Spaniens grænse begynder i Afrika

Mens Grækenland og Italien lige nu modtager meget store flygtningestrømme, har aftaler om fælles grænsekontrol med dets nabolande skærmet Spanien mod flygtningekrisen i Middelhavet. Men politikken kan kun i begrænset omfang eksporteres og kritiseres samtidig af hjælpeorganisationer.

En båd med afrikanske flygtninge bliver opbragt af den spanske kystvagt ud for havnebyen Los Christianos på den spanske ø Tenerife 5. september 2006. I 2006 ankom næsten 32.000 bådflygtninge til De Kanariske Øer, i 2012 var tallet faldet til blot 173. Det voldsomme fald skyldes, at Spanien har indgået en række aftaler med dets afrikanske nabolande om blandt andet hjemsendelse og militær bistand. Arkivfoto: Santiago Ferrero Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Indtil midten af 2000erne mindede situationen på Tenerife og de øvrige Kanariske Øer om den, der de seneste år har hersket på Lesbos og Lampedusa. Røde Kors-hjælpere og politifolk måtte stort set dagligt rykke ud, når kystbevogtningens skibe lagde til kaj for at aflevere deres last af afrikanske bådflygtninge. Og mens de overlevende blev mast ind i overfyldte interneringscentre, havde de druknede, som det var lykkedes at bjærge, deres eget afsnit af nicher på kirkegården med påmalede numre og hver en lille, vild blomst plukket af graveren. For det var jo trods alt det mindste, som han dengang forklarede Berlingske.

En humanitær katastrofe, med andre ord, der måske ikke havde helt samme monumentale omfang som den aktuelle flygtningestrøm mod de græske og italienske middelhavsøer. Men den var stor nok til at ryste det spanske ferieparadis, og den fik samtidig alarmklokkerne til at ringe hos regeringen i Madrid. Her gik man i gang med at udarbejde en strategi for at hindre endnu større folkemængder i at krydse Atlanterhavets velstandskløft mellem Vestafrika og De Kanariske Øers yderste europæiske forpost.

Fra 32.000 til 173

Det lykkedes, mildest talt. Mens der i 2006 ankom næsten 32.000 bådflygtninge til øgruppen, var tallet i 2012 faldet til blot 173. Også under de seneste års tilspidsede krise i Middelhavet har presset mod Spanien været langt mindre end mod andre sydeuropæiske lande. Og det er på ingen måde tilfældigt, hævdede udenrigsminister José Manuel García-Margallo forleden i et interview med avisen El País.

»I 2014 steg immigrationen til Spanien kun med 15 pct. mod Italiens 277 pct. Den slags sker ikke af sig selv, men koster ressourcer og hårdt arbejde. Det er frugten af en samarbejdspolitik med både oprindelses- og transitlande, som vores partnere i EU bør anerkende,« sagde ministeren stolt.

Interessen for den såkaldt spanske model er da også stigende i såvel Bruxelles som andre europæiske hovedstæder, heriblandt ikke mindst London. Men systemet af bilaterale aftaler med en række afrikanske lande er lige så omdiskuteret, som det er effektivt – og ikke kun blandt hjælpeorganisationer. Også EU-Kommissionen har påtalt, at den spanske praksis på enkelte punkter er i strid med europæiske regler. Ikke mindst hvad angår den fælles spansk-marokkanske kontrol med grænsen ved enklaverne Ceuta og Melilla.

Noget for noget

Aftalen med Marokko, der foruden bevogtningssamarbejdet også omfatter generøse regler for tilbagesendelse af marokkanere og tredjestatsborgere, blev som den første indgået allerede i begyndelsen af 1990erne.

Det skete som svar på trafikken af bådflygtninge ved Gibraltarstrædet, der på det tidspunkt begyndte at antage bekymrende dimensioner. Men først i forbindelse med krisen ved De Kanariske Øer nogle år senere formulerede den daværende socialistiske regering en generel og regional strategi.

Den såkaldte »Plan África« førte til aftaler med en lang række lande, der kombinerede samarbejde om grænsekontrol med udviklingsprojekter samt, i de fleste tilfælde, regler om tilbagesendelse. I første omgang lovede Spanien også at lette adgangen til legal immigration. Men det blev aldrig rigtigt til noget. I stedet har modydelsen især været bistand, ikke mindst militært. Eksempelvis har Spanien foræret Mauretanien fire patruljebåde, en helikopter og et overvågningsfly som »betaling« for aftalen med det strategisk vigtige land.

Dørmanden Gaddafi

Det er især tilbagesendelserne ved grænsehegnet i Ceuta og Melilla samt med chartrede fly, der har påkaldt sig opmærksomhed og vakt kritik. Men det afgørende element i Spaniens succes med at begrænse tilstrømningen er aftalernes såkaldte »eksternalisering« – udlicitering – af grænsekontrollen, mener Blanca Garcés, der forsker i immigrationspolitik ved Pompeu Fabra-universitet i Barcelona.

»Det vigtige er ikke at forhindre bådflygtningene i at ankomme men i at tage af sted. På den måde undgår man de »problemer«, det medfører at have immigranter og flygtninge stående ved grænsen. Eller, endnu »værre«, inde på spansk territorium, hvor det er vanskeligere at ignorere deres rettigheder,« siger hun.

Men det kan kun lade sig gøre, hvis man har nogenlunde politisk stabile regimer at samarbejde med. Og derfor vil de spanske erfaringer kun i begrænset omfang kunne bruges til at løse flygtningekrisen i den centrale og østlige del af Middelhavet, tilføjer Blanca Garcés:

»Under Gaddafi spillede Libyen samme rolle over for Italien som Marokko over for Spanien. Med ham forsvandt en af de vigtigste »dørmænd« i Nordafrika, og ingen ønsker eller evner at spille den rolle for øjeblikket.«

Mangel på retsgarantier

Det er den ene hovedindvending mod den spanske model. Den anden handler om manglende respekt for menneskerettigheder og flygtningekonventioner. Og ikke kun med hynsyn til de eklatante lovbrud ved Ceuta og Melilla eller de næsten lige så polemiske hjemsendelser med fly, hvor der mangler både læger og tolke, men hvor det ikke skorter på hårdhændet behandling. Nuria Díaz, der er talskvinde for hjælpeorganisationen Comisión Española de Ayuda al Refugiado (CEAR), er lige så bekymret for den generelle mangel på retsgarantier.

»Vi kan ikke acceptere, at kontrollen med immigrationsstrømmen overlades til regimer, som i mange tilfælde ikke respekterer menneskerettighederne, og det er foruroligende, at både Spanien og andre europæiske lande indgår den type aftaler,« siger hun og fortsætter:

»På den måde fratages flygtninge deres ret til at søge international beskyttelse, når deres liv er i fare, og de tvinges til at søge i sikkerhed via de allerfarligste ruter.«

Da Berlingske bad regeringen i Madrid om en kommentar til interessen for og kritikken af den spanske model, nøjedes udenrigsministeriets pressetjeneste med at sende et link til aftaleteksterne. Opfølgende forsøg på at få et interview eller i det mindste en udtalelse blev ikke besvaret.