MI6-chef: Vore fjender gnider sig i hænderne

Storbritanniens tre efterretningschefer forsvarer metoder efter afsløringer af masseovervågning. Men USAs tidligere vicepræsident Al Gore beskriver den som »skandaløs« og som en forbrydelse­ mod USAs forfatning.

John Sawers, chef for den britiske efterretningstjeneste MI6 mener, at Storbritanniens nationale sikkerhed led skade, da Edward Snowden lækkede fortrolige dokumenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARL COURT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: I en høring uden fortilfælde blev Storbritanniens tre efterretningschefer i går grillet en efter en efter afsløringer af masseovervågning, men de forsvarede alle deres metoder og kritiserede whistlebloweren Edwards Snowdens læk af fortrolige efterretningsdokumenter.

John Sawers, chef for efterretningstjenesten MI6, sagde, at agenter ikke opererer »som James Bond« og hævdede, at Storbritanniens nationale sikkerhed var blevet så skadet af lækken, at Storbritanniens fjender »gnider sig i hænderne«, og at al-Qaeda »labber det hele i sig«.

Fem måneders læk af dokumenter fra Edward Snowden, den tidligere medarbejder ved den amerikanske nationale sikkerhedstjeneste NSA, havde fået det britiske parlaments Komité for Efterretninger og Sikkerhed til at indkalde efterretningscheferne for at få en forklaring.

Allerede inden høringen havde parlamentarikere stillet spørgsmål ved den nye chef for MI5, Andrew Parker, da han i en tale i sidste måned hævdede, at The Guardian, dog uden direkte at nævne avisens navn, havde foræret »terrorister en gave« ved at offentliggøre Snowdens lækkede dokumenter. Men under høringen var retorikken på ny skarp.

34 terrorangreb forhindret

Andrew Parker fastholdt, at de britiske efterretningstjenester forsvarer »frihed og demokrati« og tilføjede, at de havde forhindret 34 terrorangreb siden terroren mod Londons undergrund og busser 7. juli 2005.

»Vi anklages for at kompromittere frihed og demokrati. Selvfølgelig mener vi, at det modsatte er tilfældet,« sagde han. Snowdens læk har afsløret, at den britiske og amerikanske efterretningstjeneste arbejder tæt sammen om masseovervågning. Hundredvis af millioner af mennesker får opsnappet deres e-mail, telefonopkald og registreret deres færden på internettet såvel i USA som i Europa. Dette har skabt heftig debat på begge sider af Atlanten om, hvorvidt efterretningstjenesterne er gået for vidt, og om reglerne bør strammes for tjenesterne, der fik en stribe udvidede beføjelser efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001.


Parlamentets Komité for Efterretninger og Sikkerhed har allerede været i gang med en mindre undersøgelse af anklagerne om, at det britiske aflytningsagentur GHCQ har benyttet sig af sin amerikanske søsterorganisation NSAs afslørede Prism-program, der indsamler information fra internetselskaber, for at smyge sig uden om britisk lov. Men Iain Lobban, direktør for GHCQ, fastholdt, at hans agentur agerer inden for lovens rammer og ikke i stor stil snuser i folks privatliv.

Afviser intensiv overvågning

»Vi bruger ikke vores tid på at lytte til telefonopkald eller at læse e-mail for flertallet. Dette ville ikke være passende, dette ville ikke være lovligt, og vi ville ikke gøre det,« sagde han.

Men på den anden side af Atlanten, hvor debatten om masseovervågning kontra folks ret til privatliv også er eksploderet, beskriver USAs tidligere vicepræsident Al Gore nu NSAs aktiviteter som »skandaløse« og »fuldstændig uacceptable« og siger, at Edward Snowden har »afsløret beviser« for forbrydelser mod den amerikanske forfatning.

Den tidligere vinder af Nobels Fredspris siger, at NSAs massevågning har strakt sig ud i det »absurde«, og han tvivler på, at den vidtgående overvågning bliver tilladt i fremtiden.

»Jeg tror, de bliver nødt til at trække dette tilbage,« sagde han i en tale på McGill University i Montreal.

»Jeg tror, at de vil beherske sig.«