Nordmand i Congo får dom fredag

CONGO: Den norske statsborger Joshua French får fredag at vide, om han får en livstidsdom, der skal afsones i et fængsel i Congo, eller om han frifindes for at have dræbt sin rejsekammerat Tjostolv Moland i fængslet, hvor de afsonede en dom for drabet på en congolesisk chauffør i maj 2009.

Dommen skulle ifølge den norske avis VG have været afsagt tirsdag, men et brev fra den norske generalkonsul med en helbredserklæring på Joshua French fik dommeren i retten i hovedstaden Kinshasa til at udsætte domsafsigelsen til fredag.

Joshua French og hans ligeledes norske rejsefælle, Tjostolv Moland, blev tidligere dødsdømt for drabet på chaufføren. De norske myndigheder har uden held forsøgt at få overført dem til afsoning i Norge.

Tjostolv Moland døde i sommer i fængslet under uopklarede omstændigheder, og Joshua French blev tiltalt for at have kvalt ham med en pude. Han nægter sig skyldig. Forsvarene og norsk politis egne undersøgelser peger på, at Moland begik selvmord.

BNB