Ransagning hos Renault vækker frygt for ny skandalesag

Aktierne i Renault dykker på børsen i Paris efter oplysninger om en ransagning hos den franske bilproducent.

Læs mere
Fold sammen

Kort efter klokken 12.30 torsdag dansk tid er Renaults aktier på børsen i Paris faldet med mere end 20 procent.

Det voldsomme fald sker efter nye oplysninger om, at efterforskere fra de franske myndigheder angiveligt har gennemført en ransagning hos den franske bilproducent - muligvis for at undersøge mulig snyd med udledning. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Agenter fra DGCCRF (en fransk myndighed, der bekæmper svindel, red.) ransagede flere Renault-kontorer sidste torsdag, oplyser den store franske fagforening CGT's afdeling ved Renault i en erklæring ifølge AFP.

Fagforeningen tilføjer, at razziaerne "er knyttet til konsekvenserne af Volkswagen-sagen" med henvisning til sagen om snydesoftware i dieselbiler fra tyske Volkswagen.

VW-sagen er blevet kaldt den største skandale nogensinde inden for bilbranchen, hvor 11 millioner VW-biler anslås at være udstyret med en software, der skal skjule bilernes udledning af de såkaldte NOx-gasser.

Fagforeningen CGT oplyser ifølge AFP, at efterforskere tog personlige computere, der tilhører ledere i Renault, med sig.

- Ledelsen har ikke bekræftet, at det handler om udledning af NOx-gasser, men grundet inspiceringen tror vi, det er det, der kan være tale om, siger fagforeningsrepræsentant Florent Grimaldi til nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/