NATO vil optrappe kampen mod terror efter Manchester-angreb

Dagen før topmøde med Trump diskuterer NATO stadig, om alliancen skal gå med i koalition mod Islamisk Stat.

Foto: CARSTEN KOALL. Dagen før topmøde med Trump diskuterer Nato stadig, om alliancen skal gå med i koalition mod Islamisk Stat.
Læs mere
Fold sammen

NATO vil optrappe sit bidrag til kampen mod Islamisk Stat uden at kaste sig ud i egentlige kampoperationer.

Det siger NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, onsdag på et pressemøde før et topmøde, der holdes i Bruxelles torsdag.

»Jeg forventer, at de NATO-allierede vil træde til og enes om at gøre mere i kampen mod terror,« siger Jens Stoltenberg.

»Ikke mindst i lyset af, hvad vi så i Manchester i mandags,« siger han.

Her dræbte en selvmordsbomber mandag aften 22 mennesker, heriblandt børn og unge, ved en koncert med popstjernen Ariana Grande i Manchester Arena.

USA's præsident, Donald Trump, skal torsdag deltage i sit første Nato-topmøde.

Trump har tidligere kaldt Nato »forældet«, fordi alliancen ikke har blæst nok til kamp mod terror. Det mener Trump dog ikke længere.

Nato træner i dag officerer i Irak. Militæralliancen har også indsat Awacs-overvågningsfly med langtrækkende radarer til støtte for den amerikansk ledede koalition i kampen mod Islamisk Stat.

»Jeg forventer, at vi vil blive enige om at udvide Awacs-støtten til koalitionen,« siger Jens Stoltenberg.

Desuden overvejer NATO i øjeblikket at udvide indsatsen på 13.000 soldater, der i dag træner de afghanske styrker i at skabe sikkerhed i deres krigsplagede land.

Men dagen før topmødet diskuterer medlemslandene stadig, om Nato som organisation skal melde sig ind i koalitionen, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Det ønsker Donald Trump. Alle 28 NATO-lande er i forvejen med i koalitionen.

»Mange allierede vil gerne se NATO som fuldt medlem af koalitionen af to årsager,« siger Stoltenberg.

»Dels fordi det sender et stærkt og klart signal om sammenhold i kampen mod terror,« siger NATO-chefen.

»Men hvis NATO går med i koalitionen, vil det også skabe en bedre platform for at koordinere aktiviteterne i kampen mod terror,« siger han.

Frankrig og Tyskland tøver dog med at sige ja til at melde NATO ind. De frygter, at NATO kan blive trukket ind i en langvarig kamp i Irak, som det tidligere er sket i Afghanistan.

Desuden frygter især Frankrig, at NATO kan støde arabiske lande fra sig ved at gå ind som medlem af koalitionen.