Skotsk minister vil være med til at skrive brexitbrev

Britisk regering kan ikke indlede processen med at forlade EU uden Skotland, Wales og Nordirland, lyder det.

Den skotske minister, Michael Russell, siger til parlamentsmedlemmer i London, at han ikke ved, hvornår premierminister Theresa May har planlagt at udløse artikel 50 med et brev til EU. Han har heller ikke set et udkast til brevet. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW COWAN

Den britiske regering kan ikke indlede processen med at forlade EU uden at det først er nået til enighed med Skotland, Wales og Nordirland om formuleringen af det brev, som skal udløse skilsmisseforhandlingerne.

Det siger Skotlands brexitminister, Michael Russell.

Den skotske minister siger til parlamentsmedlemmer i London, at han ikke ved, hvornår premierminister Theresa May har planlagt at udløse artikel 50 med et brev til EU. Han har heller ikke set et udkast til brevet.

- Vi mener ikke, at artikel 50 kan udløses, medmindre der har været gjort forsøg på at nå til enighed om dette brev, siger han forud for et møde om brexit i et udvalg med repræsentanter for Skotland, Wales og Nordirland.

Skotske politikere sagde tidligere på ugen, at de ønsker en ny folkeafstemning om uafhængighed af Storbritannien, når den britiske regering udløser artikel 50.

- Jeg er 85 eller 90 procent sikker på, at vi i det mindste bevæger os mod en ny folkeafstemning, sagde den skotske politiker Ross Greer fra Miljøpartiet De Grønne.

Greer er en central allieret for den skotske regeringsleder, Nicola Sturgeon.

Greer har sagt, at en beslutning om en ny skotsk folkeafstemning kan træffes hurtigt. Tidspunktet vil afhænge af den proces, som regeringen i London får i stand.

Et flertal af briterne stemte ved en folkeafstemning i juni sidste år for, at Storbritannien skal forlade EU. Men et stort flertal i Skotland ville blive i EU.

Meningsmålinger viser ikke større udsving i Skotland i forhold til folkeafstemningen i 2014, selv om det nu tyder på et klart brud med EU.

Ved afstemningen i 2014 skulle skotterne vælge, om de ville løsrive sig fra Storbritannien. Et flertal på 55 procent stemte for at blive.