Danmark er amerikanernes øjne – men er vi også deres ører?

Analyse: : Egentlig er det ikke ret overraskende, at USAs sikkerhedstjeneste beskriver sine allieredes efterretningstjenester, herunder Danmarks, som deres »øjne«, mener Berlingskes korrespondent i London.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I virkeligheden er det ikke særligt overraskende, at USAs nationale sikkerhedstjeneste beskriver sine allieredes efterretningstjenester som deres »øjne. For det understreger blot, hvordan USA betragter sine nærmeste allierede, når det gælder efterretninger: Som lande der udspionerer for USA og udleverer vigtig viden til amerikanerne. Sådan som Danmark også har gjort i årtier, fordi den til hver tid siddende regering har set det som vores stærkeste sikkerhedspolitiske våben at holde os gode venner med amerikanerne.

Mere overraskende er det, at lille Danmark viser sig at være blandt eliten i forhold til den amerikanske efterretningstjeneste og derfor nyder større privilegier og adgang til flere klassificerede oplysninger end store europæiske lande som Tyskland, Italien og Spanien

Fortrolige dokumenter, som den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden har vist til den britiske avis Guardian, afslører hele magtstrukturen i USAs internationale efterretningssamarbejde, og her udgør den absolutte elite, kaldet »De 5 øjne«, USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand.

Men allerede i den næstvigtigste gruppe, »De 9 øjne«, er listen blevet udvidet med Danmark sammen med Frankrig, Holland og Norge. På nederste trin af samarbejdet kommer »De 41 øjne«, som omfatter flere lande, der var en del af koalitionen i Afghanistan.

Det ubesvarede spørgsmål er, hvordan et skandinavisk miniputland med 5,4 millioner indbyggere er kommet så meget ind i varmen, og om det måske skyldes, at vi i virkeligheden ikke blot er »USAs øjne«, men også amerikanernes ører?

De dokumenter, som Snowden har lækket de seneste måneder, har bl.a. afsløret, at USA følger millioner af menneskers færden på internettet, registrerer deres mails og aflytter deres opkald. Selv i allierede lande som Tyskland, Frankrig og Spanien

Hvis det samme sker i Danmark, er det ikke kun et spørgsmål om, at grænserne for privatlivets fred kan være overtrådt rent etisk, men at det kan være i direkte strid med dansk lov

I takt med at den internationale skandale vokser, er presset derfor også vokset på den danske regering for at få den til at oplyse, om der finder lignende overvågning sted i Danmark foranlediget af USA. For når det sker i andre europæiske lande, hvorfor så ikke i Danmark?

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har afvist ethvert kendskab til ulovlig aflytning i Danmark, og der er i dag da heller intet, der umiddelbart tyder på, at hun ikke skulle fortælle sandheden. Men samtidig har hun været yderst påpasselig med at sige noget, der kunne støde USA. Præcis som statsministre før hende. Skiftende danske regeringer har gennem årtier givet amerikanerne lang snor, og der er flere eksempler på, at de har skiftet mening for at tilpasse sig USA og også undladt at stille ømtålelige spørgsmål.

Mest berømt og berygtet er statsminister H. C. Hansens såkaldte Thulebrev fra 1957. Danmarks officielle politik var, at der ikke måtte være atomvåben på dansk jord i fredstid, men uden overhovedet at nævne atomvåben gav han alligevel sin stiltidende accept af, at USA placerede atomvåben på Thulebasen i Nordgrønland.

»Under deres besøg for nogle dage siden gjorde De nogle bemærkninger om den mulige oplagring af ammunitionsforsyninger af en særlig slags på forsvarsområderne i Grønland,« skrev H.C. Hansen i brevet og afsluttede med ordene:

»Jeg mener ikke, at deres bemærkninger giver anledning til nogen kommentarer fra min side.«

Senest udstillede forløbet omkring Syrien, at der ikke er forskel på, om den danske regering er rød eller blå, når det handler om at bakke op, når amerikanerne overvejer at gå i krig. Som ved optakten til Irak-krigen, da den daværende borgerlige regering blev kritiseret for blindt at følge USA, dansede den socialdemokratisk ledede regering også rundt og skiftede holdning i takt med, at amerikanerne skiftede deres.

Først mente Helle Thorning-Schmidt, at Danmark skulle holde fast i FN-sporet, derefter åbnede hun pludselig for, at kunne gå uden om FN, efter det stod klart, at USAs udenrigsminister, John Kerry, banede vejen for en intervention udenom FN.

Danmarks tidligere så USA-kritiske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), mente også først, at man skulle afvente våbeninspektørers undersøgelse – hvorefter det pludselig ikke var nødvendigt, da Kerry ikke mente, at det var nødvendigt.

Angrebet på Syrien kom aldrig, men hvis USA havde valgt at gå den vej, havde Danmark været med. For Danmark har valgt side. Overvågning eller ej.