OVERBLIK: Dette er muligt under tyrkisk undtagelsestilstand

De kommende tre måneder har de tyrkiske myndigheder udvidede magtbeføjelser.

Ankara. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har onsdag aften varslet undtagelsestilstand i tre måneder.

Ifølge den tyrkiske forfatning kan præsidenten og regeringen dermed vedtage love uden om parlamentet, og basale rettigheder kan enten helt eller delvist tilsidesættes.

Der er dog samtidig en forpligtelse til ikke at overtræde folkeretten, der er den samling af internationale aftaler og traktater, landet har tiltrådt.

Her er en liste over de tiltag, som den tyrkiske regering vil kunne anvende, mens der er undtagelsestilstand:

* Der kan udstedes udgangsforbud.

* Forsamlinger og demonstrationer kan forbydes - både udendørs og indendørs.

* Aviser, magasiner og bøger kan forbydes. Det samme gælder for publicering uden forudgående tilladelse.

* Alle typer tv-udsendelser og offentliggørelse af tekster, film eller lydfiler kan blive kontrolleret, begrænset eller forbudt.

* Sikkerhedspersonale kan udføre kropsvisiteringer af folk eller ransage køretøjer og ejendomme uden forudgående retskendelse.

* Man kan forbyde trafik på vejene på visse tidspunkter eller i visse områder.

* Visse områder kan blive afspærret eller evakueret.

* Staten kan tage kontrollen over trafikken til lands, til vands eller i luften.

/ritzau/dpa