Ingen vej ud af mareridtet i Betlehem

Familien Anastas tror på Gud og meningen med at være født samme sted som Jesus. Ret meget andet er der ikke tilbage efter mere end 15 års konflikt, der har smadret deres tilværelse.

Claire Bandak Anastas’ hjem er omgivet på tre sider af den israelske mur. Foto: Lazar Simeonov Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BETLEHEM: Det burde være det perfekte sted. For en stærk troende kristen som Claire Bandak Anastas er der ikke noget mere passende end at være i Betlehem i julen. I den by, hvor hun har tilbragt hele sit liv, og hvor hun blev født lige ved siden af krybbepladsen. »Kun en blok fra Fødselskirken,« som hun siger. Kirken med en lille trappe ned til det, der angiveligt har været en grotte, og hvor en stjerne markerer troen på, at her blev Jesus født.

Alligevel er julen, ligesom hver eneste dag, et mareridt for Anastas og hendes familie. Hver eneste dag vågner de op til de otte meter høje betonmure omkring dem og ser, at mareridtet er virkelighed.

»Der var ingen mure, da børnene gik i skole. Da de kom tilbage var vores hus omringet til tre sider,« fortæller Anastas om den dag i 2003, da den israelske belejring gik fra ondt til værre:

»Min yngste dreng var seks år dengang. Han sagde: »Mor, vi er levende begravet. Der er ingen fremtid.« Jeg kunne ikke svare ham. Jeg måtte bare sige, at vi måtte tro på Gud og give det en chance. Han er en klog dreng. Han sagde, at vi skulle flytte, men vi havde intet sted at tage hen.«

Anastas-familiens hus var allerede fanget i konflikten fra 1996, da der blev oprette en israelsk militærbase på den ene side for at beskytte helligdommen og det jødiske pilgrimsmål »Rachels Grav« på den anden side. Under den Anden Intifada invaderede de israelske soldater gentagne gange huset og brugte det til at skyde mod militante palæstinensere med familien spærret inde i et rum, hvor de prøvede at beskytte sig for skud, som de bedst kunne.

»Det blev langsomt værre. Efter militærbasen blev oprettet, blev der sat kontrolposter op, og i 2002 kom krigen med os lige i midten af konflikten. Det var et liv i forfærdelig frygt,« siger Anastas.

Interviewet bliver afbrudt, da dele af den sviende sky trænger ind, og døren må lukkes. Vi kan høre råb og chokgranaters brag nær ved.

»Sådan er det hele tiden,« siger Anastas og går ud for at hente en kunde, en ældre svensk kvinde, tilbage i butikken.

Anastas’ butik »Holy Star Gifts Souvenir« handler med håndlavet juleudsmykning, kunsthåndværk, T-shirts med kunstneren Banksys politiske banebrydende »tænk hvis«-motiver og religiøse relikvier. Hun tilbyder også bed&breakfast, hvis man ønsker »historien om Muren, som ingen ord kan beskrive«. En mur, som den, der delte Berlin. Lige så kold og gold og lige så uforstående over for argumenter om forståelse og menneskelighed.

Her ikke beregnet til at holde folk inde, men ude. For israelerne er det retfærdiggjort i, at det er tænkt som et værn mod en gentagelse af den bombeterror, der ramte den under den Anden Intifada. For palæstinenserne er Muren alt andet end retfærdig og ses som den stærkes misbrug af overmagten og en apartheidlignende adskillelse. Kun et begrænset antal palæstinensere får i en bureaukratisk labyrint begrænsede tilladelser til at krydse muren ind i Israel. Israelere kan derimod frit rejse den anden vej ind i bosættelser og i størsteparten af Vestbredden. Den internationale domstol i Haag har dømt muren ulovlig, fordi den i lange strækninger er rejst på den jord, som israelere kalder omstridt.

Størsteparten af verden betragter det som besat land fra seksdages-krigen i 1967 og har trukket en imaginær »grøn linje« – våbenstilstandslinjen fra 1949 efter en anden krig, og som i dag udgør palæstinensernes håb om en selvstændig stat.

Muren definerer Anastas liv, men det politiske slagsmål er ikke agendaen for Anastas. Hun ønsker bare sit liv tilbage for sig selv, sin mand, sin familie med de fire børn fra 16 til 24 år, som bare prøver på at komme væk og skabe sig en tilværelse langt væk fra deres fødehjem. Før var familiens butik og mandens mekanikerforretning en særdeles lukrativ placering som første stop på den travle hovedåre fra Jerusalem. Nu er der kun en smal vej, der ender blindt, mellem indgangen til deres hus og butik til den grå betonvæg, som hverken påmalet grafitti eller politiske budskaber kan få til at gå væk.

»Nogle gange føler jeg mig skyldig, fordi vi ikke flyttede et sted hen, hvor det var sikkert for børnene, og hvor vi kunne leve i fred,« siger Anastas.

Historien om, hvorfor hun ikke flyttede, er lige så kompleks og labyrintisk som alt andet i hendes tilværelse. Tilknytningen til Betlehem og religionen er en faktor, selv om både konflikten med israelerne og de »radikale«, som hun kalder de fundamentalistiske muslimer, har gjort tilværelsen sværere for de kristne de senere år og fået så mange til at flytte, at de nu kun udgør omkring en femtedel af befolkningen i den tidligere kristne by.

Hele tiden har hun og hendes mand håbet, at mareridtet snart var forbi, og normaliteten ville komme tilbage. Og så er spørgsmålet, hvor de skulle rejse hen. De skulle opgive deres position, som engang var i den mere velstillede del af Betlehem med en virksomhed, som de har måttet lukke. Nu har de mange år med problemer i stedet fået gælden til at hobe sig op. Israelerne vil gerne købe, men det palæstinensiske selvstyre har forbudt salg af ejendom til Israel.

»Det ville ikke blive accepteret. Vi kunne ikke leve her med familien efter det«, siger hun.

Nu truer de israelske myndigheder med at smide dem ud, fordi de som mange andre palæstinensere ikke har papirer på deres ejendom, som accepteres i Israel. De kan kæmpe imod det i retten, men det vil koste mange penge, og banken har for længst sagt stop.

»Engang blev vi opfordret af israelerne til at sætte en pris. De sagde: »Ellers vil vi bare tage huset senere uden at betale.« Jeg vidste, at de kunne finde en vej,« siger hun.

Selv om Anastas virker som en kvinde, der endelig er ved at bryde sammen over for et årelangt umenneskelig pres, glæder hun sig alligevel til julen i Betlehem som et lyspunkt. Familien skal ikke i Fødselskirken til juleaftens store midnatsmesse, for »der sker så mange ubehagelige ting på Krybbepladsen i den store menneskemængde.

»Det er ikke så slemt igen, men det er ikke noget for kvinder og piger med den måde, noge af de unge mænd er på, og med udlændinge, der fejrer og drikker. Så det ser vi på TV, og så laver jeg julekager og julemad herhjemme,« siger Anastas.

Til gengæld glæder hun sig til Betlehems traditionelle julefest i gaderne – ovenikøbet i forlænget udgave, fordi de forskellige kristne retninger benytter forskellige kalendere og derfor fejrer Jesus fødsel på forskellige tidspunkter.

»Julen er vidunderlig og den bedste tid her. Hvert år synger og spiller vi i gaden for at byde patriarkerne velkomne. Det er noget, som alle burde opleve,« siger hun og understreger samtidig, at også julen er blevet en anden med muren omkring Betlehem.

»Vi mødes også til julefester, men der ingen, der vil komme her med murene omkring os. De er bange for, at der sker noget. Patriarkens vej fra Jerusalem plejede at gå lige her forbi. Det er den bibelske hovedvej, en hellig rute. Hvor er de kristne i hele verden? Jeg kan ikke begribe, at de ikke gør noget.«

Anastas ser træt ud. Interviewet er ved at være forbi, og hun har fortalt sin mistrøstige livshistorie mange gange. Vi kan fortsat mærke en snert af tåregassen i butikken mellem de udskårne trækors og krybbespil. På den anden side af de to høje mure, kun få meter væk, er konfrontationen fortsat i gang.

Israelske soldater ved et militærkøretøj affyrer chokgranater og tåregas, og det lyder også som om, at der bliver skudt med de til tider invaliderende og dødbringende gummikugler. Et godt stykke foran dem er en gruppe unge fra en af Betlehems ’67-flygtningelejre, der kaster med sten mod soldaterne. Et par små drenge i en sidegade i baggrunden øver sig med slangebøsser. En taxa kommer forbi og vender tilbage gennem klyngen med en kunde. Kun et par hundrede meter væk venter turister roligt på sightseeing-bussen ved InterContinental luksushotellet. Det er hverdag for Anastas og alle andre i Betlehem.

Julestemningen skal nok sænke sig over byen igen i år, men julebudskabet er langt væk fra virkeligheden.

»Vi skulle være her alle sammen i én stat, jøder, muslimer og kristne. Vi er alle udvalgte og født her med samme rødder og samme ret til at være her. Det er umuligt at adskille det sted, hvor Jesus blev født fra det sted, hvor han blev korsfæstet. Gud ønsker, at vi lever i fred og er imod konflikten, og Jesus led for at skabe fred,« siger Anastas.

»Jeg kunne ikke tro det, da det her skete for os, men jeg tror, at Gud har en plan. Gud udvalgte mig til at blive født her, og det er jeg beæret over. Det er ikke mit valg.«