Kemiker: Nervegiften VX er bestemt ikke køkkenbordskemi

Ifølge kemiker fra Beredskabsstyrelsen er gift, som måske kostede nordkoreaner livet, meget svær at håndtere.

Den danske fregat Esbern Snare var i 2014 i Syrien for at hjælpe med at transportere giftstoffer væk fra landet. (Arkivfoto) Reuters/Handout Fold sammen
Læs mere

Den kemiske gift VX, som angiveligt blev brugt til at dræbe Nordkoreas diktators halvbror i Kuala Lumpur 13. februar, er bestemt ikke noget, som alle og enhver kan håndtere.

Sådan siger kemiker Anders Søndergaard fra Beredskabsstyrelsen.

- Du skal have de rigtige udgangsstoffer. Du skal have de rigtige folk og den rigtige kemi, og i den efterfølgende håndtering vil det normalt være noget, man skal bruge beskyttelsesudstyr for at kunne håndtere, siger han.

Stoffet betegnes som et af de giftigste i verden. Ifølge myndighederne i Malaysia er der fundet spor af VX i prøver taget fra øjet og ansigtet af Kim Jong-nam, som den dræbte hed.

- VX er et kemisk kampstof. Det er en væske, som er ret svær at fremstille. Det kræver både en organisation og faciliteter at fremstille det her stof, og det er bestemt ikke køkkenbordskemi, siger Anders Søndergaard.

Han var selv med det danske skib Esbern Snare, der fragtede kemiske våben væk fra Syrien i 2014.

- I Beredskabsstyrelsen råder vi over det udstyr, man skal bruge til håndteringen. Det gør, at vi for eksempel har været på med på missionen i Syrien, hvor vi blandt andet har været med til at fjerne udgangsstoffer til lige præcis VX, fortæller han.

Han kalder informationen om, at VX skulle være brugt i Malaysia for gisninger.

- Det er rene gisninger. Selve brugen af kemiske kampstoffer er reguleret af c-våbenkonventionen (FN's konvention om kemiske våben, red.), og der er helt klare regler for, hvordan man beviser, at der har været brugt kemiske kampstoffer.

- Prøven skal sendes til nogle af OPCW's (Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben, red.), laboratorier, og to uafhængige laboratorier skal bekræfte fundet med to af hinanden uafhængige metoder.

- I forhold til mængderne er det så bittesmå mængder, så dem kan man gemme hvor som helst, siger kemikeren.

Myndighederne i Malaysia har igangsat en undersøgelse, der skal slå fast, hvordan stoffet - VX eller ej - er kommet ind i landet.

USA, Rusland og Nordkorea menes at være i besiddelse af den potente nervegift.

/ritzau/