Sveriges forsvarsminister går af efter våbenskandale

Den betændte sag om svenskernes våbensamarbejde med Saudi-Arabien får Sten Tolgfors til at træde tilbage.

Sveriges forsvarsminister Sten Tolgfors (tv.) - her sammen med statsminister Fredrik Reinfeldt - har taget sin afsked, efter en våbenskandale. Fold sammen
Læs mere
Foto: FREDRIK SANDBERG
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Afsløringer om våbensagen kom frem for nogle uger siden, hvor svensk radio afslørede, at Totalförsvarets forskningsinstitut, FOUI, i største hemmelighed har hjulpet saudierne i opbygningen af en avanceret våbenfabrik. Det kontroversielle våbensamarbejde med en diktaturstat har skabt splittelse i den svenske regering.

Det ligger klart, at personer i Tolgfors’ eget departement var indforstået med projektet, men det er uklart, hvor meget forsvarsministeren har været involveret i sagen, skriver de svenske medier.

På en pressekonference, som Sten Tolgfors holdt torsdag formiddag sammen med statsminister Frederik Reinfeldt, ville han ikke uddybe den betændte sag yderligere, men gav mere menneskelige grunde til sin tilbagetrækning:

- Jeg har ikke længere den glæde og energi, som jobbet kræver, og de sidste ugers medieopmærksomhed har været dråben, der fik bægeret til at flyde over, sagde Tolgfors om sin afgang.

Statsministeren roste den afgående minister for at have fået styr på forsvarets økonomi og gav udtryk for forståelse for, at han nu har valgt at træde tilbage.

- Grænsen er nået nu for Steen, sagde statsministeren.

Uden for regeringen er det den almindelige opfattelse, at Togfos var blevet en for stor belastning i regeringen for hver dag sagen rullede.

Tolgfors repræsenterer det konservative parti Moderaterne og har været forsvarsminister siden 2007. Catharina Elmsäter-Svärd overtager nu posten.