Irak overtager sikkerhed i endnu en provins

Irak har overtaget sikker- heden i endnu en provins fra koalitionsstyrkerne og har nu ansvaret i otte af landets 18 provinser. Overdragelsen blev fulgt af nye uroligheder med over 35 dræbte.

I går overtog irakerne ansvaret for sikkerheden i den sydlige Kerbala-provins fra de amerikanske styrker, og ifølge den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, er overdragelsen et tegn på »den stærke vilje og beslutsomhed« i befolkningen. På billedet ses en amerikansk soldat, som holder vagt ved over- dragelses- ceremonien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mushtaq Muhammad/REUTERS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

WASHINGTON: Fire et halvt år efter den amerikansk ledede invasion af Irak har den nationale regering nu kunnet overtage styringen med otte af landets i alt 18 provinser.

I går overtog irakerne sikkerheden i den sydlige Kerbala-provins fra de amerikanske styrker, og ifølge den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, er overdragelsen et tegn på »den stærke vilje og beslutsomhed« i befolkningen. Maliki understreger dog, at sikkerhed kun er et første skridt, før den egentlige genopbygning kan begynde.

»Genopbygningen af Irak afhænger ikke af sikkerhed alene, men sikkerhed er nøglen til alt,« siger han.

Af samme grund trækker det ud med overdragelsen i mange af de resterende provinser under koalitionens kontrol. I går sprængte en selvmordsbomber på cykel sig selv og mindst 27 politielever ihjel, da han kørte ind imellem dem under deres fysiske træning. De fleste blev dræbt af små jernkugler, der var pakket sammen med sprængstoffet.

Selvmordsbomberen slap igennem to checkpoints uden at blive stoppet, og det amerikanske militær formoder, at han enten må have infiltreret de lokale politistyrker, og derfor bare blev vinket igennem, eller også udgivet sig som en lokal på vej til arbejde.

Attentatet fandt sted i byen Baquba, hovedstad i Diyala-provinsen, der ellers af amerikanerne fremhæves som et mønstereksempel på den forbedrede sikkerhedssituationen, siden de iværksatte en militær optrapning i februar.

Skrøbelig sikkerhed
Og i aftes blev 20 halshuggede lig fundet tæt ved en politistation vest for Baquba, oplyste irakisk politi. Der var ingen umiddelbare oplysninger om, hvem de dræbte var. Baquba, der ligger 65 kilometer nordøst for Bagdad, er en blandet by, hvor der ofte har været sekteriske opgør mellem sunnimuslimer og shiamuslimer.

Ifølge det irakiske sikkerhedsministerium er antallet af bombeattentater og drab på civile faldet med op mod 70 procent siden juni, da den amerikanske indsættelse af yderligere 30.000 soldater var endelig på plads.

Det gælder især i Bagdad og de nordvestlige provinser med sunni-muslimsk flertal. Årsagen menes at være, at sunnierne er begyndt at vende sig imod ekstremister blandt deres egne og udenlandske krigere, der tilsammen udgør det, de kalder al-Qaeda i Irak. Formålet med den militære optrapning er at skabe ro, så de irakiske sekter og deres politikere har større chance for at forsone sig og lægge en plan for nationens fremtid – bl.a. en fordeling af olien.

Gårsdagens selvmordsbombe i Baquaba viser, at sikkerheden stadig er skrøbelig. I en anden hændelse blev ti lokale sheiker fra området kidnappet af ukendte gerningsmænd, men formodentlig shiamuslimer. En af dem, en sunnimuslim, blev kort efter fundet myrdet. Andre steder i Irak døde yderligere mindst otte mennesker i attentater.

Den fortsatte vold imellem sekterne og internt mellem stridende shiamuslimer især i den sydlige del af landet er en væsentlig årsag til, at der stadig ikke er synlige tegn på fremskridt i de politiske forhandlinger.