Man er vel en hund efter service

Foto: OMAR TORRES. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Her i USA møder man skiltet uden for alle butikker: »Kun adgang for servicehunde«. Og så forventer man en venlig golden retriever, der ledsager sin blinde ejer rundt og sørger for, at vedkommende ikke falder over alle mulige forhindringer undervejs.

Man regner ikke med at se en pekingeserlignende hund med skiltet »Servicedog«. Slet ikke når ejeren hverken er døv, blind eller åbenlyst handicappet på anden måde. Mistanken om, at vedkommende lukrerer på, at der er store huller i kontrolsystemet med servicehunde er til stede, og alle kigger efter ejer og hund.

Selvfølgelig kan vedkommende have et skjult handicap. Allergi eller en sygdom, som hunden er trænet i at opdage en forværring med, hvis ejeren har glemt at tage medicinen.

Men folk kigger, hvis hunden er usædvanlig, for svindel med titlen »servicedog« er steget eksplosivt i de seneste par år. Der er simpelthen ikke kontrol med, hvilke firbenede, der bliver servicehunde. Man kan få et eksamens­bevis på nettet formedelst 59 dollar. Og så får man foruden bevis også alskens »fake« udstyr som halsbånd, dækken og skilte til linen om, at hunden er en »servicedog«.

Forleden kom jeg gennem lufthavnen i Miami. Jeg havde travlt og småløb, da jeg var ved at falde over en lavbenet hund. Ikke for at hænge hunden ud – for den havde lave ben og var et kryds mellem en terrier og en pekingeser.

Hvad der var særligt ved hunden var, at den stolt spankulerede rundt med et skilt, hvorpå der stod »servicedog«. Dermed havde den adgang til butikker og særlig adgang forrest i køen til flyet sammen med sin ejerinde, der dog med solbriller, høje hæle og masser af indkøbsposer satte et tempo, som hunden stort set ikke kunne følge med i. Så formentlig var hun en af dem, som det ansete magasin »Dog News« har kaldt for »snydepelse«. Folk, der køber adgang til at kalde deres hunde for »servicedog« på nettet, uden at vovse har de rette kvalifikationer eller ejerinden et særligt handicap, der berettiger til at have en speciel hund.

Nu er det sådan i USA, at den politisk korrekthed er udbredt. I Guds eget land stiller man ikke spørgsmålstegn ved folks handicap, for det kan jo være usynligt. Derfor findes der også et par underkategorier under betegnelsen »servicedog«, hvoraf »emotional therapy animal« er et af dem. »Therapy animals« er en anden betegnelse. Og så er der de rigtige servicehunde, der er trænet ordentligt og opfører sig fuldstændig korrekt.

Problemet er bare, at man kan købe et dækken og registrere sin hund som »servicedog«, uden at nogen »gør« af det. For lige som hjemmeskoling er blevet populært, er hjemmetræning af hunde også blevet så populært, at selv den fedeste og den mest ugidelige moppe kan få et eksamensbevis. For i USA har man selvfølgelig ret til at uddanne sin egen hund, og der bliver sjældent sat spørgsmålstegn ved det, selv om det selvfølgelig er ulovligt. Forretninger har også kun ret til at stille to spørgsmål: Er hunden uddannet – og hvad er den trænet i? Men der stopper det så også. For i USA må en forretningsindehaver ikke bede om bevis.

Nu kan læserne jo indvende, at skribenten har fordomme. Bare fordi hunden havde lave ben, og damen syntes at være mere end rask og rørlig, er det jo ikke ensbetydende med, at hun ikke har et alvorligt handicap. Det er korrekt. Her var mistanken der, men man vil aldrig kunne få et bevis for, at det virkelig var en »servicedog«. Og jeg kender hundeejere. De skyer ingen midler for at sikre, at menneskets bedste ven altid er der, hvor ejeren er.

Jeg har selv været hundeejer. Jeg har haft to golden retrievere, hvoraf den ene var med, da jeg som journalist flyttede til Cypern. Det var ikke ligetil at få en hund med dengang. Der var hårde karantæne­bestemmelser. De blev overholdt i mit tilfælde. Men en besværlig transportprocedure kunne lovligt undgås, hvis hunden var medlem af de fredsbevarende styrker. Det blev den – midlertidigt, hvorved min elskede retriever kunne flyve til Cypern sammen med vores stolte soldater i FNs freds­bevarende styrker. Kreativ regelbøjning. Sådan vil nogen kunne opfatte det. Men hvad gør man ikke for at få sin bedste ven med. Så ja, jeg er også skyldig i et finde smuthuller til mine pelsvenner. Men det er vel alligevel lige lovligt kreativt at lade som om, at hunden er en servicehund for at få alle de fordele, der følger med.

Og hvis man ikke er forarget, så er der også hjælp at hente. Der er nemlig også støttegrupper på nettet for dem, der er blevet taget i snyderiet. For USA har også love mod diskriminering af individer, og hvis en hund bliver nægtet rettigheder, andre hunde har, så kommer advokaterne efter en.

Kristian Mouritzen er Berlingskes korrespondent i USA