Musk håber på at teste hjernechip på mennesker om et halvt år

Musk har store ambitioner med Neuralink. Snart vil han teste hjerneimplantat i mennesker.

Musk, som blandt andet er direktør for selskaberne Tesla, SpaceX og Twitter, er kendt for ikke at holde igen med ambitionerne. (Arkivfoto). Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Elon Musk regner med, at en trådløs enhed fra hans hjernechipselskab Neuralink kan anvendes i kliniske forsøg på mennesker om et halvt år.

Det siger milliardæren, som ejer Neuralink, under en præsentation natten til torsdag dansk tid.

Selskabet har et mål om, at dets hjerneimplantater skal kunne hjælpe personer med handicap til at bevæge sig og kommunikere igen.

»Vi ønsker at være meget påpasselige og sikre på, at det kommer til at virke godt, inden vi sætter en enhed ind i et menneske,« siger Musk.

»Men vi har indsendt det meste – tror jeg – af vores papirarbejde til FDA (lægemiddelstyrelsen i USA, red.) og skulle om cirka seks måneder være i stand til at uploade Neuralink i et menneske.«

Musk, som blandt andet er direktør for selskaberne Tesla, SpaceX og Twitter, er kendt for ikke at holde igen med ambitionerne.

Nogle kritikere mener, at han er kommet med for store løfter om, hvad Neuralinks teknologi vil være i stand til at kunne både i den nære fremtid og på længere sigt.

Præsentationen skulle oprindelig have fundet sted 31. oktober, men Musk udskød den et par dage inden den planlagte dato uden at give en forklaring.

Under den seneste offentlige Neuralink-præsentation kunne man se en abe, der med en hjernechip spillede et computerspil alene ved at tænke.

Neuralink er et selskab, som Musk i 2016 var med til at starte.

Han ønsker at udvikle en chip, der giver mulighed for, at hjernen kan styre komplekse elektroniske enheder. Han vil også hjælpe folk med lammelser, demens og Parkinsons og taler om nærmest at sammensmelte hjernen og kunstig intelligens.

Neuralinks planer er dog blevet udskudt flere gange.

I 2019 sagde Musk i en præsentation, at han ville få godkendelse i slutningen af 2020.

Sent i 2021 sagde han, at han håbede på at begynde forsøg på mennesker i år.

Ud over sine store mål for Neuralink har Musk også udtrykt håb om at kolonisere Mars. Noget, der ifølge rigmanden skal være med til at redde menneskeheden.

/ritzau/Reuters