Selvmordsangreb kostede tre livet i Yemen

Drabsbølge går over Yemen som afslutning på endnu et blodigt år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

YEMEN: Yemens største havneby, Aden, blev på årets sidste dag rystet af en kraftig eksplosion, da en selvmorder angreb sikkerhedstjenestens hovedkvarter.

Ifølge AFP kørte en mand ved daggry en bil lastet med sprængstof op foran porten til hovedkvarteret og udløste sprængladningen. Mindst tre soldater blev dræbt, mens adskillige andre blev kvæstet.

Angrebet skulle angiveligt have haft et endnu større omfang.

To andre biler, der fulgte i kølvandet på selvmorderens og var ved at svinge ind gennem porten, blev tvunget til at afbryde aktionen, da sikkerhedsstyrkerne åbnede ild, oplyser en kilde i politiet.

Terrornetværket »al-Qaeda på Den Arabiske Halvø« mistænkes for at stå bag angrebet. Netværket har sit arabiske hovedkvarter i Yemen og anses som det mest dødbringende i øjeblikket.

Ifølge Reuters opgørelse er hundredvis af politifolk, soldater og andre sikkerhedsfolk blevet dræbt af bomber eller i skyderier med terrorister i det sydlige Yemen gennem de seneste to år, hvor regeringen har forsøgt at eliminere de radikale islamister og deres allierede fra al-Qaeda.

Så sent som mandag blev fire soldater og tre bevæbnede mænd dræbt, da de angreb en militærpost i det sydlige Yemen. Mandag blev fire andre soldater også dræbt ved et andet angreb i det sydlige Yemen, da de blev angrebet med automatrifter og raketter.