Le Pen bagatelliserer igen dødslejre

Den franske højrepolitiker Jean-Marie Le Pen skaber igen furore med bemærkning om, at nazisternes dødslejre var en detalje.

Jean-Marie Le Pen, der tilhører det yderste højre i Frankrig, udløste en storm af vrede, da han i dag i Europa-Parlamentet gentog, at de nazistiske dødslejre under Anden Verdenskrig var en "detalje".

Le Pen skal som alderspræsident lede Europa-Parlamentet i den næste samling, og det har fået hans kritikere til at foreslå en regelændring.

Le Pen sagde, at han var offer for "opflammende beskyldninger" af parlamentets socialistiske gruppe og i særdeleshed af det tyske medlem Martin Schulz, der har kaldt Le Pen en holocaust-fornægter.

- Jeg sagde bare, at gaskamrene var en detalje i Anden Verdenskrigs historie, hvilket er indlysende, forklarede Le Pen forsamlingen.

Han mente, at det antaster ytringsfriheden, når nogen på den måde anfægter hans synspunkter.

Le Pen har flere domme for racisme og antisemitisme bag sig i Frankrig, og han har fået en bøde på knap 1,4 millioner kroner, efter at han i 1987 i et radio-interview første gang omtalte gaskamrene som en detalje.

Millioner af mennesker blev myrdet i de nazistiske dødslejre.

/ritzau/AFP