille en afgørende rolle, når EUs stats- og regeringschefer skal fordele topposterne. Men han er også et eksempel på, hvordan en EU-post kan vende op og ned på national politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: KACPER PEMPEL / Reuters / scanpix

»Det minder mig om »Døde poeters klub« eller kongelige bryllupper.« Sådan sagde en anonym europæisk minister til avisen Politico onsdag om spillet om EU-topposterne.

Siden 1985, hvor stats- og regeringscheferne for første gang udnævnte den franske finansminister Jacques Delors som Kommissionsformand, har de konsekvent foretrukket én af deres kolleger som leder af Kommissionen og Det Europæiske Råd.

Men udpegelsen af en deres egne har også en pris. Ofte udløser det nemlig kaos og krise, når en stats- og regeringschef pludselig må gå af for at påtage sig chefjobbet i Bruxelles. I nat vil der kunne blive vendt op og ned på indenrigspolitikken i tre lande, hvis regeringschefen pludselig under topmøde-middagen rækker fingeren op. Men sporene fra 2014 skræmmer.

Magttomrum hos Polens liberale

I 2014 tøvede Polens premierminister Donald Tusk meget længe med at melde sig ind i kampen om at blive ny formand Det Europæiske Råd. Det skyldtes i høj grad, at han ikke havde en afløser klar i sit eget parti i Polen, Borgerplatformen (PO).

Tusk lod sig alligevel presse, hvilket i sidste instans gjorde det umuligt for Helle Thorning-Schmidt at få posten som formand for Det Europæiske Råd. Siden tabte Tusk’ parti først præsidentvalget i maj 2015 og efterfølgende parlamentsvalget i september 2015.

Polens stærke mand siden Tusk’ exit har været formanden for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), Jaroslaw Kaczyński. Ganske symptomatisk spekuleres der i Warszawa kraftigt i, om Tusk efter sine år i Bruxelles nu vil vende tilbage til Polen for at stille op til præsidentvalget i 2020.

Hvis kansler Angela Merkel vil til Bruxelles, kan det kaste hendes land og parti ud i en krise. Arvefølgen efter hende er langt fra klar. Fold sammen
Læs mere
Foto: FILIP SINGER / EPA / scanpix.

Fuldtonet krise i Tyskland

I sidste uge udtalte Frankrigs præsident Emmanuel Macron, at han ville støtte kansler Merkel, hvis hun ville have en af topposterne.

I Tyskland blev nyheden ikke alene tolket som et fransk forsøg på at rydde den tyske konservative spidskandidat, Manfred Weber, endegyldigt af vejen. Flere peger også på, at Tyskland ville ryge ud i en fuldtonet politisk krise, hvis Merkel siger »auf Wiedersehen.«

I Tyskland vælges forbundskansleren direkte af forbundagen. Her og nu er der imidlertid ikke nogen anden kandidat end Merkel, der kan samle et flertal. Regeringspartneren SPD står uden formand og kan næppe blive enige om at gå ind i, hvad der dybest set ville være en ny stor koalition. Tilsvarende vil De Grønne, der stormer frem i målingerne, foretrække et hurtigt nyvalg, så de kan omsætte fremgangen i mandater og måske sågar kanslerposten.

Der har ikke været plads til mange smil for den nye CDU-formand, Annegret Kramp- Karrenbauer, på det seneste. Forleden mødte hun dog Ukraines nye præsident, Volodimir Zelensky, hvilket fik smilet frem. Ellers har den primært stået på krisemøder og tilbagegang i målingerne. Flere i partiet tvivler på, at hun er den rette til at afløse Merkel. Fold sammen
Læs mere
Foto: HAYOUNG JEON / EPA / scanpix.

Hvad værre er for Merkel, er, at hendes mulige exit også vil udløse kaosagtige tilstande i hendes parti, CDU. Efter tilbagegangen ved valget til Europa-Parlamentet og en række uheldige sager er CDU gået så meget tilbage i målingerne, at mange er begyndt at tvivle på, at den nye CDU-formand, Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK), er den rette afløser for Merkel.

Onsdag aften gav den tidligere gruppeformand Friedrich Merz, der tabte formandsopgøret til AKK i december 2018, udtryk for, at han ikke helt har opgivet kampen om at blive partiets kanslerkandidat.

Selvom en del i Europa måske håber på, at Merkel vil række hånden op, kan prisen blive en langvarig regeringskrise og sandsynligvis også nyvalg i EUs største land.

Limen i Holland

Ud over Merkel er en af de mest erfarne premierministre i EU-kredsen den liberale Mark Rutte fra Holland, der har ledet landet siden 2010. Han har således også erfaring fra stribevis af europæiske kriser og har været med til at løse dem. Derfor har han længe været et varmt navn på rygtebørsen til at overtage efter Donald Tusk som formand for Det Europæiske Råd.

Samtidig er det blevet lagt mærke til, at han ved enhver given lejlighed de seneste måneder har holdt lange møder med den magtfulde franske præsident Emmanuel Macron såvel som deltaget i en stribe længere interview i internationale medier, hvor han har påtaget sig at udlægge europæisk politik.

Kort før denne uges topmøde gav han blandt andet et længere interview med den britiske public service-TV-station BBC, hvor han sagde, at Storbritannien efter Brexit og uden for EU ikke ville være »stor nok« til at spille en rolle på verdensscenen. Han sagde også, at EU ikke vil være villig til at genforhandle en skilsmisseaftale til efteråret.

Men Rutte risikerer også at sætte store bevægelser i gang i Holland, hvis han flytter fast til Bruxelles. Hans kludetæpperegering, der består af fire meget forskellige partier var svær at samle tilbage i 2017 og har kun ét mandats majoritet i parlamentets underhus, tweete Kamer.

Samtidig måtte Rutte se sit flertal i overhuset, Eerste Kamer, forsvinde tidligere i år, da den EU-skeptiske og indvandrerkritiske højrefløjspolitiker Thierry Baudets Forum voor Democratie strøg ind og snuppede massevis af sæder.

Rutte regnes for limen, der holder regeringens meget forskellige partier sammen, og dermed kan den allerede skrøbelige alliance gå i opløsning, hvis han skulle forlade landet og regeringen. Det er nemlig langt fra sikkert, de tre andre regeringspartier i givet fald vil bakke op om Ruttes afløser.

Direkte adspurgt har Rutte imidlertid gang på gang afvist, at han skulle være kandidat til en toppost. Til Berlingske sagde han for eksempel i marts:

»Nej, nej, nej, jeg bliver i Holland. Jeg har allerede en toppost, jeg er premierminister for Holland,« sagde han og tilføjede, at han »elskede det«.

Et belgisk kompromis

I endnu et nordvesteuropæisk land kan topposterne sætte gang i store bevægelser, hvis den fungerende premierminister for landet, Charles Michel, skulle få en toppost. Den liberale Michel fra Belgien er stadig oftere blevet nævnt som uofficiel kandidat til en ny formand for Det Europæiske Råd, efter hans regering kollapsede kort før jul, selv om han selv afviser at være kandidat.

Ved det efterfølgende valg, der fandt sted samtidig med europaparlamenstvalget sidst i maj, tabte hans parti MR stort. Samtidig bevægende de to store regioner sig tilsyneladende endnu mere i hver sin retning.

Men partiet Vlaams Belang på den ydre højrefløj i Flandern fik et kanonvalg, gik det grønne parti Ecolo stærkt frem i Vallonien, i begge regioner på bekostning af de traditionelle partier.

Det er ikke lykkedes at danne en ny regering her en måned efter. Det anses dog ikke som lang tid i et land, der for snart ti år siden var 541 dage om at forhandle en regering på plads.

Faktisk kan det ende med at løse nogle knuder for Belgien, hvis Charles Michel skulle få en toppost, mener professor ved statskundskab på Université libre de Bruxelles, Dave Sinardet.

»Det ville faktisk gøre koalitionsdannelsen lettere efter min mening. For socialisterne kunne også godt være interesseret i et job – fx en kommissionspost. Dermed kunne en aftale om de to poster bane vejen for en regeringsdannelse mellem de to partier, der ellers i øjeblikket står meget stille,« siger han til Berlingske.