Sydafrikas ekspræsident Zuma er vågnet op i fængsel i mineby

Mange sydafrikanere mener, at fængsling af Jacob Zuma vil styrke retssikkerheden i landet.

Zuma har henvist til sit skrantende helbred som årsag til, at afsoningen burde genovervejes. (Arkivfoto). Emmanuel Croset/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter dage med drama og uvished er Sydafrikas ekspræsident Jacob Zuma torsdag vågnet op i fængsel, efter at han natten til torsdag meldte sig selv til politiet.

Dermed har han brugt sin første nat i fængsel som del afsoningen af en fængselsstraf på 15 måneder.

Zuma blev idømt fængselsstraffen ved landets højesteret tirsdag i sidste uge. Men indledningsvis nægtede han at melde sig selv, som han fik besked på det.

Zuma Foundation, som repræsenterer den tidligere præsident, fordømte dommen. Men sent onsdag aften fik tonen en anden lyd.

Politiet havde fået besked på at anholde Zuma, hvis han ikke meldte sig selv.

»Præsident Zuma har besluttet at overholde fængselsordren. Han er på vej til at melde sig selv,« skrev Zuma Foundation på Twitter.

Zumas nat i fængsel markerer første gang, at en tidligere sydafrikansk præsident er fængslet efter apartheidstyret.

Zuma er kendt skyldig i foragt for retten, efter at han tidligere i år ikke mødte op i retten i forbindelse med en korruptionssag imod ham.

Ekspræsidenten meldte sig selv ved et nyligt renoveret fængsel i den lille mineby Estcourt i provinsen KwaZulu-Natal, hvor han kommer fra.

Sydafrikas justitsminister, Ronald Lamola, oplyser, at Zuma kan blive prøveløsladt, når han har afsonet fire måneder af dommen.

Mange sydafrikanere ser fængslingen af Zuma som et monumentalt øjeblik for landet. De mener, at det vil styrke retssikkerheden.

Tidligere korruptionsbekæmper og eksombudsmand Thuli Madonsela er lykkelig over udfaldet. Hun kalder det »en fantastisk dag, som viser at retsprincipperne vinder«.

Hvis ikke Zuma var røget i fængsel, ville det omvendt »have sendt chokbølger gennem systemet«, sagde hun på tv torsdag.

Det er anden gang, at Zuma ryger i fængsel. Han var ti år i fængsel for sin rolle i den væbnede kamp imod apartheidstyret.

Zuma har henvist til sit skrantende helbred som årsag til, at afsoningen burde genovervejes.

/ritzau/AFP